The Lonely Hearts Travelclub: Destination Thailand af Katy Colins

The Lonely Hearts Travelclub: Destination Thailand af Katy Colins, 2016. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. Opr. udgivet som Destination Thailand i 2016. Antal stjerner: 4/5

Hvor meget kan gå galt på en enkelt rejse til Thailand og åbner der altid en ny dør, der hvor en anden lukkes?

Bloggeren Katy Colins, som blogger på den internationale blog ”Not wed or dead”, står bag denne roman om den engelske pige Georgia, hvis liv pludselig ændres den dag hendes kæreste dumper hende. Og så endda lige før at de skal giftes. Hun må hurtigt finde et nyt sted at bo og da hun er afsted med sin bedste veninde Marie på hvad der skulle have været hendes bryllupsdag, skriver hun en liste. Denne omhandler blandt andet at danse hele natten under stjernerne, bestige et bjerg og gøre noget vildt for som hun siger til Marie på deres tur:

”Jeg er rædselsslagen for, hvad fremtiden bringer, men den må være bedre end at dele mit vidunderlige hjem med en utro forlovet, hver dag tage på et job, jeg hader, blot for at kunne betale regningerne og bare få mere og mere gæld på grund af, hvad brylluppet kostede. Det burde være på dette tidspunkt i mit liv, jeg er ude for at udforske og opleve verden, få ny viden og finde mig selv.”

Tilbage i England begynder det hele pludselig at tage fart for Georgia. Før hun ser sig om står hun i en lille butik med rejser, som den ældre kvinde Trisha planlægger. Trisha anbefaler hurtigt Thailand og for Georgia lyder det nærmest som en drømmerejse. I løbet af kort tid er Georgia på vej mod Bangkok, hvor hun bliver hentet af rejseguiden Kit, der kører hende hen til deres midlertidige hotel. De afventer stadig et par personer i deres rejseselskab og da de sidste er ankommet, begiver de sig ud til Koh Pa Sai, hvor fyren Dillon hurtigt støder sig til rejseselskabet. Georgia forelsker sig hovedkulds i ham og tilbringer flere dage sammen med ham, inden selskabet rejser en tur ind i junglen. De skal ind og se elefanter og herinde er det Chris, som skal hjælpe dem:

”Han lignede en walisisk actionmand, der var desperat efter at redde alle verdens elefanter fra de onde. Mændene i gruppen gryntede lidt knottent, så kvinder måtte være vilde med ham. Jeg glædede mig vildt til for første gang nogensinde at komme tæt på en elefant, mærke dens læderagtige hud og prøve at vaske den. Så kunne jeg hakke endnu en ting af på min rejseønskeliste. Noget jeg ikke havde skænket en tanke de sidste par dage.”

Men har den nyankomne Dillon helt rent mel i posen og hvad gør man bedst, når man står ulykkelig i et fremmed land og ikke helt ved hvad man skal gøre?

Dette er den første bog siden ”Eat, Pray, Love” som virkelig har givet mig lyst til at bestille en rejse med det samme. Colins’ historie om Georgia efterlod mig både målløs efter nogle situationer, storgrinende efter andre og med en halv tåre ned ad kinden på andre tidspunkter. På forsiden står der ”Virkelighedens Bridget Jones som backpacker” og det er akkurat, hvad du får i denne bog. Georgia overrasker både læseren og hende selv gang på gang med hvor stærk hun er og jeg ser allerede nu frem til næste bog, som skal foregå i Indien.

Alt i alt kan jeg varmt anbefale denne roman, som sætter den såkaldte følelse ”wanderlust” godt i gang i sin læser og som byder på både grin, tårer og overraskelse undervejs på Georgias færd.

 

Leave a Reply