Ord fra en bibliofil

Før jeg flyttede til Aarhus, havde jeg aldrig mødt en forfatter. I folkeskolen havde vi engang Flemming Quist Møller forbi for at holde foredrag nede i byens kulturhus, men at snakke med forfattere ansigt til ansigt gjorde jeg nu aldrig. På vores introkursus i Litteraturhistorie på AU havde vi om gotiske romaner (som jeg snart vil skrive lidt om i et nyt tiltag kaldet genretag) og derfor fik vi besøg af Leonora Christina Skov, som var aktuel med romanen “Silhuet af en synder” og flere af mine klassekammerater snakkede med hende efter samtalen, da de fik deres bøger signeret. Jeg havde lånt min på biblioteket og vidste ikke helt hvad man kunne sige – hun var jo en kendt forfatter. Da vi nåede 2.semester, opdagede jeg en litteraturfestival i København ved navn CPH Litt, som fandt sted i maj måned. Grundet en eksamen om Shakespeare tog jeg mod til mig, og opsøgte Niels Brunse efter hans oplæg om at oversætte netop dennes forfatterskab. Og noget gik op for mig: De er jo bare mennesker og at skrive er deres job. De er slet ikke så farlige.

Omkring dette tidspunkt besøgte Maria Helleberg AU på et seminar, hvor hun talte om sine historiske romaner. Som stor fan af bogen “Rigets Frue” havde jeg fundet den frem og da det var et arrangement på historie, var jeg den eneste, der efterspurgte en signering. Vi endte med at snakke over 10 minutter og det var simpelthen så interessant. Et nyt højdepunkt kom året efter, hvor jeg (i selskab med mange andre) opsøgte Jennifer Egan efter en samtale i Den Sorte Diamant med Christian Jungersen. Dette var den første internationale forfatter, som jeg udvekslede ord med og hun var simpelthen så rar. Sidenhen har jeg tit gået op til forfattere, både danske og internationale, efter deres interviews – om det så har været på biblioteker, i boghandlere eller til litteraturfestivaler.

Jeg har dog ikke vovet mig ud i at lave interviews endnu (men jeg kan bestemt anbefale dem, som Mette Camilla laver ovre på Kulturxpressen lige her), men nyder i stedet at sidde med en blok og mit kamera, når jeg tager til litteraturting. Indtil videre nøjes jeg med at snakke med forfatterne, når jeg får mine bøger signeret og den personlige kontakt betyder lige så meget som selve signeringen. Da jeg begyndte at tage på Louisiana, fandt jeg på en ting, nemlig at spørge især de internationale forfattere, hvilke bøger de anser for at være deres favoritter. Det skaber til tider også en samtale med de andre forfattere. Det skete blandt andet, da jeg i Den Sorte Diamant havde hørt Siri Hustvedt snakke om “The Blazing World” og da jeg stillede spørgsmålet, nævnte jeg, at det gjorde jeg engang imellem og at jeg på Louisiana Literature havde spurgt Michael Ondaatje. Hun svarede selv “Anna Karanina” og spurgte, hvad Ondaatje havde svaret. Hans svar “The Radetsky March”, som er skrevet af Joseph Roth, overraskede hende bestemt ikke og hun svarede “That’s typical Michael”.

Hvad tænker i om at møde forfattere?