Guldfisken Glimmer af Jesper Wung-Sung

Guldfisken Glimmer af Jesper Wung-Sung, 2019. Anmeldereksemplar fra Høst & Søn. Forside og vignetter af John Kenn Mortensen. Antal stjerner: 5/5

Hvor stor kan en guldfisk egentlig blive og hvad kan der ske, når guldfisken Glimmer får lyst til at hævne sig på sine tidligere ejere? 

Engang var guldfisken Glimmer sådan en sød lille fisk, der boede i en bowle hjemme hos Maja. Hele dagen lang svømmede han frem og tilbage i bowlen og Maja både smilede til ham og kyssede hans bowle, når hun var på vej i seng. Men det var dengang. Maja begyndte stille og roligt at blive ældre og pludselig kom der drenge med hjem, som ikke var så begejstrede for guldfisken. Og en dag sker der så det, der ikke må ske, når man er en guldfisk: 

“Maja sukkede, men svarede ikke, og da drengen gik igennem værelset med bowlen, så hun kun på fotoet, der nu stod på kommoden på det sted, hvor Glimmer altid havde været. 

Drengen fløjtede hele vejen ud på badeværelset, men nåede også at fortælle endnu en guldfiskevittighed. 

“Det var blondinen, der gik til dyrlægen med sin guldfisk i en bowle og sagde, at den havde epilepsi. Den ser nu ellers normal nok ud, sagde lægen. Så vent bare til at jeg tager den op af vandet, svarede blondinen. 

Så lo han for sidste gang.

“Nu skal vi se dig sprælle. Farvel, Flimmer Idiot,” sagde drengen og vippede bowlen. “Hils i Helvede!”

Glimmer tumlede af sted, et øjeblik fløj han i luften, så ramte han vandoverfladen i toilettet, men inden han kunne nå at orientere sig, blev han fanget i en brølende tornado. Sådan føltes det, han blev slynget rundt og rundt og rundt og rundt og rundt – og så blev alt sort. Sort, sort, sort. Sort og stinkende.” 

Sagen er nemlig den, at Glimmer overlever turen ned i toilettet og det er bestemt ikke et rart sted, at han kommer hen. Det er ikke alle dyrene nede i kloakken, der er lige rare, men heldigvis bliver Glimmer kloak-klog og lærer hvert et lille hak at kende, så han kan svømme væk fra den tohovede skildpadde Højre Venstre Flænser, der spiser hvad som helst. Men den er ikke den værste nede i kloakken, men det er også nede i kloakken, at Glimmer finder ud af, at han gerne vil begynde at træne og da han igen ser Maja og hendes familie, tror de faktisk et kort øjeblik, at det er nabodrengen, der har klædt sig ud, men de bliver hurtigt klogere på hvem det er, der står foran dem: 

“Glimmer peger på toilettet. Kæresten træder hen foran kummen. Da Glimmer trykker ham på skulderen, så han kommer i knæ, tisser kæresten i bukserne. Det kunne han godt have gemt til kloakken. Glimmer puffer ham i nakken. 

“GLIMMER!” råber Maja. 

Det er, som om Glimmer får stød ved at høre Maja sige sit navn. 

Maja har tårer i øjnene. 

“Glimmer, åh, Glimmer,” siger hun. 

Det gør ondt på Flimmer at se Maja græde. 

Kæresten drejer hovedet. 

“Er du Glimmer?” spørger han vantro. 

“Det var det, jeg sagde,” sagde Maja bebrejdende.”Men du ville ikke tro på, at det var en guldfisk.”

“Nej, det er rigtigt,” indrømmer kæresten. 

“Men det var Glimmer!” siger Maja. 

“Er det en rigtig fisk?” spørger moren. 

“Er det dén guldfisk?” spørger faren.”

Men hvordan kan en guldfisk egentlig træne sig så stor, hvis han befinder sig i en kloak og kan Glimmer nogensinde tilgive Maja for at han havnede i toilettet? 

Hvis der er noget, som Wung-Sung virkelig er god til, så er det at finde på titler, som man bliver nysgerrig på (eksempelvis ‘Drengen der ville redde julemanden fra at blive skåret i skiver’) og lige så snart at jeg så forsiden og så titlen, vidste jeg, at jeg nok aldrig ville tænke på guldfisk på samme måde igen, for det er nok de færreste guldfisk, der bliver så store som mennesker og som kan bevæge sig på steder, hvor der ikke er vand. Historien om Glimmer er skrevet i små afsnit, som handler om dengang og nu, så at læseren stille og roligt begynder at forstå, hvorfor Glimmer er blevet til den store guldfisk og den egner sig både godt til voksne læsere og til børn på mellemtrinnet, der er vilde med lidt skæv humor. 

Alt i alt en usædvanlig historie om en guldfisk med en besynderlig historie, der begiver sig afsted på et hævntogt, som ikke helt bliver som forventet, for selv mennesker kan fortryde beslutninger og guldfisk som Glimmer kan have følelser, der måske kan ændre sig.

Leave a Reply