Ord fra en bibliofil

Før sidste akt af Lasse Holm, 2021. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

Hvor længe skal man vente på at finde ud af om ugengældt kærlighed kan blive til gengældt kærlighed og hvad kan få et menneske til at dræbe et andet menneske?

En kold morgen i marts 1829 findes en mand ved navn Johan Gebhard Harboe død op ad byens vold i København og ikke langt derfra står den unge vægter, som har opdaget ham og hans kollega Hansen, der også kaldes Jern-Hansen. Noget ved situationen er ikke helt som det burde og Jern-Hansen insisterer hurtigt på, at det må være et mord og ikke et selvmord som hans kolleger ellers tror. Og så er der pistolen, som Jern-Hansen tidligere har set på Det Kongelige Teater og senere samme dag befinder han sig ægteparret Wexschall, der udover selv at være skuespillere selv har en ung skuespillerinde boende ved navn Hanne Pätges: 

“Da de er alene i stuen, stryger vægteren hånden gennem sit tynde, blegrøde hård. Hanne betragter ham med en fornemmelse af at have set ham før. Det går op for hende, at han er nervøs. Det er sikkert heller ikke nemt at overbringe fremmede den slags tragiske nyheder. 

“Lad mig begynde at spørge Dem, jomfru Pätges,” siger han og rømmer sig, “hvad Deres forbindelse til afdøde var?”

Hun tøver. Hvordan skal hun forklare sit og Harboes forhold for en udenforstående? Hun kan knap nok definere det for sig selv. 

“Han var ven af min familie,” bliver det til. 

“Så han kendte Deres forældre? Hvordan var deres forhold?” 

“Respektfuldt. Eller, de respekterede i hvert fald ham.” Hun mærker klumpen i halsen vokse og skifter emne. “Hvordan skete det?” 

Han blev fundet liggende op ad volden tidligt i morges. Alt tyder på, at han blev skudt før midnat.”

Vægteren forklarer noget om, at pistolens mundingsild ikke har svedet Harboes skjorte, hvorfor skuddet må være faldet på en vis afstand. Langsomt går det op for hende, hvad det betyder. 

“Har Harboe alligevel ikke begået selvmord? Madam Wexschall sagde, at han tog sit eget liv.”

“Det er i øjeblikket politiets officielle teori. Men jeg er glad for, at De forstår mig, jomfru Pätges. Lad mig vise Dem noget.” 

Han trækker en genstand op af frakkelommen og lader den dingle i en guldkæde. 

“Det er Harboes lommeur,” udbryder hun. “ 

Hannes venskab med Harboe var ikke helt sædvanligt, for selvom Harboe tydeligvis var fascineret af den meget yngre Hanne, ja, så var hans følelser ikke helt gengældt. Hanne har faktisk flere beundrere og en af dem er Johan Ludvig Heiberg, der er dramatiker og som indimellem iagttager hende, når hun går rundt i de københavnske gader. En hel del af sin tid bruger Hanne dog på teateret, hvor hun ofte kan ses på scenen, men vejen til scenen har ikke været så nem og Hanne har forsøgt at glemme ting, men indimellem kan det være nødvendigt at huske: 

“Hun mærker en klump vokse i mellemgulvet, mens hun læser de fire ord, der står malet med høje bogstaver på facaden.  Det Kongelige Klæde Oplag. 

Navnet giver hende kvalme. Det går op for hende, at det ikke er Højbro plads, der altid har budt hende sådan imod, det er denne ene butik. Når hun betragter den, ser hun kun en dør for sig. En dør, der står åben som et mørkt gab. 

En madamme med arrede kinder og tørklæde om hovedet river hende ud af tankerne. 

“De bør ikke opholde Dem her,” hvisker hun. 

“Hvorfor ikke?” spørger Hanne. 

“Ved De ikke, at en ung pige blev fundet død her?” Madammen peger ned mod Gammel Strand for enden af pladsen. “Vægterne trak hende op af kanalen i nat. De siger, hun hed Esther. Kvalt og smidt i vandet, kasseret som et stykke affald.”

Ordene udløser noget i  hende, et brudstykke af en samtale mellem to mænd. De taler om sølle væsener, der engang har været gode, anstændige piger. Men erindringens kerne undflyr hende. Som når man prøver at huske noget i en drøm. Alligevel fylder den hende med rædsel.” 

Men hvad er det, som Hanne forsøger at huske og hvorfor døde Harboe egentlig? 

Åh, hvor jeg elsker at læse bøger, som foregår i det gamle København og denne her er ingen undtagelse. Holm formår at skrive om hans karakterer og deres liv så levende, at man som læser føler at man selv går sammen med Heiberg, man møder Pätges’ familie og følger med på sidelinjen, når Hansen stille og roligt kommer tættere på at opklare mordet. Det er faktisk ikke første bog, som jeg læser om Pätges, men det er den første krimi, der foregår i den danske guldalder, som jeg læser, men det bliver bestemt ikke den sidste for Holms beskrivelser af periodens København og befolkning har gjort mig endnu mere nysgerrig på den periode. 

Alt i alt en virkelig interessant historisk krimi, som kommer helt tæt på hvordan folk levede i København i den danske guldalder og hvor hemmeligheder, som man troede var lagt langt væk, kan dukke op til overfladen, når man mindst venter det.