Eventyret om Jule-roserne af Selma Lagerlöf

Eventyret om Jule-roserne af Selma Lagerlöf, 1982. Gyldendal. Org. udgivet som Legenden om julrosorna i 1910. Antal stjerner: 4/5

Kan en smuk grøn have opstå ud af det blå en juleaften og eksisterer magi virkelig?

Denne korte fortælling på blot 48 sider formår at fortælle en historie, som var det en roman på 300 sider. Lagerlöf er en af de forfattere, hvis værker jeg burde læse flere af og denne bog faldt jeg over på mit lokale bibliotek, hvor de udstillede julebøger. Lagerlöf begynder med at fortælle om en røverfamilie, som bor i Gøringe skov. Familiens mandlige overhoved er fredløs og det er op til hans kone og deres 5 børn at få fat i mad i det omkringliggende område, hvor hun er nødt til at tigge. Folk er bange for hende og lader hende få mad, men da hun en dag slår vej forbi et kloster, opdager hendes ene søn en lem, som hun går ind af:

”Røver-mor trådte hurtigt ind i haven. Men så standsede hun op. – Det var sommer. Og dér foran hende lå abbed Hans’ have i fuldt flor. Mange blomster lyste rødt, gult og blåt imod hende. Hun smilte glad. – Og så gik hun roligt op ad den smalle gang for at se nærmere på haven.”

Hun er meget betaget af haven, og da havemanden ikke kan få hende ud derfra, tilkalder de havens ejermand, abbed Hans. Han spørger hende om hvad hun synes om haven og bliver noget så nysgerrig, da hun svarer at den er smuk, men ikke så smuk som en anden have, som hun kender. Hun fortæller ham om hvordan Gøringe skov bliver til en smuk have i den evige julenat og abbeden vil naturligvis gerne se den, så de aftaler, at han bliver hentet julenat, således at han kan opleve det for første gang i sit liv. Pludselig er det jul og der sker ting og sager i skoven:

”Grantræer og fyrretræer var dækket af kogler. De fik træerne til at skinne, som om de var klædt i kapper af purpur.- Enebærbusken fik bær, der hvert sekund skiftede farve. Og bunden af skoven var dækket af blomster, der lyste hvidt, blåt og gult.

Abbed Hans bøjede sig ned. Han ville plukke en jordbærblomst. Men idet han rejste sig op, blev blomsten i hans hånd til et rødt bær.”

Men er det virkeligt og ikke en drøm og er det djævelen, der står bag det sådan som abbedens havemand påstår?

Lagerlöf holder læseren fanget lige indtil det sidste ord og jeg er helt sikker på at både børn og andre voksne vil være så underholdt, som jeg var. Hun skriver utrolig godt og jeg var særlig vild med det faktum, at det er røverne, som oplever denne have og som virkelig gennemgår forandringer gennem bogen. Lagerlöfs smukke beskrivelser af haven gjorde bestemt også indtryk og jeg er ikke i tvivl om at jeg vil genlæse denne næste år igen og mange år fremover. Alt i alt en skøn lille bog, som viser, at vi skal huske at overholde løfter til ethvert medmenneske og at alt ikke kan forudsiges.

4 Comments

  1. Bachs Bøger

    december 7, 2015 at 1:02 pm

    Jeg elsker at læse Selma Lagerlöf, hun er en fantastisk historie fortæller, men det er desværre bare for sjældent, at jeg får det gjort. Jeg har lige købt den nye fra Gyldendal med Dunungen og Tøsen fra Stormyrhuset og jeg glæder mig til at læse dem begge. Eventyret om jule-roserne kommer fluks på ønskelisten 🙂

    1. Ann-Kristine

      december 7, 2015 at 1:32 pm

      Jeg glæder mig til at høre hvad du synes. Den anden dag fik jeg også lånt en af hendes kortere romaner (eksamensperiode = kortere bøger) og jeg glæder mig til at læse den 🙂 Jeg kigger lige nærmere på de to, som du nævnte. Hun skriver jo virkelig godt 🙂

  2. Karina Petersen

    december 9, 2015 at 10:39 am

    Jeg må bestemt snart læse noget af Selma Lagerlöf – “Eventyret om jule-roserne” lyder både magisk og spændende :0)

    1. Ann-Kristine

      december 10, 2015 at 7:50 pm

      Den er virkelig skøn 🙂

Skriv et svar til Ann-Kristine Cancel