Ord fra en bibliofil

The Island at the End of Everything af Kiran Millwood Hargrave, 2017. Chicken House Ltd. Antal stjerner: 4/5

Hvordan var livet på de filippinske øer i starten af 1900-tallet og hvad kunne der ske med en ø og dens befolkning, hvis regeringen pludselig bestemmer, hvem der skal leve hvor?

Ami på 12 år bor på øen Culion sammen med sin mor, som var en af de første, der kom til at bo på denne ø. Det er nemlig en helt speciel én af slagsen, i den forstand, at det er en ø for spedalske, for det er Amis mor nemlig. Ami er selv rask og det er der også flere af de andre på øen, der er, men en dag ankommer Mr. Zamora, som arbejder for regeringen i Manila. Han er kommet for at fortælle dem, at de syge og raske skal opdeles og da Ami er under 18 år, er hun nødt til at tage afsted, men det bliver uden hendes mor, som endnu ikke er rask:

“Most of the fun things only make it feel more impossible. We plant the garden with vegetables I will not see grow. We fix the wickerwock on chairs that will need reweaving  by the time I get back from Coron. I say ‘we’, but Nanay spends most of her time wincing when she thinks I’m not looking. She finds it hard to kneel, to grip the spade, to scatter the seeds. She does not even try to help with the chairs. How will she do any of these things without me?

It is only now, when I’m about to leave her, that I realize how much I help her. Like a tide coming in, it has crept up on us, me doing more with each passing year: I help her dress, cook, clean. But if Nanay is worried, she does not show it.”

En dag er det pludselig tid for Ami at tage afsted og hun bliver hentet ved deres hytte, hvor hun sammen med andre raske skal ned til havnen for at rejse med et skib til Coron, hvor Ami og de andre børn fra øen kommer til at bo på et børnehjem. Inden de er klar til at møde de andre børn på børnehjemmet, må de vaske sig nede ved floden og iklæde sig rent tøj, for at være så rene som muligt, men de andre børn på børnehjemmet ved godt, at de nye børn kommer fra en ø, hvor flere er spedalske, men heldigvis bliver Ami hurtigt ven med Mari, der kender livet på Coron ganske godt og da Ami ikke hører meget hjemmefra, beslutter hun sig for at skride til handling:

“As I settle into bed, ignoring the others’ whispered questions, the beginning of a plan begin to itch my palms.

It takes a long time for the dormitory to go silent. The smell of woodsmoke hangs in the air as I wait fo the others to sleep. Finally, it is safe to reach for a piece of paper. The string is already waiting outside.

I scribble two sentences.

Mari, I need your help. I have to get back to Culion.

I tie the message on to the string and tug lightly. It begins to rise immediately, but still I will it quicker. Finally the string waves at the window. How?

I take a deep breath and write four letters. Boat.”

Men vil Ami nå at se hendes mor igen inden det er for sent og hvorfor er det, at Ami har et helt specielt forhold til sommerfugle uanset om det er hjemme eller på Coron?

Lige siden at jeg læste “The Girl of Ink and Stars” af af Hargrave har jeg set frem til flere bøger fra hendes hånd og som forventet gik der ikke længe fra at jeg havde åbnet bogen og til at jeg befandt mig i en helt anden verdensdel og tilbage til en tid og en historie, som for mig var ganske ukendt. Historien om Ami og hendes mor er en af dem, som jeg sent vil glemme og Hargrave kan et eller andet med at gøre steder, som man aldrig før har været, levende ved hjælp af hendes sprog og jeg håber virkelig at et dansk forlag vil få øjnene op for Hargraves forfatterskab for jeg er endnu ikke stødt på noget på dansk, som kan minde om hendes historier.

Alt i alt en smukt skrevet børnebog om Ami, som levede på en helt anden tid og i en helt anden verden, men hvis historie viser, hvad venskaber kan gøre for ens gåpåmod og hvordan vores kære kan være helt tæt på os i tankerne, uanset hvor langt væk de befinder sig.