Ord fra en bibliofil

Men altså… af John Cleese, 2015. Anmeldereksemplar fra Gyldendal. Org. titel: So Anyway… Antal stjerner: 4/5

Hvordan var det at vokse op i efterkrigstidens England og hvad lavede Cleese før han var en del af Monty Python?

Denne bog er Cleese’s perspektiv på hans livshistorie – lige fra hans første år i det krigsprægede England, hans skoletid frem til en grad i jura på Cambridge og de første år i hans skuespillerkarriere. Cleese var enebarn og voksede op med en kærlig far og en meget bekymret mor, der er bange for de fleste små hverdagsting. Det lå ikke altid i kortene at han skulle blive komiker, men han oplever en vis glæde ved at få andre til at grine. Han havde dog i mange år sceneskræk og hans første rolle som Lucifer i ”Doctor Faustus” var bestemt ikke problemfri første aften:

”Før jeg overhovedet havde kunnet nå at åbne munden, blev jeg imidlertid ramt af en mur af latter, som fik bygningen til at skælve. Det var naturligvis ikke blot min trikot: det var forestillingen om, at denne radmagre splejs skulle kunne vække rædsel i folks hjerter, når han i stedet for at få dem til t skide af skræk formentlig snarere ville få dem til at tisse i bukserne af grin. Jeg havde skabt en alternativ, men ufrivillig måde at lette sig på.

Jeg tænkte hurtigt, indså, at slaget var tabt, og improviserede:

‘Jeg…er…Lua…tterlig!’”

Allerede fra en ung alder er Cleese ikke bange for at gøre grin med sig selv og da han senere starter på Cambridge for at studere jura, bliver han medlem af en skuespilgruppe. Det er i denne skuespilgruppe at han lærer Graham Chapman at kende, men de klikkede ikke i deres unge år i samme grad som efter deres studietid. Dette er hans førstehåndsindtryk af Chapman, som senere blev hans skrivepartner:

”Han var en smule lavere end mig, men på sportsmandens slanke, kantede måde også langt mere kompakt. Det overraskede mig ikke at høre ham præsentere sig som både medicinstuderende, bjergbestiger og rugbyspiller. Han var iført en temmelig langhåret tweedjakke og tunge fritidssko og fik hurtigt ild på piben. Han fremstod som et racerent stykke mandfolk, omend en anelse fåmælt. Vi snakkede sammen et stykke tid, grinede et par gange og begav os så videre hver for sig.”

Cleese er en god fortæller og for mig som læser var det særlig interessant at høre om hvor hans materiale kom fra – hvad enten det var til Monty Python eller Halløj på Badehotellet eller noget helt tredje. Han var stor fan af sjove tv-shows allerede fra barnsben og det er tydeligt at han har humor i den måde, som han har skrevet bogen på. Jeg anede intet om hans liv før denne bog og allerede nu glæder jeg mig til den næste bog, som der er rygter om, da denne stopper før Monty Python helt tog fart. Alt i alt en velskrevet selvbiografi, som bringer læseren helt tæt på hans liv og ganske uden filter.