Ord fra en bibliofil

For ikke så længe siden tikkede en mail ind fra Helle inde på Politikens Forlag, som ville høre om jeg ikke havde lyst til at deltage i en brunch tirsdag formiddag i denne med Anna Grue. Selvom jeg ikke er den store krimilæser, så takkede jeg alligevel ja med det samme og da dagen endelig oprandt, begav jeg mig afsted med den nye bog under armen. Som den sidst ankomne til brunchen fik jeg faktisk plads lige ved siden af æresgæsten og det var interessant at høre hvem de andre bloggere og anmeldere var, da jeg kun kendte Isabel og Mette Camilla i forvejen (blandt andet fra Brask-arrangementet).

Arrangementet tog udgangspunkt i krimien “I lige linje”, der udkommer i dag og som er den 7. bog i serien om Dan Sommerdahl. Hendes stil beskriver Grue selv som værende atypisk i forhold til andre krimiforfattere, da hun egentlig går meget lidt op i kriminalitet. Sommerdahl, der som karakter har ændret sig fra ung mand til en moden én af slagsen, er helt nede og skrabe bunden i starten af den nye bog og er nødt til at evaluere sit syn på sig selv, som Grue formulerede det. Noget af hendes inspiration til denne bog kom efter at hun som en del af læsekampagnen Danmark Læser i 2015 arbejdede med en SOSU’er for at skrive en novelle. Hun kom med en SOSU’er på arbejde og fortalte lidt om sine oplevelser. Efter projektets afslutning kunne Grue mærke, at hun ville arbejde mere med emnet og hun brugte det i denne nye bog.

Hvad der for mig var noget af det mest interessante var hendes inspiration og arbejdsmåde, der som nævnt ikke er så voldsom som andre skandinaviske krimiforfattere. Hun benytter sig mere af den form for puslespilstradition, som de har i England, og hvor blandt andet Agatha Christie er ekspert på området. En noget mere litterær tradition, hvor gåden bliver til en form for leg mellem læser og forfatter. Hun vil gerne have at man kan gætte med som læser og at den skyldige ikke bare pludselig træder ind i historien og er genkendt som morder i samme sekund, som læseren møder ham/hende.

Grue har i øvrigt en fortid som grafisk designer, hvilket har haft en virkning på hendes forsider, men også hendes arbejdsmåde i starten, hvor hun ikke var så vild med research. Hendes første udkast sendes rundt til flere i forskellige brancher, som hjælper hende med f.eks. retslige begreber, men dette blev ændret, da hun påbegyndte “Italiensvej”, der blev udgivet i 2015. Hun opdagede, at hun havde svært ved at skrive uden research om blandt andet vejbelægning og strømpeholdere og hun fik fat i “3½ hyldemeter bøger” estimerede hun. Derudover læste hun også aviser på Politikens App tilbage fra 1958. Netop nu skriver hun faktisk på fortsættelsen til Italiensvej, hvor The Beatles blandt andet får en rolle.

Det gjorde at Grue så lavede mere research til denne og det spredte sig vidt. Hun besøgte blandt andet et lokalt plejehjem og en cykelklub i Holbæk, hvis verden var ganske fremmed for hende. Plottet er rent faktisk ikke planlagt helt på forhånd, da hun ved, hvad der skal ske med Sommerdahl og hans nærmeste, men ikke hvad der ellers sker. At det er en lang serie har hun hele tiden vidst at det skulle blive og da hun for en del år siden efterhånden pitchede idéen, havde hun 10 sider og forklaring af en fiktiv by. Selv har jeg endnu ikke læst bøgerne, men jeg skal helt klart snart i gang. Hvis bare hun skriver halvt så godt som hun fortæller, så er det stadig rigtig godt. Tusind tak til Politikens Forlag for invitationen og tak for en spændende snak til både Anna Grue og de andre bloggere, som i kan se nogle af på billederne herunder.