#Litterære links – Endnu flere film om forfattere

Saving mr banks bright star  everything is copy

Så blev det tid til endnu et lille indlæg om film. Og en helt bestemt type film. Nemlig dem, som handler om forfattere, som i nok kunne regne ud, da i så blogindlæggets titel. Netop nu er jeg ved at se “Saving Mr. Banks” og jeg fik ikke taget netop den film med sidste gang. Stor forglemmelse fra min side. Så derfor anbefaler jeg den og et par andre i dette indlæg.

Saving Mr. Banks” (handler om filmatiseringen af en af mine yndlingsbøger “Mary Poppins”.  Da jeg var lille, stod den fine lyserøde bog på min mors boghylde og jeg tog den ofte ned som barn og kiggede på de fine billeder fra filmen. For et par år siden hørte jeg om filmen her og den gav mig et helt nyt perspektiv på Travers. I rollen som Travers ses Emma Thompson og Walt Disney spilles af Tom Hanks. Perfekt castet vil jeg sige til disse roller. Jeg kan efterhånden den film udenad, da jeg har set den mange gange og jeg kan varmt anbefale den, også til dem, som ikke har det store kendskab til Mary Poppins.

Bright Star” er fra 2009 og handler om den store digter John Keats og hans ungdoms kærlighed Fanny Brawne. Ben Whishaw ses i rollen som Keats og jeg har set traileren en del gange, da jeg ikke troede, at den var udkommet her i Danmark. Nu har jeg dog endelig fundet den på dvd og da Keats er et navn, som jeg ofte er stødt på i Litteraturhistorie på AU, bliver det interessant at se/høre hvem han egentlig var. Høre skriver jeg, da jeg formoder, at han læser et eller andet op i filmen. Det er i øvrigt Jane Campion, som har instrueret den (hun står også bag The Piano fra 1993 om en pianist).

Everything is copy” er helt ny fra HBO og jeg faldt over den på Twitter, da Lena Dunham tweetede om den. Det er en dokumentar om den amerikanske forfatterinde og instruktør Nora Ephron, som de fleste kender for “Da Harry mødte Sally” og “Søvnløs i Seattle” samt “Julie og Julia”, som er en af mine yndlingsfilm. Det er en blanding af klip af hende, som gik bort allerede i 2012 og interviews med mennesker, som kendte hende. Jeg læste et sted, at den lå på HBO (som jeg ikke har), men ud fra de klip, som jeg har set på YouTube, er det en dokumentar, der bare skal ses en dag.

Kender I nogle af de ovenstående film? Og kan I anbefale mig nogle? 🙂

Leave a Reply