Ord fra en bibliofil

Vildheks 1: Ildprøven af Lene Kaaberbøl, 2018. Anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda. Opr. udgivet i 2010. Antal stjerner: 5/5

Hvordan ved man, at man er en vildheks og hvad er der med den kat, som Clara bliver angrebet af en morgen, hvor hun ellers er på vej i skole?

Clara på 12 år er en ganske almindelig pige, der bor sammen med sin mor i København, går i skole og hænger ud med sin bedste ven Oscar. Da hun en dag er nede for at hente sin cykel i kælderen, bliver hun angrebet af en mystisk sort kat, og da hun efterfølgende bliver syg trods penicillin fra lægen, kontakter hendes mor Isa, der er Claras moster. Clara og hendes mor kører ud ud på landet, hvor Isa bor og efter at Clara er blevet rask og kommet hjem igen, begynder der at ske sære ting i Claras liv, som f.eks. denne tåge på vej hjem fra skole:

“Tågen bevægede sig omkring os i langsomme grå hvirvler. Man kunne ikke engang se husmuren nu, selv om vi burde stå lige op ad den. Trafikstøjen var væk. Og man kunne ikke se mennesker, biler eller cykler bevæge sig i tågen længere. Jeg mærkede en sær våd kriblen i nakken – nærmest som om der stod et spøgelse bag mig og prikkede mig på skulderen. Jeg vente mig om. Mere tåge.

Så kom der pludselig et vindpust der fejede tågen til side. Eller i hvert fald noget af tågen. Det var som om der blev en slags tunnel midt i det hele, en græssti med tågeloft og tågevægge. Og hen ad den sti kom der…noget.

Det var ikke et menneske. Jeg har i hvert fald aldrig set et menneske med vinger der ragede et par meter op over hovedet.”

Det gådefulde menneske i tågen med vingerne kalder Clara for et heksebarn og før Clara ved af det, har den mystiske kat været i kamp med det gådefulde menneske og tågen er væk. Da Clara fortæller hendes mor om den pludselige tåge, beslutter hendes mor, at de hellere må tage ud til Moster Isa igen. Denne gang skal de være der lidt længere tid og da Clara forsøger at finde ud af hvad der foregår, får hun at vide, at Isa er en vildheks og måske var der en grund til, at Clara blev kaldt for et heksebarn af det gådefulde menneske i tågen, som ifølge Isa var heksen Kimæra:

“”Hun kaldte mig heksebarn,” sagde jeg. “Men mor… mor er ikke nogen heks. “

“Nej. Din mor vil allerhelst have at alting skal være almindeligt og normalt og til at tage og føle på. Men sådan er verden ikke indrettet.” Isa så på mig med hovedet en lille smule på skrå og let sammenknebne øjne. Jeg kunne mærke hendes blik. Det føltes lidt som om hun pludselig lyste mig lige i hovedet med en lommelygte. “Clara… ville du blive meget ked af det hvis jeg fortalte dig at jeg tror du er en vildheks – eller i hvert fald kan blive det, hvis du vil?”

Tu-tu baskede tysk med vingerne. De var meget lyse på undersiden, næsten sølvfarvede, og jeg kiggede på ham og hans sølvvinger for ikke at være nødt til at se på min moster.

“Jeg ved jo ikke hvad det vil sige”, sagde jeg til sidst. “Hvis det betyder at jeg skal bo i en hule i en skov og aldrig kan have venner…”

“Du kan sagtens have venner,” sagde Isa. “Nogle af dem har bare fjer eller pels.”

Men hvorfor opsøgte Kimæra Clara i en tåge og hvad vil det sige at være en vildheks?

Dette er den første bog i serien om Clara, der må skifte sit almindelige liv ud med et ganske andet et hos Isa og som må stole på sit instinkt og være modig på en helt anden måde end nogensinde før. Det er en af de der bøger, hvor man allerede inden sidste side er vendt ved, at man skal se at få fat i den næste i serien, for historien om Clara er svær ikke at leve sig ind i (selv som læser i slutningen af hendes 20’ere). Kaaberbøls evne til at skabe en let genkendelig verden med overnaturlige elementer er bemærkelsesværdig og allerede nu ser jeg frem til at lære Clara, Isa og alle de andre bedre at kende.

Alt i alt en fantastisk historie om Clara, der finder ud af, at hun ikke er så almindelig som hun tror og som må finde ud af hvad hun kan udrette i en verden, som indeholder mange flere kræfter end hun gik og troede.