Ord fra en bibliofil

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt af Svetlana Aleksijevitj, 2015. Forlaget Palomar. Anmeldereksemplar fra forlaget. Opr. udgivet som “U vojny ne zjenskoje litso” i 1985. Antal stjerner: 5/5

Hvordan levede kvinderne på fronten egentlig under 2.verdenskrig og hvad skete der med dem, når de kom hjem igen?

Da Nobelprismodtageren blev offentliggjort sidste efterår, kendte de færreste danskere navnet på journalisten Svetlana Aleksijevitj, som modtog den. Denne bog, som på originalsproget russisk blev udgivet tilbage i 1985, tager læseren med på besøg hos nogle af de mange kvinder, som meldte sig under fanerne i 2.verdenskrig. Aleksijevitj snakker blandt andet med dem om kærlighed, om hvilket arbejde de havde og ikke mindst hvorfor de overhovedet havde valgt at drage afsted:

”Alle havde ét og samme ønske: at komme til fronten… Om ikke det var skræmmende? Jo, selvfølgelig var det det… Men vi ønskede det alligevel… Vi gik hen til hvervekontoret og fik følgende besked: ’Bliv lidt ældre, piger… I er stadig grønne…’ Vi var 16-17 år. Men jeg opnåede, hvad jeg ville, og blev hvervet. ”

Mange af kvinderne melder sig ganske frivilligt og livet på fronten er hårdt. De vil kæmpe som mændene, men de har deres køn imod sig for ofte. Nogle af dem er med til at bjærge folk og andre er med helt foran og skyder mod fjenden. Aleksijevitj tager hjem til mange kvinder og flere af dem har mænd, hvis oplevelser fra krigstiden var ganske anderledes. En af de ting, som er fælles for mange af kvinderne, er deres behov for at snakke om deres oplevelser og de fleste holder ingenting tilbage. Tidligere har mændene domineret krigsberetninger i eftertiden, men militærkirurgen Olga Nikititjna Zabelina fortæller:

”Men hvis jeg ser en film om krigen, er der ingen sandhed at finde, heller ikke i de bøger, jeg har læst. Det var ikke sådan, det var… Det bliver ikke skildret, sådan som det var. Og når jeg selv begynder at fortælle, bliver det heller ikke rigtigt. Gruen var større, og skønheden var større, end jeg kan udtrykke. ”

Men hvad sker der egentlig på fronten og hvad husker kvinderne mange år efter?

Den her bog tog mig virkelig med storm. Jeg har fældet flere tårer til kvindernes beretninger end jeg har tal på og sommetider har jeg endda lagt den fra mig i et par dage, hvilket jeg normalt aldrig gør. Måden, som disse kvinder fortæller på, er fascinerende og i indsamlingen har disse har Aleksijevitj gjort et fremragende stykke arbejde. Det samme har oversætter Tine Roesen, da man må have et ganske stort kendskab til militære fraser for at oversætte denne, hvilket er grundigt oversat. Allerede da jeg vendte den sidste side, fik jeg lyst til at begynde på flere bøger af hende. Det, at hun modtog Nobelprisen, er virkelig velfortjent og jeg ser frem til de kommende oversættelser, som er på vej de næste par år.

Alt i alt en vigtig bog, der virkelig rammer dybt og som giver et perspektiv på 2.verdenskrig, som man vil huske resten af livet.