Ord fra en bibliofil

Ingenmandsland af Kirsten Thorup, 2003. Gyldendal. Antal stjerner: 4/5

Hvordan er det at leve med en hukommelse, som kun nogle gange virker som den skal og hvilke hemmeligheder kan fortiden stadig have i sig, som kan have en afgørende betydning for de efterladtes fremtid?

Vi møder første gang Carl Sørensen en efterårsdag, hvor han taler med en af de plejere, som tager sig af ham. Han bor på et plejehjem og når han ikke lige har besøg af sine børn, har han god tid til at tænke tilbage på hans liv. Han tænker både på hans afdøde kone Marta, dennes lillesøster som ofte gik med ham på hans spadsereture og ikke mindst hans barndom, hvor han som den ældste måtte tage ansvar for de mindre i flokken foruden sine opgaver:

“Hukommelsen og erindringen er hemmelighedsfulde kræfter. Og erindringen er den mest gådefulde. Den ligger ikke i skuffer inde i hovedet, men bor midt i én. Det man engang har oplevet, vender pludselig tilbage årtier senere og ser på os. Det har bare sovet.

Jeg er stadigvæk ti år. Far skal have en ny dreng til at træde bælge i kirken. Han mener at jeg er gammel nok til at kunne klare det. I begyndelsen kniber det. Jeg lille splejs er ikke tung nok og har svært ved at træde helt i bund. Men efterhånden lærer jeg mekanikken. Jeg skal være i kirken om søndagen, og foruden at træde bælgene, skal jeg også ringe med klokkerne. Når jeg er færdig med at ringe, skynder jeg mig de hundrede trappetrin ned. Far kan ikke begynde at spille, før jeg er tilbage ved bælgene.

På den tid er der hundredvis af alliker, der bor i kirketårnet. På bjælkerne højt oppe over klokkerne og inde i murværket har de deres reder, som de bygger af pinde og kviste. Jeg kravler op på de store bjælker og fanger de flyvefærdige unger og tager dem med hjem.“

Livet har givet Carl nogen dårlige kort på hånden fra en tidlig alder, men Carl giver ikke op så nemt. Det opdager man, når han tænker tilbage, men han har også hemmeligheder, som skal frem i lyset, inden demensen har overtaget ham fuldstændigt. Hans børn har ikke den samme mor og det er særligt vigtigt for ham, at datteren Ellen finder ud af dette. Men Ellen og han har ikke et særligt tæt forhold og selvom han tager tilløb flere gange, så er det som om, at demensen holder sandheden gidsel og kun få ord vil komme ud. Ellen er bogens anden synsvinkel og på hendes besøg mærker hun tydeligt, at demensen har sat ind for alvor:

“,,Freelance” indeholdt alt det farlige, faren kun havde en vag fornemmelse af og ikke ønskede at vide noget om. Et symbol på uansvarlighed og laden-stå-til. ,,Freelance”, kan man leve af det? havde han spurgt, da han endnu ikke have opgivet sine spørgsmål. Det er op og ned, havde hun svaret uden at konkretisere, hvad der var ,,op” og hvad der var ,,ned”. Og alle de svar hun var blevet ham skyldig, havde fået ham til at miste interessen for hendes liv. Han kunne simpelthen ikke se det for sig. Hun var en abstrakt størrelse, der kun eksisterede for ham, når hun dukkede op på sine sjældne og uanmeldte besøg. En drømmeskikkelse der steg ned fra himlens enorme hittegodskontor. Hun fandtes kun i længslen, ikke i virkeligheden, og havde således mistet sine datter-rettigheder og med dem også de søde pligter.

Faren ville ikke have hendes kaffe og ikke hjælpes hen i stolen. Hendes omsorg kom for sent. Hun var slettet af listen.”

Men kan Carl nå at fortælle Ellen, hvordan det hele hænger sammen inden det er for sent og er det muligt for Ellen at få et bedre forhold til hendes familie?

Selvom “Lille Jonna” står på min mors bogreol i mit barndomshjem, så er dette den første bog af Thorup, som jeg får læst. Jeg købte den ikke længe efter at hun havde modtaget Nordisk Råds litteraturpris sidste efterår og det var med store forventninger, at jeg begyndte på denne bog. Forventninger, som uden tvivl blev indfriet, da jeg efterhånden lærte Carl, Ellen og deres familie at kende og ikke mindst deres familiehemmeligheder. Alt er ikke rosenrødt i denne bog og Thorup beskriver det på en sådan måde, så at det ikke bliver for meget og så at man ikke kan undgå at læse videre for man bliver lidt nysgerrig som læser om Ellen når at høre hvordan det hele egentlig hænger sammen.

Alt i alt en relativ kort, men utrolig interessant roman om den demente Carl, der kæmper mod sin hukommelse for at få lov til at fortælle sandheden om hans familie inden det er for sent og om hans datter Ellen, hvis drømmende adfærd måske ikke falder så langt fra træet, som hun altid har troet.