Ord fra en bibliofil

Brun sne af Martin Amis, 2015. Anmeldereksemplar fra Tiderne Skifter. Org. titel: The Zone of Interest. Antal stjerner: 5/5

Hvordan var det at arbejde i en koncentrationslejr og hvad kan magt gøre ved folk?

Sjældent har en bog om 2.verdenskrig og koncentrationslejre påvirket mig så meget som denne. Sidste gang og faktisk også første gang var det ”Maus” af Spiegelman og det var virkelig en øjenåbner, en velskrevet en af slagsen. Da jeg modtog denne bog vidste jeg kun 2 ting om den: Amis er søn af forfatteren Sir Kingsley Amis og at den handlede om livet i en koncentrationslejr. Der har været en del debat om denne bog, da to ud af tre fortællere her er nazister og den sidste er en jøde, som må være med til at dræbe de andre jøder mod at han er i live i længere tid. I starten af bogen bliver der afholdt middagsselskab hos kommandanten Doll, hvis kone og døtre bor i lejren med ham. De snakker om jøderne og tilfangetagelsen af dem:

””Som sagt gik det overraskende glat. Der var ingen modstand. Ingen. ”

Zulz sagde: ”Hvad var der så uventet ved det?”

”Tænk engang på omfanget, professor. Spanien, England, Portugal, Irland. Og på hvor store tal vi taler om. Ti millioner. Måske tolv.”

Den sammensunkne skikkelse til venstre for mig, Norberte Uhl, tabte sin gaffel og sagde slingrende: ”Men det er jo bare jøder.””

De tre mænd er vidt forskellige steder i deres liv. Doll har familie og har været nazist siden det hele startede. Han var kortvarigt med i en politisk gruppe, hvor han mødte konen og hendes elsker Krüger, men ting skete og pludselig var Hannah i hans arme og de var gift kort tid efter. Det er et mysterium som opklares gennem bogen og det er meget vigtigt for Hannah. Golo Thomsen har familie blandt de vigtige overhoveder i Berlin, men han brænder ikke for sagen i samme grad som Doll. Han er tiltrukket af Hannah og forsøger at hjælpe hende, men det er ikke helt nemt med en jaloux ægtemand. Szmul er navnet på jøden, som er nødsaget til at hjælpe nazisterne. Hans sønner er allerede døde, men han har håb for hans kone og det er hvad der holder ham i gang. Han beskriver hvordan han har brug for en form for kammeratskab med de andre jøder, som ligesom ham er tvunget til at hjælpe med at dræbe. Det første kapitel med ham starter således:

”Der var engang en konge, og kongen bad sin yndlingstroldmand om at lave et magisk spejl til sig. Spejlet viste ikke ens spejlbillede. Det viste ens sjæl – det viste folk, som de virkelig var.

Troldmanden kunne ikke kigge ind i spejlet uden at se væk. Kongen kunne ikke kigge ind i det. Hoffolkene kunne ikke kigge ind i det. En kiste fuld af guld og rigdomme blev udlovet til en hvilken som helst undersåt i dette fredelige land, som kunne kigge ind i spejlet i tres sekunder uden at se væk. Men ingen kunne.

Jeg vil mene, at KZ er dette spejl. KZ er dette spejl, men med en afgørende forskel. Man kan ikke se væk.”

Amis’ bog formåede at fange mig lige fra første side. Jeg lavede æselører undervejs og jeg opdagede, at det var kapitlerne om Szmul, som havde resulteret i flest. Hans historie især var skrevet med en sådan nøjagtighed og styrke, at jeg sommetider måtte lægge bogen fra mig. Amis formåede endda med denne bog at give nazisterne et menneskeligt synspunkt, hvilket jeg ikke troede var muligt. Hans efterskrift viste også hvorfor det for ham var vigtigt at skrive denne bog og før jeg slutter med de ord, som jøderne gentager ofte for at holde det ud, vil jeg anbefale denne til enhver, som er interessede i 2.verdenskrig og klar på en stærk historie om mennesker, der må indordne sig ud fra omstændighederne:

””Enten mister man forstanden i løbet af de første ti minutter,”bliver der ofte sagt. ”eller også så vænner man sig til det.” Man kunne argumentere for, at de som vænner sig til det, rent faktisk mister forstanden. Og der er også et andet muligt resultat: Man mister ikke sin forstand, og man vænner sig ikke til det.”