8 fantastiske billedbøger, som du kan låne på biblioteket

En af de bedste ting ved min virksomhedspraktik denne sommer har været at pakke poser med bøger til lånere ud fra genrer og alder. Det gav mig nemlig rig mulighed for at undersøge bibliotekets materialesamling og da jeg den ene dag skulle finde sjove billedbøger frem, faldt jeg over nogle stykker, som jeg selv var nødt til at se lidt nærmere på. Et par af dem havde jeg hørt om i forvejen og før jeg vidste af det, havde jeg lånt lidt flere end der kunne være i mit net og på en af de drønvarme dage fik jeg læst dem.

Det er alle bøger, som du kan låne på biblioteket og hvis dit lokale folkebibliotek ikke lige har dem, så kan jeg varmt anbefale at bestille gennem Bibliotek.dk.

Alice bag spejlet af Carroll og Emma Chichester Clark (2013)

Denne her bog kan nemmest ses som en fortsættelse af historien om Alice i Eventyrland. Chichester Clark har faktisk også illustreret første del af historien, men da jeg kender første del af historien som min egen bukselomme efterhånden, lånte jeg kun denne her med hjem.

Da Alice en vinterdag leger med sin kat, kigger hun på et spejl, der begynder at smelte væk og før hun ved af det, befinder hun sig på den anden side af spejlet i den såkaldte Spejlhus-stue. Her støder hun på flere af dem, som hun mødte i den første bog og hun læser den berømte sang om Jabberwocky. Som i kan se herover, så er det nogle fantastiske illustrationer, som giver fortællingen et tidssvarende pust og jeg skal uden tvivl have læst forgængeren inden længe.

Jeg ka’ ikke li’ bøger mere af Daisy Hirst (2018)

Bogen her er blandt de nyeste udgivelser på listen og handler om Inga og Ingolf, der både får læst bøger op af deres mor og deres far og så får de fortalt historier af deres bedstemor.
De elsker også selv at finde på historier og Inga glæder sig til at hun kan læse helt selv. Men bogstaverne er sværere at få styr på end hun først troede og en krise opstår.
Hirst har både illustreret og skrevet denne historie og for mig at se er det en bog, som kan være god til børn, der skal til at lære at læse uanset alder. Derudover er illustrationerne også ganske sjove og forklarer sværheden med at læse fantastisk godt.

Vild med dig af An Swerts og Jenny Bakker (2014)

Denne her billedbog kendte jeg faktisk ikke i forvejen, men forsiden og bagsideteksten gjorde mig nysgerrig og jeg er glad for, at jeg lånte den med hjem.
Sofias bedstemor er en af dem, der har det rigtige svar til det meste og Sofia fortæller hende om den her dreng, som hun godt kan lide. Men hun ved ikke helt, hvordan hun skal fortælle ham det, men så er det godt, at bedstemor har en historie i ærmet, som kan hjælpe Sofia godt på vej.
Der er sådan en tænksom stemning over disse illustrationer allerede fra første side og den er til børn på fem år og op ifølge bagsideteksten i øvrigt.

Stormhvalen af Benji Davies (2016)

Drengen Louie og hans far, der er fisker, bor lige ned til en strand og en dag opdager han noget helt særligt lidt længere henne ad stranden. En hval er nemlig strandet og selvom han ikke er så stor en dreng, så får han hvalen med hjem og heldigvis kan hvalen være i et badekar. Da faren kommer hjem fra en lang arbejdsdag, får han sig noget af en overraskelse og sammen må de finde ud af, hvad der er bedst for hvalen. Sød historie til de små, da der er masser af billeder og ikke så meget tekst.
Bonusinfo: Der findes faktisk endnu en bog om Stormhvalen ved navn ’En vinter med Stormhvalen’.

Den her bog er ustyrlig! af Richard Byrne (2016)

En dag får Bella og hendes hund besøg af Jacob, der har fået en fjernstyret brandbil. Hunden bliver indendørs, da de to børn gerne vil prøve nogle af de mange knapper på fjernbetjeningen, men det er som om, at der ikke rigtig sker noget. Til gengæld begynder hunden at vende på hovedet og den drejer også rundt. Det her er en af de bøger, hvor man skal vende bogen op og ned undervejs og det er en forrygende måde at læse en bog på.

Det vildeste bogmonster af Lili Chartrand og Rogé (2012)

Ude i skoven bor der ganske mange skabninger og en af dem, som bor derude, er brølemonsteret. En dag støder han på et barn med en bog ude i skoven og han begynder stille roligt at blive nysgerrig på det, som han har fundet. Han kan dog ikke læse, men så er det godt, at han kender en gammel drage, der kan og før han ved af det, læser han højt for de andre i skoven. Men det er ikke så monsteragtigt og frygtindgydende, er det vel? Og selvom bogen handler om monstre, så er den bestemt ikke uhyggelig – faktisk er den nærmere hyggelig med al den oplæsning.

 

Monsteret fra den blå planet af Cornelia Funke og Barbara Scholz (2009)

Hvis du tænker, at du har hørt om Funke før, så er der en vis sandsynlighed for det og især hvis du er trofast læser herinde, da det er hende, som står bag ‘Blækhjerte’, som jeg læste sidste sommer. Gobo, der stammer fra planeten Galabrazolus, er på jagt efter hans eget lille monster og gennem flere år har han fået fortalt, at hans farfar mødte monstre med to øjne og et par arme på en blå planet og en dag begiver han sig afsted i hans rumskib. Her møder han et monster på en eng og han opsuger skikkelsen med sin monsterfanger. Funke og Scholz har her skabt en virkelig sød historie om det at møde nogen, som ikke helt er som en selv og bogen er fuld af skøre illustrationer.

Du og jeg af Synne Lea og Stian Hole (2018)

Hole er en af de illustratorer, hvis bøger jeg er stødt på flere gange i løbet af de seneste år, men det har været en kæmpe fejl fra min side, at jeg ikke har læst dem før nu. Bedstefar, lillebror og storesøster drager en dag ud på en sejltur på bedstefarens båd og det er en af de billedbøger, hvor illustrationerne efterlader et ligeså stort indtryk i sig selv som historien. Det er en filosofisk billedbog om nogle af livets store spørgsmål og i bagsideteksten kaldes den i øvrigt for en poetisk billedbog.

Axel og Mus på den store rejse af Peter Bay Alexandersen (2015)

Allerede i 2015 hørte jeg om denne her, da jeg var så heldig at deltage i et arrangement, hvor Bay Alexandersen fortalte om bogen og hvordan han havde udnyttet den trykte bog til fulde, da der er en hel del sider, hvor man får det fulde billede, når man folder siderne ud.Vi følger den unge dreng Axel, som begiver sig afsted på skibet Havkatten og her skal han være med til at finde fem skatte rundt omkring i verden. Det er en fornøjelse at følge med på Havkattens og dens besætnings rejse og for mit vedkommende er det bestemt ikke sidste bog, som jeg læser, hvor Bay Alexandersen står bag illustrationerne.

Bonusinfo: Han har også illustreret børnebogen ‘Skovpigen Skærv’, hvor Kim Leine står bag ordene.

Leave a Reply