Ord fra en bibliofil

Astrid Lindgrens Sommerfortællinger af Astrid Lindgren, 2021. Gyldendal. Oversat af Kina Bodenhoff. Opr. udgivet som Astrid Lindgrens Sommar. Antal stjerner: 5/5

Hvordan beskriver man bedst sommer og hvad kan der ske, når man beslutter sig for at sove på et høloft i Bulderby? 

Spektakelmagergade, Lønneberg, Bulderby, Junibakken, Villa Villekulla og de svenske skove. I denne her samling af historier kommer vi vidt omkring i Lindgrens univers og jeg har valgt at kigge lidt nærmere på den mindre kendte historie om Mirabell samt historien ‘Vi sover på høloftet’ om børnene i Bulderby. I ‘Mirabell’ hører vi historien om Britta, der bor ude på landet sammen med hendes forældre og om denne her mystiske ting, der skete, da hun var seks år. Et af Brittas største ønsker dengang var at få sin egen dukke, men familien havde ikke så mange penge og en dag kom der en mærkelig mand på besøg, da hun var alene hjemme. Hun hjalp ham med at åbne leddet og hun fik et lille gult frø i sin hånd som tak. Frøet lagde hun ned i jorden med det samme og hver dag gik hun hen for at vande det, hvor der stille og roligt begynder at komme en dukke op af jorden, som en dag er vokset helt færdig: 

“Aldrig havde jeg set så vidunderlig en dukke, og jeg kunne ikke lade være med at klappe hende på kinden. Men da gik af nede ved roden. For hun havde en rod under fødderne. Jeg forstod, at det var meningen, at jeg måtte tage hende. 

Og det gjorde jeg. Jeg løb straks hen og viste hende til mor og far. Og så tog jeg hende med ind i mit værelse og redte seng til hende i hætten til mors symaskine, for jeg havde jo ingen dukkeseng til hende. Hele dagen legede jeg med hended og var så lykkelig, at jeg næsten ikke kunne spise. 

Jeg kaldte hende for Margareta. 

Om aftenen lagde jeg hende i seng i symaskinehætten og sagde: “Godnat, Margareta!”

Men ved I, hvad der så skete? Jo, så åbnede dukken munden og sagde: “Jeg hedder ikke Margareta. Hvordan har du fundet på det? Jeg hedder Mirabell.” 

Tænk, hun kunne tale!” 

Men hvordan er det at have en dukke, der kan tale? 

Ovre i Bulderby har børnene store planer om at sove på hølofter. Det var egentlig drengenes idé, men så snart at Lisa hører hendes brødre snakke om det, får hun Britta og Anna med på idéen og så begynder de ellers at gøre klar til en nat på høloftet. Der skal smøres madder og selvfølgelig skal drengene lige nævne at der måske kan komme spøgelser. Men pigerne tør stadig sove på høloftet og pludselig begynder det at blive aften: 

“Klokken otte om aftenen gik vi. Drengene skulle sove på Mellemgårdens høloft og vi på Nordgårdens. Vi havde hver sit hestedækken med. Olle Kolifinkt og Svip med. Den heldige kartoffel, der havde en hund! 

“Godnat, små landstrygere,” sagde far. Og mor sagde: 

“I kommed vel ind i morgen tidlig og køber mælk? Det gør alle landstrygere.” 

Da vi sagde godnat til drengene, sagde Lasse: 

“Sov godt! Hvis i kan. Sidste år fandt de en hugorm i høet på Nordgårdens høloft. Mon der også er nogen i år?”

Og Bosse sagde: 

“Måske og måske ikke! Men en hel masse små markmus er der i hvert fald. Føj, hvor ækelt!” 

“Stakkels børn,” sagde vi til drengene. “Er I bange for markmus? Så er det bedst, at I går hjem og sover i jeres egne senge.” 

Så gik vi med vores tæpper og vores madder. Det var lyst endnu, men inde på høloftet var der næsten helt mørkt.” 

Men får pigerne en helt rolig nat eller kommer der mystiske hyl i løbet af natten? 

Det kan godt være, at det efterhånden er blevet oktober, men historier om sommermånederne kan man læse året rundt. Bodenhoff har oversat historierne, så sproget passer til i dag og udover de klassiske illustrationer af Wikland, Vang Nyman og Berg, så er historien om Mirabell og uddraget fra Ronja Røverdatter fuld af nye illustrationer af Pija Lindenbaum og Katsuya Kondo.

Alt i alt en skøn blanding af Lindgrens historier om forskellige børn, som tager på eventyr og som der sker mystiske ting for og så beskriver Lindgren nogle af de allerbedste ting, der kan ske på sommerdage.