Ord fra en bibliofil

Vores endeløse dage af Claire Fuller, 2017. Anmeldereksemplar fra Forlaget Olga. Opr. udgivet som Our Endless Numbered Days i 2015. Antal stjerner: 5/5

Hvordan kan en far og hans datter på otte overleve i ni år afskåret fra verden ude i en lille hytte i en skov og hvordan påvirkes psyken af en sådan tilværelse?

I denne velskrevne debutroman af Claire Fuller møder vi første gang Peggy i London, hvor hun er tilbage hos hendes mor og hendes lillebror. Hun tænker på hvordan hendes liv var i dette hus, dengang hun var otte år gammel, hvor hendes far James snakkede om verdens undergang med hans venner og hendes mor Ute spiller på flygel indtil hun en dag skal på turne i Tyskland. James bestemmer at de i den tid skal slå lejr i haven og før Peggy ved af det, begynder de deres rejse mod en fjern skov. Men turen er ikke en nem og kort en af slagsen og efter de har krydset Kanalen mellem England og Frankrig, begynder Peggy at fundere over deres tur:

”Jeg ville gerne spørge om, hvor lang tid det tog, før vi kom frem til die Hütte, om Ute ville komme, om der også ville være kyllinger der, ud over fiskene og bærrene. Vi havde efterladt vores lejede bil i udkanten af en by for flere dage siden og var stået på et tog, der kørte gennem marker og skove og gennem lange, sorte tunneller. Jeg var blevet meget overvældet af så meget grønt og blåt – græs, himmel, træer, floder. Jeg havde siddet med panden mod ruden og ladet være med at fokusere.”

Efterhånden som de når længere og længere ind i skoven, ser de færre mennesker og de ankommer til die Hütte, som James har hørt om og hvor de skal bo sammen. Hvordan man overlever i en sådan hytte er ikke helt så nemt som James tror og deres første vinter overlever de med nød og næppe. Peggy lærer at tjekke fælder medens James arbejder på forskellige projekter og en dag fortæller han hende, at de er de eneste mennesker tilbage i verden. En af de ting, som de tog med på deres rejse, var noderne til ”La Campanella” af Liszt, som Ute spillede første gang hun mødte James. Sang og musik bliver en del af deres hverdag, da James bygger et slags flygel og Peggy lærer at spille på det:

”En morgen på overgangen imellem forår og sommer vågnede jeg med La Campanella syngende i mit hoved. Rummet var stadig mørkt – kun et svagt lys kunne anes omkring vinduesåbningen, som vi havde fjernet brændestykkerne fra og dækket igen med den blå teltdug. Jeg havde drømt om musikken og en fugl, der bankede med sit næb på en vinduesrude. Den havde siddet der med løftet hoved og skottet sidelæns hen på mig med øjne med en rand af gult omkring af samme nuance som den gulhovede solsorts.”

Men hvor meget modgang kan man egentlig holde til og hvem er Reuben egentlig, som Peggy møder ude i skoven en dag, da hun er blevet teenager?

Hvad der videre skete med Peggy og James må du selv læse dig til. Det er en fascinerende og fantastisk skræmmende historie om hvordan en mand nærmest har kidnappet sin datter og bortført hende fra samfundet i den forstand, at hun i mange år vitterligt tror på, at de er verdens sidste mennesker. Beskrivelserne af naturen omkring die Hütte er utroligt smukke og Charlotte Kornerup, der har stået for den danske oversættelse, har formået at gøre naturen levende i sin oversættelse. Ikke alt er som man tror undervejs og jeg var forbløffet over Fullers evner til at narre sin læser, da jeg vendte bogens sidste side.

Alt i alt en smukt skreven debutroman om den engelske pige Peggy, som må vænne sig til et ganske andet liv med hendes far langt ude i en øde skov og hvis liv ikke helt udarter sig, som hun og bogens læser ellers havde forventet i bogens begyndelse.