Ord fra en bibliofil

Sarah’s Key af Tatiana de Rosnay, 2007. St. Martin’s Griffin. Antal stjerner: 5/5

Hvad skete der i Paris i juli 1942 og hvordan påvirker det den amerikanske journalist Julia Jarmond og hendes familie i 2002?

De Rosnay har valgt i denne skønlitterære at kombinere fortiden med fremtiden og det gør hun ganske godt. Sarah, som lever tilbage i 1942 i Paris, er kun 10 år gammel, da hun sammen med sin familie bliver hentet af det franske politi, der i samarbejde med nazisterne har del i jødeudryddelsen i Paris. Inden de forlader deres lejlighed, sørger hun for, at hendes lillebror bliver gemt væk i et skab og hun lover at hente ham. Med sig tager hun nøglen til skabet. Uvidende om hvad der venter forude.

”She closed the door on the little white face, turned the key in the lock. Then she slipped the key into her pocket. The lock was hidden by a pivoting device shaped like a light switch. It was impossible to see the outline of the cupboard in the paneling of the wall. Yes, he’d be safe there. She was sure of it.

The girl murmured his name and laid her palm flat on the wooden panel.

”I’ll come back for you later. I promise.””

Julia er egentlig amerikaner, men har i mange år boet i Paris, hvor hendes svigerfamilie er fra. Hun befinder sig i Paris i månederne op til mindehøjtideligheden for opsamlingen ved Vel d´hiv, som hendes chef beder hende om at skrive en artikel i forbindelse med denne begivenhed. Gennem hendes research til artiklen lærer hun, at svigerfamilien var indblandet på sin vis i Sarahs historie, i og med at de flyttede ind i lejligheden, som Sarah måtte forlade. Julia lærer mere og mere om hvad der sidenhen skete med Sarah og vi følger samtidig Sarah, som slipper fri fra flygtningelejren Drancy og flygter hen til en ikke-jødisk familie langt væk fra Paris. Hun bærer dog stadig nøglen til skabet om halsen og en dag begiver hun sig ind til Paris for at hente ham. Men tiden er gået hurtigt og ikke alt er som forventet. Et andet sted i bogen finder Julia under sin research et billede af Sarah:

”It was of a ten-year-old girl. I read the caption: JUNE 1942. Taken at the school on the rue des Blancs-Manteaux. Right next to the rue de Saintonge. The girl had slanted, light-colored eyes. They would have been blue or green, I thought. Shoulder-length pale hair with a bow in it, slightly crooked. A beautiful, shy smile. A heart-shaped face. She was sitting at her school desk, an open book in front of her. On her chest, tbe star.”

Efterhånden findes der mange bøger, som handler om 2.verdenskrig, men hvor de fleste beskriver enten historiske begivenheder eller personer, så er denne et mix mellem fortid og nutid som tidligere nævnt. Sproget i bogen er fængende og de skift, som der sker mellem de to karakterer, fungerer rent faktisk. Det er som et puslespil der bliver samlet og til sidst ramte virkeligheden om Paris under 2.verdenskrig. Sarah er en opdigtet karakter, men det er opsamlingen i Paris desværre ikke. De Rosnay starter faktisk bogen med en note om de fiktive karakterer og hun betragter sin bog som en hyldest til børnene, som oplevede denne begivenhed:

”The children who never came back. And the ones who survived to tell.”