Ord fra en bibliofil

I efterårsferien tikkede der en ganske særlig invitation ind på min e-mail. Det var nemlig fra min tidligere arbejdsplads Det Kgl. Bibliotek, hvor jeg arbejdede sidste år på denne tid og det viste sig at være fra min tidligere klassekammerat, der nu er praktikant derinde. Jeg havde godt set, at Junot Díaz skulle komme til Danmark, men jeg havde endnu ikke nået at købe billet. Invitationen indeholdte 2 billetter og selvom jeg skulle på arbejde den dag til kl.18, skyndte jeg mig at takke ja. Sidste mandag i oktober oprandt dagen endelig og jeg skyndte mig fra mit arbejde i Emdrup og ind mod Diamanten, dog med et pit-stop i Politikens Boghal. En god ven fra gymnasietiden joinede mig, da jeg var ved at drikke en kop kaffe ved trappen derinde og vi fik lige catchet lidt op inden vi gik ind. Jeg nåede også lige at støde på Isabel fra Bogbobler-bloggen og nåede at spotte et par andre bloggere. Jeg har længe overvejet at få taget Díaz’ bog ned fra hylden, den, som han vandt Pulitzeren for for en del år siden og jeg tog den med derind i håb om at få den signeret. Men mere om det senere.

Efterhånden som klokken blev 20.00, begyndte roen at tage til inde i Dronningesalen, hvor det skulle foregå. Lise Bach Hansen, som er ansat i afdelingen Ord og som jeg også har mødt ifm. studiebesøg på Diamanten, introducerede aftenens hovedperson og forklarede lidt om den foredragsrække, som dette var en del af, nemlig “Kolonialisme, migration og racisme”. Aftenens interviewer var Lotte Folke Kaarsholm, der arbejder som journalist og som arbejder på Deadline. Kort tid efter trådte Díaz og Kaarsholm ind på scenen og begyndte blandt andet at snakke om biblioteker og Díaz nævnte, hvordan han på en måde var vokset op på et bibliotek og beskrev sig selv som en bogorm.

Han fortalte også lidt om hvordan det var at vokse op i Den Dominikanske Republik og hvordan at folk dernede glemmer på en ganske speciel måde, når det gælder deres fortid som land. Han fortalte om at leve i “global amnesia”, og han var som barn meget interesseret i at høre hvad hans bedstefar fortalte om slægten. Díaz fortalte om det at gå på universitetet og hvordan det var noget stort at opnå dernede. Han arbejdede en hel del og forklarede at det dengang var “affordable”. Kolonialisme var særligt centralt for aftenens arrangement, som tidligere nævnt, og han beskrev det som “interesting work if you’re interested in your cultures”. Engang datede han en pige fra St.Thomas og forklarede at folk dernede ofte glemmer, at det var en del af Dansk Vestindien. Et andet emne, som han var meget interesseret i, var politik og han spurgte ind til valget i november. En af de næste punkter, som jeg fandt særlig interessant, var det med hvad der ville ske, hvis f.eks. USA skulle lave et “map of national identity”, da der egentlig efterhånden bor amerikanere og også danskere egentlig over hele verden. På grund af krige f.eks. har USA nok baser i 120 lande og det er ikke alle, som husker dette.

Intervieweren kom kort derefter ind på kompleksiteten i hans historier og han læste en novelle op, som Folke Kaarsholm havde tænkt på, da hun besøgte en mor og hendes 2 børn i Asnæs. Desværre fik jeg ikke lige fat i titlen på novellen, men sætningen startede vist med “from the top of”. Derefter snakkede de om dengang han kom til USA i 1974, hvor han ikke havde nogle “images of The United States” og hvor han kom til New Jersey (ved NYC i øvrigt). Immigration bliver der ifølge Díaz snakket utrolig meget om i USA og han sagde disse ord, som jeg ret godt kunne lide:

“If every fucking dude shut up for a year, he would learn something about himself” 

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg bed særligt mærke i disse ord, men jeg var ikke den eneste i salen, som var glad for den sætning. Han nævnte, at de fleste “societies” ikke ville høre at de ikke var venlige og gæstfrie, og hvordan vi istedet “always want gratitude”. Igennem barndommen lærer man altid at man skal være taknemmelig, men hvordan fortæller man sandheden, hvis “gratitude chokes the truth out of people”? Han fortalte også om hans søster, der er alene med 2 børn og som engang sagde, at “every now and then I remember that I’m smart”. Men det er ikke noget hun er vant til at tænke. Intimitet spiller en stor rolle i hans bøger (han sagde selv at de var “full of intimacy”) og forklarede hvordan at han lægger mærke til, hvor meget der er afsløret i disse situationer og sagde meget kontant: “for intimacy to work, we have to stop fucking lying”. Som kunstner kan han ikke lade være med at være interesseret, og fortsatte med at snakke om hvordan intimacy i en militærfamilie kunne være som “firearms”. Efter en snak om immigranter, et dansk Utopia og Bernie Sanders fortalte Díaz, hvordan hans mor altid fandt folk, der var endnu fattigere end dem, selvom de var fattige, da han var barn og det var tydeligt for publikum, hvor meget at det havde påvirket ham. Trump blev selvfølgelig nævnt og ligeså “Black lives matter”, men da snakken vendte tilbage til hans bøger, klappede jeg i mine små hænder og særligt, da han sagde:

“I like writing about people who loves books”

En sætning som blev efterfulgt af denne:

“I find people, with good books on their shelves, very attractive.” 

Fuldt ud forståeligt må jeg sige! Efter et par ord om “concept of innocence” og at han beskrev udstillingen derinde som “wonderful disturbing”, blev det tid til lidt oplæsning igen hvor hans karakter Yunior støder på vold i hans prisbelønnede bog “The Brief Wondrous Life of Oscar Wao”. Så blev det tid til at afrunde aftenen og Díaz takkede publikum og sagde “Run home and get drunk”, en kommentar, jeg aldrig har hørt andre forfattere komme med, men det passede så godt til aftenen og især hans humor. Kort tid derefter trådte Bach Hansen igen ind på scenen, og både Díaz og Folke Kaarsholm fik blomster, som i kan se på nedenstående billede.

Efterfølgende blev der tid til signering og han var både klar til selfies og smalltalk med enhver, der kom hen for at hilse på. Jeg fik begge mine bøger signeret og det var ret vildt for mig, at han gjorde så meget ud af at hilse på folk. Han gav nemlig hånd, sagde “Hi, I’m Junot Díaz, what’s your name?” og hvis køen havde været kortere, er jeg ikke i tvivl om, at jeg ville have haft en selfie med ham. Men med så mange i kø, skyndte jeg mig videre afsted og jeg håber, at han igen kommer til Danmark og at jeg så har fået læst hans bøger på forhånd. Tusind tak for billetten til Den Sorte Diamant – i kan se hele interviewet her og de har mange andre interessante forfatterinterviews inde på deres hjemmeside.