Det første juleeventyr af Bent Haller
Det første juleeventyr af Bent Haller, 2004. Santa Claus of Greenland Foundation. Antal stjerner: 5/5
Var den første nisse i virkeligheden en trold og hvem er Julemanden egentlig?
Denne julebog er skrevet af fantastiske Bent Haller, som er bedst kendt for ”Kaskelotternes sang” og ”Silke”, men denne burde blive en juleklassiker. Det bliver den i hvert fald fremover herhjemme. Vi møder Julemanden før han overhovedet er blevet til Julemanden. Hvordan kan det lade sig gøre, tænker du nok. Det kan det såmænd, da Julemanden kun opstår til jul i denne lille fortælling. Oprindelig er han nemlig en isbjørn, som holder sig langt væk fra mennesker, og dette er bestemt med god grund:
“Engang havde et menneske nemlig forsøgt at dræbe ham, og stjæle hans skind. Derfor undgik han helst at krydse menneskets spor.”
Pludselig under en vandring fornemmer han, at noget mystisk er på færde. En stjerne falder og en skikkelse står foran ham. Han forstår de ting, som skikkelsen fortæller ham, til trods for at det er et ukendt sprog. Isbjørnen er ikke helt vild med det først og vil flygte, men han fornemmer at det er vigtigt, at han bliver og skikkelsen fortæller ham om brødrene Lys og Mørke, som hersker på jorden. Mørke vil gerne overtage det hele og det er vigtigt, at han modarbejder Mørke, da mere lys ellers ikke kan blive født – dette vil være et drengebarn. Skikkelsen giver ham gaver og en hjælper, sidstnævnte ved navn Ønskeånden. Men det er ikke alle ønsker, som Ønskeånden lader gå i opfyldelse:
“Ja, sagde Ønskeånden, – hvad du ønsker skal du få. Men kun hvis det er et godt ønske, og kun hvis det er til andre end dig selv.”
De to tager ud på eventyr og de får også følgeskab af to børn og en nisse, som egentlig blot er en trold uden hale, uden horn og uden hugtænder. Men uden disse ting er han ikke en ordentlig trold, så Julemanden, som blot på dette tidspunkt bliver kaldt for Julen, finde på noget andet at kalde ham:
” – Du er en Nisse.
– Nisse? Trolden smaskede, som om han smagte på ordet.
– Ja, sagde Julen, – for nisse betyder, ham der fik til opgave at beskytte dyrene.”
Den lille gruppe kommer ud for lidt af hvert og må hele tiden huske på, hvem de er og hvor hjemme egentlig er. Haller har med denne historie skrevet en lidt anden version af den klassiske fortælling, i og med at han blander historien om Julemanden sammen med den om Jesusbarnet. Illustrationerne, som Mads Themberg står bag, er utrolig flotte og letforståelige for enhver aldersgruppe. Historien er delt op i 24 små afsnit med 2 sider til hver dag og det vil netop være passende som godnathistorie. Den egner sig dog også til voksne, da den (uden at være for belærende) kan lære os noget om os selv som mennesker.
(Denne anmeldelse skrev jeg allerede sidste år for Bogrummet, men da det er den perfekte julebog (jeg læser den igen i år), deler jeg denne anmeldelse med jer nu, da i stadig kan nå at læse den. Der er 2 korte sider per dag og sidste år læste jeg den selv på ganske kort tid)
Skal du læse julekalenderbøger i december? – Ord fra en bibliofil
december 1, 2019 at 11:44 am[…] kan jeg varmt anbefale til store og små). Jeg har faktisk tidligere anmeldt den her på bloggen lige her og glæder mig til at læse i den igen i […]