Ord fra en bibliofil

Det mystiske bibliotek af Haruki Murakami, 2019. Anmeldereksemplar fra Forlaget Klim. Opr. udgivet som ふしぎな図書館 i 1983/2014 (forskellige versioner). Oversat af Mette Holm og illustreret af Kamila Slocinska. Antal stjerner: 4/5

Hvad kan der ske, når man går ind på et bibliotek for at låne et par bøger og virker nogle bøger mere virkelige end andre? 

En dag går en dreng ind på et bibliotek og med sig har han to bøger, der skal afleveres og så skal han låne et par bøger. Han er ikke alene inde på biblioteket den dag, for han ser blandt andet en kvinde, som læser på en ganske usædvanlig måde og da han spørger ind til, hvor han kan få hjælp til at finde bøgerne, bliver han sendt ned i bibliotekets kælder, hvor han ikke har været før og inde bag døren til værelse 107 ser han dette: 

“Inde i rummet stod der et lille, gammelt skrivebord, og bag det sad der en lille, gammel mand. Hans ansigt var oversået med små, sorte pletter, der lignede fluer. Han var skaldet g bar briller med glas så tykke som hinkesten. Eller helt skaldet var han nu ikke. Rundt om hovedet voksede der hvidt hår, så det lignede en bjergtinde, der var blevet raseret af en voldsom skovbrand. 

“Velkommen til, unge mand,” sagde den gamle. “Kan jeg være behjælpelig med noget?” 

“Jeg leder efter nogle bøger,” sagde jeg usikkert. “Men jeg kan se, at De har travlt, så jeg kan bare komme igen en anden gang…”

“Nej, nej, nej da, jeg har ingenlunde travlt,” sagde den gamle. “Det er mit levebrød at finde bøger. Hvilke bøger skal jeg finde frem fra gemmerne?” 

Det var da en bizar måde at tale på, tænkte jeg. Og hans ansigt var nøjagtig lige så bizart. Der voksede lange hår ud af hans ører, og huden under hagen hang og dinglede slapt som en punkteret ballon.” 

Drengen leder efter bøger om skatteinddrivelse i Osmannerriget og desværre er de bøger nødt til at blive læst på stedet, men selvom at biblioteket er ved at lukke, så insisterer den gamle mand på at drengen skal læse dem med det samme, nu hvor de jo er fundet frem til ham. Drengen indvilliger og de bevæger sig ind i labyrinten af gange under biblioteket hen imod en læsesal og undervejs støder de på lille mand i fårekostume, som følger dem hen til den såkaldte læsesal: 

““Det må være en misforståelse,” sagde jeg til den gamle. “Jeg gik kun med, fordi jeg troede, at jeg skulle hen til læsesalen.”

“Du er blevet snydt,” sagde fåremanden. 

“Så inderligt snydt,” sagde den gamle. 

“Jamen…” 

“Nu styrer du dig,” sagde den gamle, trak pilegrenen op af lommen og løftede den. Jeg trak mig hurtigt tilbage. Jeg ville i hvert fald ikke slås i ansigtet med den. 

“Ikke mere pjat, hold kæft og gå derind. Og så læser du de tre bøger, indtil du kan dem udenad,” sagde han.”Jeg eksaminerer dig i dem, når der er gået en måned, og hvis du kan dem fra ende til anden, får du lov til at komme ud igen.”

“Jeg kan da ikke lære de tre tykke bøger udenad,” indvendte jeg. “Og min mor bliver bekymret, hvis jeg ikke kommer hjem.” 

Men hvem er den mystiske pige, som drengen møder nede i kælderen og kommer han nogensinde hjem igen? 

Der er en finurlighed ved Murakamis historier, som jeg er helt vild med og denne her har jeg faktisk tidligere læst på engelsk. Allerede dengang var jeg ret vild med mærkelige historie og da jeg så, at det var den dansk/polske illustrator Kamila Slocinska, der blandt andet også står bag illustrationerne i ‘Drengen der fik en hunds hjerte’ af Louis Jensen, som har illustreret den og Mette Holm, der har oversat den til dansk, vidste jeg, at jeg hellere måtte læse den igen. Holms ord, Murakamis historie og Slocinskas illustrationer passer utrolig godt sammen og det er bestemt ikke sidste gang, at jeg dykker ned i denne bog. 

Alt i alt en finurlig fortælling om en dreng, der egentlig bare skal låne et par bøger på biblioteket, men som ender med en helt anden oplevelse og møder mennesker, som han aldrig nogensinde glemmer.