Atticus Lish i Politikens Boghal
Hvis du en onsdag eftermiddag befinder dig i hjertet af København, så kan jeg anbefale dig at gå forbi Politikens Boghal. Utallige onsdage i løbet af året inviterer de forfattere forbi til en lille snak, og da jeg tilfældigvis på Facebook faldt over denne forfattersnak med Atticus Lish, satte jeg et stort kryds i kalenderen. Lish kendte jeg ikke noget til, men hans bog foregår i New York City og Klaus Rothstein skulle interviewe ham. Kort efter min ankomst til butikken et kvarters tid før det begyndte, faldt jeg i snak med Mette, som står bag bloggen Kulturxpressen. Jeg havde aldrig mødt hende før, men følger hende på diverse sociale medier, så vi havde meget at snakke om, da vi satte os på trappens allernederste trin med vin, vand og bøger i hænderne.
Efterhånden blev trappen fyldt godt op og klokken nærmede sig hastigt 16, hvor Lish og Rothstein skulle indtage deres pladser. Nogle forfattere kommer gående ind til stolene med vin i den ene hånd og deres bog i den anden, men ikke Lish. Han havde en Tuborg i den ene hånd og sin rygsæk i den anden. Ingen stjernenykker der. Bogen “Forberedelse til næste liv”, som han skulle snakke om, er dog også hans debutroman, og da han blev spurgt, om han kunne udtale bogens titel, sagde han “let me give this a shot” og kom forhutlet igennem. Det resulterede selvfølgelig i et lille bifald og et meget stolt ansigt fra hans side. Han var dog lige kommet fra Italien, så måske den danske titel er nemmere end den italienske.
Rothstein havde forud for arrangementet haft et ugeblad med en kryds og tværs i i hænderne og han havde taget en side ud, hvor Gregory Peck var afbilledet i hans rolle som Atticus Finch i filmen “To Kill a Mockingbird” fra 1962. Lish’s mor mente at ham Peck der var “a handsome man” og Rothstein indskød, at også hans mor havde et godt øje til Peck, men “she named me Klaus,” og publikum lo med ham og Lish efter den bemærkning. Lish’s forældre var glade for romanen, men selv læste han den i 7.klasse og havde ikke ligefrem samme mening som hans forældre. Selvom Lish er debutant, har han ikke det litterære islæt fra fremmede, da hans far rent faktisk var Raymond Carvers forlægger, Gordon Lish. Som efternavn er Lish ganske usædvanligt endnu i USA og det er ganske enkelt fordi at det oprindeligt er fra Litauen (et land som efter amerikanske standarder for længde ligger tæt på Danmark – som dansker er man nok ikke helt enig). Rothsteins forfædre gennemgik også et navneskift og de blev enige om at “names change”.
Lish havde en ganske særlig humor, og den blev især tydelig, da han skulle beskrive sin bog. Den er “functional” på flere punkter og han brugte endda beskrivelsen “multi-purpose novel”, som læseren også kunne bruge, hvis man har brug for “something heavy”. Den danske udgave især, da den med sine 528 sider var 111 sider længere end den amerikanske, men ud fra tykkelsen var den nærmest dobbelt så tyk som den amerikanske udgave. Den handler om en soldat fra Irak og en illegal immigrant, som mødes og Rothstein påpegede et citat fra bogens forside, hvor New York Times har udpeget den som værende “dette årtis fineste, mest usentimentale kærlighedshistorie”. Hovedkarakteren Skinner har været i Irak 3 gange, da bogen foregår i 2006 og han er blot en “regular guy” fra en lille amerikansk by og “not some kind of crook” ifølge Lish. En af de ting, som Lish sagde, som jeg særligt bed mærke i, var hvordan han først forestillede sig den tragiske slutning og derefter begyndte at forestille sig sine karakterer. Bogen, som blev udgivet i USA i 2014, skrev han fra 2008 til 2013, og selvom det efterhånden er 8 år siden, at han påbegyndte den, så er den stadig aktuel og som han siger om temaerne, så er de “timely, unfortunately” og fortsætter “the story keeps going.”
Titlen refererer til et ganske særligt sted i bogen og Lish så selv ordene skrevet på et skilt udenfor en muslimsk skole i Brooklyn. Det er meget sigende for flere af hans karakterer i bogen og Lish sagde, at der nærmest var “a religious sound to it”, som både indebar efterlivet og døden.
Den foregående dags angreb i Bruxelles blev også lige vendt hurtigt, da Lish skulle forsøge at beskrive hvordan han så karakteren Jimmy. Han nævnte selv, at hans valg af metafor ikke var det bedste ift. Bruxelles, men jeg glæder mig til at læse om netop det forhold mellem karaktererne, da han nævnte, hvordan han forestillede miljøet som værende “explosive around characters”, hvor Jimmy er den tændstik, der sætter det hele i gang. Kriminelle Jimmy som karakter beskrev Lish som en dårlig person, der også har nogle traumer fra sin tid i fængsel ifølge Rothstein.
Netop nu er han i gang med at skrive en ny roman, hvis handling finder sted i Boston. Han har arbejdet på den siden 2014 og det bliver bestemt ikke den sidste, hvis Lish får sin vilje. Rothstein fortalte om hvordan han i et interview havde læst, at Lish ville skrive 20 bøger og Lish sagde selv at “I would love to write 20 books”, men intet er endnu fastlagt. Antallet 20 havde dog også noget at gøre med hans anskuelse af at man lærer af erfaring, men hans planer indtil videre er i hvert fald at fortsætte med at skrive. Pludselig var samtalen slut og tilhørerne bevægede sig stille og roligt op ad trappen, da det var muligt at få bogen signeret. Efter lidt mere snak med Mette, et par redaktører og endda udveksling af håndtryk med Morten Pape, fik jeg stillet mig i kø til signering. Jeg fik fortalt ham om en kommentar fra Julie på Instagram, der desværre ikke kunne komme, om at hans bog var awesome og det blev han så glad for at høre. Det er altid så hyggeligt at smalltalke lidt, medens forfattere signerer, og jeg har efterhånden ikke tal på hvor mange gange jeg har insisteret på, at de udenlandske skriver AK og ikke Ann-Kristine, da det er for langt (og besværligt).
Alt i alt en fantastisk spændende eftermiddag i Boghallen, hvor jeg selvfølgelig måtte have en malebog med Mumi-troldene med hjem og selvfølgelig et eksemplar af dagens bog i fokus – tusind tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplaret. Jeg vil runde af med en af de bemærkninger, som Lish kom med i forbindelse med titlen, og som jeg tænkte lidt over på vej hjem:
“What will the next life be?”
Leave a Reply