Ord fra en bibliofil

En af de bedste læseoplevelser, som jeg har haft i år, tog en hel del tid at fordøje og derfor dykker jeg først nu ned i de noter, som jeg tog, da forfatteren bag ‘Min kæreste elskling’ var et smut i Danmark tilbage i efteråret (i kan i øvrigt læse min anmeldelse af bogen herovre). Jeg tog ind til Rådhuspladsen på en lun dag i midten af september med mit eksemplar af bogen under armen, som jeg kun manglede omkring 70 sider i. Efter at vi var kommet op i lokalerne på Politikens Forlag, hvor arrangementet skulle finde sted, fik vi en introduktion til bogen og forfatteren af pressemedarbejderen Mette König. Som i kan se på billederne, så var der sat godt med drikkevarer og snacks frem (fantastiske profiteroles i øvrigt) og Helle Skov Wacher, der også er pressemedarbejder, begyndte at interviewe Tallent, så snart os bloggere havde fundet kameraer frem og notesbøger til notater.

Wacher lagde ud med at spørge Tallent om, hvilken form for roman han har skrevet og han forklarede, hvordan det er om en ung kvinde, der kæmper for “her own soul” og “fighting for clarity of mind”. En del læsere bider især mærke i de her overgreb, som der er i bogen og han nævnte, hvordan der er mange børn, som bliver misbrugt der hvor han kommer fra (1 ud af 9 i Utah, fortalte han) og Mendocino, som er hvor bogen finder sted og hvor Tallent også selv er vokset op, har både denne her “middle class” og på samme tid rige indbyggere. Byen ligger i Californien og det er en by som Tallent “love and know”, hvilket man bestemt også kan mærke i romanen. Det er især beskrivelserne af naturen, som flere af os bloggere havde bidt mærke i (og hvis i slår ham op på Instagram, kan man hurtigt se, at han selv er glad for naturen). Tallent begyndte at læse op fra bogens begyndelse, hvor man bliver introduceret til Turtle og hendes verden.

Wacher havde bedt ham om at finde et sted i romanen, som beskrev Turtle og han forklarede, hvordan han valgte dette her, for det er “one of the first solitary moments with Turtle”. Californien er ellers kendt for de rige, stjernerne og pornostjernerne og han fortalte om hans barndoms Medocino med en tåge og Turtle er ret glad for jern, rengøring og ikke mindst naturen. I bogen spiller geværer en helt særlig rolle og for Turtle er det noget som hun tager sig af og rengører, for hun “likes to care for something”, som Tallent forklarede det og fortsatte med at nævne at “she’s neglected – the house is neglected”. Egentlig skulle det have været en “very brainy novel” om “environmental destruction”, hvor Turtle skulle være en perifer karakter, men så besluttede han sig for at tage alle andre ud og fokusere på hende og hendes historie. Turtle er i øvrigt et navn, som hun kalder sig selv og Tallent fortalte, at “I’m a big believer in the power of names”. Han beskrev Turtle som “very shy, slow moving and thoughtful” og han skrev faktisk nogle scener, hvor hun begyndte at kalde sig selv for Turtle, men tog dem ud igen.

I hans oprindelige plan havde han flere protagonister, og Jacob, som Turtle møder i romanen, var faktisk en stor del af denne idé. Turtle er en pige på 14 år og for ham var det vigtigt at det han skrev blev “legible and readable” og han nævnte hvordan han tænkte: “Have I done justice to this 14 year old or prejudice?”. At vise hendes “capacity of emotion” tænkte han også over og forklarede hvordan “you write her as she would herself, as her, not as an abused girl”. Efter at han havde fortalt lidt om det at skrive om Turtles far Martin, nævnte han det her begreb om “a room of one’s own”, som Virginia Woolf har skrevet om. For Tallent var det vigtigt at skabe det for Turtle fordi hun “needs it” (en bemærkning som nok giver mest mening, hvis man læser romanen). Wacher spurgte ind til, hvordan han skrev Martin som han gjorde og Tallent nævnte hvordan “real people loves the people that hurts them”. Her spurgte en af de andre ind til en særlig hård scene, som jeg endnu havde til gode (den fik mig til at krumme tæer og råbe af bogen få dage efter) og Tallent indrømmede, at han faktisk skrev bogen “with admirable ideas”.

8 år brugte han på at skrive bogen og der var en masse kladder på et gulv, erklærede han og sproget, som Wacher havde bemærket rytmen i, var helt specielt for ham. “The emotion has to be evoked in the language”, og fortalte om hvordan han havde læst “The sun also rises”, da han var yngre. “Who did you write it for?”, lød et spørgsmål og han svarede at det var for “readers that can identify themselves”. Hans næste projekt foregår i landskabet i Utah, for han bruger de steder, som han kan komme hen og i dag bor han nemlig i Utah. Bogens titel er en linie ud af en dialog, hvor Martin gentager ordene og det går fra at være kærligt til truende. Og som læser får man hurtigt at vide, at noget er galt, da incesten nævnes allerede i første kapitel. Dette var fordi at Tallent ikke ville skjule det og for ham var det også vigtigt at lade folk vide, at “you’re not alone” og som læser er han også selv flere gange stødt på voldsomme ting i løbet af ganske få sider. Isabel ovre fra bloggen Bogbobler spurgte ind til hvordan han blev sådan en “excellent writer” og han forklarede at han blandt andet læste Dickens i barndomshjemmet og senere havde han en periode, hvor han var “obsessed with Greek plays”. Han læste blandt andet højt for hans forældre på bilture (og erklærede at “I was a weird child”) og han har skrevet en del fra hans 20’ere og indtil nu. Helt nemt var det ikke at skrive denne bog, og da han på et tidspunkt var ved at give op, sagde hans mor følgende:

“You’re young. You should take big risks in what you believe in.”

Og hvis han gav op, så ville han nok fortryde det resten af livet. Wacher fortalte os, at bogen er solgt til 31 lande og til et spørgsmål om eventuel film, fortalte han, at det var han åben overfor. Samtalen drejede sig over på det med naturen i hans bog igen og Tallent fortalte, at han faktisk havde fået “hate mails about the nature stuff” (hvilket vi bloggere ikke kunne forstå). I en mail stod der blandt andet at en læser var “appalled about the number of plants in this book” og det lod til at nogle folk blev mere sure over det med de mange planter end overgrebene. En lille bonusinfo her til sidst: Han begyndte at tage “shooting lessons” for det er en vigtig del i bogen (andet kan jeg ikke sige uden at spoile). Derefter blev det tid til at få bøger signeret og spise lidt af det, der var sat frem. Tak til Politikens Forlag / Hr. Ferdinand for en fremragende eftermiddag. Og til jer som endnu ikke har læst bogen: Den er hård, den er forbandet godt skrevet og den tager lang tid at fordøje efter at man har læst sidste side. Så jeg kan varmt anbefale den (og den er også med på en kommende liste over de bedste bøger i 2018) 🙂