Ord fra en bibliofil

Der er ingen røvere i skoven af Astrid Lindgren, 2009. Gyldendal. Opr. Ingen rövare finns i skogen i 1949. Antal stjerner: 4/5

Hvad sker der hvis man bliver ved med at råbe ”der er ingen røvere i skoven”, hvis man er en lille dreng ved navn Peter og hvis der nu er røvere i en skov, er det så muligt at narre dem eller er de rent faktisk snu?

De fleste danske læsere ved med det samme, hvad der vil ske, når de åbner en bog af Lindgren. De bliver ført ind i en fantastisk historie med ofte smukke illustrationer og det samme sker i netop denne billedbog. Peter er en lille dreng, som kommer hjem til sin mormor, da han har været ude og lege med nogle andre drenge. Hun er ikke lige at se i huset, da han kommer hjem og han løber rundt over det hele og råber ”der er ingen røvere i skoven.” Pludselig vågner en lille dukke ved navn Mimmi og går hen imod ham:

””Det er altså løgn,” sagde hun. ”Der er i hvert fald røvere i skoven.”

Hun så så vred ud, at Peter næsten glemte at blive forbavset. Selv om det jo egentlig var lidt mærkeligt, at en dukke kunne tale, sådan noget skete kun i eventyr. Peter besluttede at tænke nærmere over det, når han fik tid.”

Men tid er ikke ligefrem det, der er mest af for Mimmi og Peter. Hun fører ham hen til hendes soveværelsesvindue, som egentlig befinder sig i et dukkehus, som Peter er alt, alt for stor til. Ude i skoven bag dukkehuset ser han en mand og Mimmi fortæller ham ivrigt, at manden ikke er hvem som helst. Nej, det er skam røverhøvdingen Fiolito, som er leder for 40 røvere. Og det er ikke så lidt endda. Og Mimmi er virkelig stolt, hvilket er forståeligt, da hun er en forældreløs pige med en masse ægte perler og røverne er endnu ikke kommet ind i huset:

””Perler af umådelig stor værdi, det er, hvad det er,” sagde Mimmi. ”Og det er dem, Fiolito er ude efter, forstår du nok.”

De to børn må virkelig udtænke nogle gode planer, da 40 røvere og en røverhøvding er ganske mange at være oppe imod. For hvad skal det dog ikke ende med?

Lindgren formår som sædvanlig at fange læseren med denne historie om 2 børn, som skal ud af en kneben situation. Bogen er illustreret af Ilon Wikland, som også står bag de skønne tegninger i historierne om Lisbet og Grynet samt Jul i Bulderby for blot at nævne nogle af de bedst kendte og som sædvanlig er det smukke illustrationer, der går hånd i hånd med historien. Det er en typisk Lindgren-historie og den er bestemt en genlæsning værd. Alt i alt en spændende historie om Peter og Mimmi, hvor illustrationerne er en fryd i sig selv.