Maus af Art Spiegelman
Maus – Samlet Udgave af Art Spiegelman, 2006. Politisk Revy. Antal stjerner: 5/5
Kan man portrættere jøder som mus og nazister som katte, hvis man vil vise en læser hvordan det hele hang sammen i 2.verdenskrig?
Art Spiegelman har valgt en noget alternativ måde at illustrere 2.verdenskrigs rædsler og selvom jeg til at starte med var noget skeptisk, må jeg nu indrømme, at det var en fantastisk idé. Spiegelman selv er søn af polske jøder og det er netop forældrenes historie han forsøger at formidle i denne graphic novel. Selv er han født efter krigens afslutning og har tilbragt det meste af hans liv i USA.
Handlingen i denne graphic novel starter for alvor en dag, da Art besøger sin far og spørger ind til faderens liv, da han har en tegneserie i tankerne. Faderen, hvis navn er Vladek i den danske version, som jeg har læst, begynder at fortælle om hele sit liv og starter med Lucia, som var hans ungdomskæreste. Snart møder han dog Anja, som er Arts mor og snart kommer han ind på krigen. I mange år lykkedes det ham og hans familie at undgå koncentrationslejrene, men livet blev efterhånden sværere og sværere for jøderne og en dag kunne det ikke længere undgås at blive sendt af sted.
Særligt interessant er det at læse om hvordan jøderne måtte gemme sig i gårde og kældre og som ung læser er det uhyggeligt at se, hvilke levevilkår de efterhånden måtte leve under. Art besøger sin far gentagne gange for at få hele historien med og viser samtidig, hvordan han selv har det med at høre og formidle denne historie.
Karaktererne er utrolig godt illustrerede, sådan at man ikke kun tænker, at det var dette som skete for Spiegelmans familie, men i stedet fornemmer at mange familier har en historie nøjagtig som denne. Hans fortællestil er simpel og udover jøderne som mus og nazisterne som katte, har han valgt at vise polakkerne som grise.
Spiegelman er en af de dygtigste tegneserietegnere, der findes i dag og dette er en god begyndelse til hans “forfatterskab”.
Leave a Reply