Busters Verden af Bjarne Reuter

Busters Verden af Bjarne Reuter, 1990. Gyldendal. Antal stjerner: 5/5

Er Buster Oregon Mortensen en fantastisk tryllekunstner og hvordan kan man få en bidsk hund til at vise respekt for en dreng?

Historien om Buster er i dag blevet en klassiker i de danske hjem og nok en af de mest kendte børnebøger som Bjarne Reuter står bag. Det er den første i en trilogi og jeg faldt over den her i december, da den blev givet gratis som e-bog på Saxo.com. Jeg havde den dog allerede hjemme hos mine forældre i papirudgave, men på grund af nostalgi måtte jeg downloade den. Og den var bestemt hurtigt læst. Buster Oregon Mortensen er bestemt ikke en helt almindelig dreng og han er klassens mest upopulære dreng:

“Det hele startede, da de opdagede, at han havde et viskestykke med i stedet for et håndklæde. (…)
-Sig mig engang, står klovnen ikke der og dummer sig med et viskebørge, skreg Helge og fik resten af de dampende drengekroppe til at hoppe og ryste.”

Hans klassekammerater tager hans tøj, første gang vi møder ham, og han må agere som en abe, der brøler, for at få hans tøj tilbage. Situationer som denne ser vi flere gange gennem historien, men livet går også godt til tider. Han får et godt arbejde hos det lokale ismejeri, hvor han skal være buddreng og køre rundt på budcykel. Det er lidt svært i begyndelsen, men han lærer hurtigt hvordan man kan være gode venner med hunde på hans rute – han placerer nemlig en sten mellem hundens øjne ved hjælp af en slangebøsse og pludselig er hunden nærmest blid som et lam. Hans søster er en vigtig karakter i bogen – hendes navn er Ingeborg og hun er hans lillesøster, hvis ene ben desværre er 6 centimeter kortere end det andet. Hun er ligesom sin bror offer for mobning i skolen og det fører til en af historiens sjoveste sætninger:

“- Lars, råbte hun så.- Kom herned dit store møgbeskidte hundehoved.
Buster nikkede og krammede stenen.
– Kommer han Ingeborg, kommer han?
– Ja, mon ikke, kan du ikke høre knallerten?”

Den havde han ikke set komme og han må flygte. Buster er dog god til at lægge planer og han skal nok finde en måde at narre denne Lars, som er særlig slem til at drille hans søster. Han er nu en mærkværdig fyr, ham Buster. Han elsker at trylle og hvis der er noget han ikke kan, knokler han for at opnå det. Dette gælder desværre ikke i skolen, men han kan charmere enhver voksen udenfor skolen. Næsten. Sangen “Joanna” citeres i starten af bogen, for selvom bogen er sød og charmerende, så skildrer den samtidig en ganske anden tid end den vi har i dag. En verden hvor man kender sine naboer og hvor ikke alt går op i elektronik. Som voksen er den bestemt værd at genlæse – man lægger mærke til nogle helt andre ting om samtiden end da man læste den som barn.

Alt i alt en skøn historie om Buster Oregon Mortensen, som ikke kan alt, men bestemt arbejder på det.

2 Comments

  1. Bookworm

    september 7, 2016 at 1:45 pm

    Bjarne Reuter er genial! Er faktisk i tvivl, om jeg har læst denne, eller bare set filmen så mange gange, at jeg føler, at jeg har læst den …

    1. Ann-Kristine

      september 12, 2016 at 7:47 pm

      Det er han helt bestemt! Jeg er endnu ikke blevet skuffet af hans bøger 🙂 Det kender jeg godt – nogle film har man bare set så mange gange, så man kommer i tvivl om hvorvidt man egentlig har læst bogen. Jeg så ofte “Klokkeren fra Notre-Dame” som barn, og opdagede først som voksen, at den ikke ender sådan i originaludgaven 😛

Leave a Reply