Ord fra en bibliofil

I skymningslandet af Astrid Lindgren, 2015. Novellix. Antal stjerner: 4/5

Hvad sker der, når mørket falder på i Sverige og hvem er Liljonkvast?

Hvis der er noget som Astrid Lindgren kunne, så var det at tage enhver læser væk fra hverdagen og ind i fiktionens verden på en såre simpel og på samme tid fantastisk måde. I denne korte fortælling tager hun læseren med til Stockholm, hvor drengen Göran ligger i sengen og har haft ondt i sit ben i et års tid, da vi møder ham. Det er så slemt, at hans forældre ikke er sikre på, at han nogensinde kommer til at gå igen. Han bruger sine dage på at læse og bygge med hans meccano, men ved skumringstid sker der noget ganske specielt en dag:

”Då hörde jag en knackning på fönstret. Vi bor tre trappor upp i ett hus vid Karlbergsvägen, så därför blev jeg så häpen. Vem i all sin dar kunde knacka på fönstret?”

Det var ingen anden end Liljonkvast, som bor i skumringslandet. Udover at han kan gå igennem vinduer, så kan han få Göran til at gøre det samme. De begiver sig ud i Stockholm i skumringen og det er ikke så lidt der kan ske i skumringslandet. Göran kan for eksempel køre en sporvogn helt uden hjælp, selvom han aldrig har prøvet det før og den kan endda også køre nede i vandet. Dette skumringsland har også sin egen konge og dronning, og da han besøger dem sammen med Liljonkvast, oplever han noget ganske forunderligt:

”Plötsligt började de sjunga. Och det var en sång, som aldrig har hörts maken till i Stockholms stads. Det kändes som ännu mera is och eld längs ryggraden, når man hörde den.

Kungen nickade och sa:

”Så sjungar vi i Skymningsladet. Det är så vi sjunger i Landet Som Icke Är.” ”

Men hvem lever egentlig i dette skumringsland?

Det er på mange måder en typisk historie fra Lindgrens hånd og selvom den er under 20 sider lang, så er det én, som bliver siddende i et stykke tid. På dansk er den udgivet som billedbog flere gange og den udgave, som jeg havde i hænderne, var en lidt mere voksen én af slagsen uden illustrationer, som sidste år blev udgivet på det svenske forlag Novellix. Jeg kan ikke mindes at have læst den som barn og dens eftertænksomhed om barnets vinkel på livet minder meget om både Brødrene Løvehjerte og Karlsson på Taget. Velskrevet som altid og som læser ville man blot starte forfra og endda selv begive sig på skumringstidstur i Stockholm.

Alt i alt en forunderlig fortælling, som både voksne og børn kan læse og få noget ud af.