Optakt til Louisiana Literature 2018
I 2014 var jeg afsted. Også i 2015. Og sidste gang jeg var deroppe var i 2016. Og her i denne uge er det endelig tid til at tage derop igen. På torsdag går det løs igen, når Louisiana inviterer læsere og forfattere ind på deres museum oppe i Humlebæk og det varer fire dage. I år er jeg så heldig at have fået presseadgang, så det er jeg virkelig spændt på. Ovenstående er et af mine yndlingsbilleder fra 2016, hvor Klaus Lynggaard og Søren Ulrik Thomsen var på programmet lørdag eftermiddag og nedenstående billeder tror jeg ikke, at jeg har delt på bloggen før. Det er nemlig fra før jeg startede bloggen og mit første år deroppe. Det år mødte jeg både Margaret Atwood, David Mitchell, Philipp Meyer, Peder Frederik Jensen, Roy Jacobsen, Teju Cole, Hanne-Vibeke Holst, Madame Nielsen og Herta Müller og jeg har allerede nu sommerfugle i maven selvom jeg først når derop på fredag og også tager derop lørdag. Torsdag er der nemlig et arrangement med Morten Pape (ham med ‘Planen’) inde i Boghallen og jeg ser frem til at høre om den svære to’er. Han læser i øvrigt op på festivalen om søndagen. Jeg har en hel masse på programmet, som i i øvrigt kan finde herovre, og jeg krydser fingre for, at jeg støder ind i et par andre bogbloggere, da jeg ikke rigtig har mødt nogle deroppe før, så hvis i kommer, må i gerne skrive til mig på Instagram eller lignende. Jeg er altid frisk på en kop kaffe oppe i caféen.
Hvis du nu skal derop og ikke har været der før, så har jeg følgende råd:
- Sørg for at få fat i et skab, så snart du kommer ind. Der er ikke altid så meget plads mellem rækkerne og det er altid godt at have snacks til turen hjem (jeg er selv virkelig dårlig til at få spist noget ind imellem samtalerne og det er rart at kunne spise noget lige efter). Dog kan jeg varmt anbefale kagen inde i caféen og der er mulighed for at spise udenfor med en helt fantastisk udsigt.
- Hvis du skal ind til arrangementerne i Koncertsalen, så kom i virkelig god tid. Der er ofte virkelig lang kø, men hvis du gerne vil høre samtalen, men skal skynde dig over til en anden lige efter, så kan jeg varmt anbefale at finde nogle af de skærme, som viser samtalerne rundt omkring i parken.
- Hvis der kommer et stort navn på scenerne, så kom gerne en time før og forsøg eventuelt at tage til samtalen før. Louisiana Literature er vel besøgt og jeg er flere gange blevet positivt overrasket over samtaler med forfattere, som jeg ikke kendte til i forvejen. Så planlæg evt et par store navne og tag en chance eller flere med for dig ukendte forfattere.
- Der plejer at være en lille stand med bøger ved siden af samtalerne, men jeg kan varmt anbefale at købe dem oppe i butikken, da der er et fantastisk udvalg og rigelig store stakke i starten af festivalen. Jeg har et par år taget bøger med hjemmefra, hvis jeg lige havde dem stående, men har også købt flere deroppe efterhånden. Priserne er meget fair og de har både bøger på dansk og engelsk (og sommetider andre sprog).
- Kom i god tid, da der er mange ved indgangen. Man kan faktisk få sådan en festivalbillet, men hvis du er under 27, kan jeg anbefale et årskort, der hedder U27. Det plejede jeg selv at købe, men det er jeg blevet for gammel til nu desværre.
- Vær godt forberedt på ventetid mellem samtalerne så medbring måske en powerbank og en god bog. Der er også to udstillinger for tiden, som jeg regner selv med at kigge nærmere på, nemlig ‘Mænd og maskulinitet..’ og ‘Farve form stof’. Og ellers er der altid parken og den smukke udsigt ud over Øresund, som man kan nyde indimellem samtalerne.
Det var vist det. Jeg håber, at vi ses deroppe og jeg regner i øvrigt med at opdatere en hel del i løbet af dagene ovre på Instagram.
Leave a Reply