Ord fra en bibliofil

Julefortællinger af Astrid Lindgren, 1997. Gyldendal. Org. udgivet som Julberättelser i 1985. Antal stjerner: 5/5

Hvem er Kitte Kry og hvordan finder man hjem, når man som Lisbet har kørt på en fremmed slæde og ikke ved hvor man er havnet?

Astrid Lindgren har med denne bog samlet nogle af hendes mest berømte fortællinger om jul i Sverige og som læser kan man nærmest ikke undgå at komme i julehumør. Når jeg siger mest berømte tænker jeg på historierne om Emil, om Pippi og om børnene I Bulderby, men denne bog er meget mere end det. Vi hører om lille Kitte Kry, hvis mormor er syg og hun må gå på marked for hende. Dette kan dog være svært for en pige på endnu ikke syv år, men hun bliver snart elsket af alle på markedet for hendes bestemte facon at være på:

”Det var da den mindste torvekone, jeg har set,” sagde borgmesteren, da han gik forbi på vej til rådhuset. Og så købte han to pose pebermyntestænger og gav Kitte en blank enkrone.
”Åh nej,” sagde Kitte. ”Jeg skal ha’ to penge. To 50-ører skal jeg ha’.”
Borgmesteren lo og tog to 50-ører frem.
”Der har du dem,” sagde han. ”Du kan for resten godt beholde kronen med, din lille kry unge.”

Men Kitte er en ærlig lille pige og siger at hun ikke vil have enkronen, da mormor kun har bedt hende om at tage imod 50-ører. Mormor har dog ikke fået købt julegave endnu, men hvordan snyder man en snu lille pige, som selv skal hente sin julegave?

Vi møder også Lisbet i tiden op til jul. Hun er søster til Grynet, som desværre bliver syg efter en sneboldskamp og derfor må hun sammen med stuepigen Alva ud og købe ind til jul. Alva skal dog også købe julegaver og beder Lisbet om at gå udenfor, medens hun klarer de sidste indkøb. Lisbet ser dog en dreng hun kender, og han udfordrer hende til at stå bag på en kane. Lisbet er bestemt ikke bange og pludselig kommer ejeren af kanen og hun får ikke hoppet af i tide. Da hun endelig får kontakt med ejeren, er de langt væk, og han vil ikke køre hende tilbage. Så hvad gør man så?
Jo, man går hen til en kostald, og håber på at der kan være lidt varmere. Det sner nemlig ude og Lisbet har ikke mod på at gå hele vejen tilbage.

”Der står en enkelt ko i en bås. Og den brøler endnu højere, da Lisbet kommer anstigende. Men snart tier den stille og kigger på Lisbet med rare koøjne. Lisbet klapper den forsigtigt. Bare en ko! Men så er hun da ikke helt alene i verden!”

Men man kan ikke være inde hos en ko for evigt og hun må snart videre igen. Dog ved hun ikke hvad vej hun skal gå – kommer hun nogensinde hjem?

Dette er blot et par af de 13 historier, som der er samlet i denne bog. Det er en bog, som jeg hiver frem hvert år, og jeg kan efterhånden historierne ud og ind. Måske spiller nostalgi ind i angivelsen af stjerner i denne anmeldelse, men Lindgren er fantastisk til at formulere sig, så både voksne og børn kan få noget ud af hendes historier. Denne bog indeholder desuden illustrationer af den danske illustrator Ingrid Vang Nyman (mest kendt for Pippi ) samt Ilon Wikland, som ofte har illustreret Lindgrens fortællinger (heriblandt Grynet og Lisbet). Illustrationerne passer godt til historierne og er i sig selv værd at sætte i ramme.

Alt i alt er det en klassiker, som sagtens kan genlæses flere gange. Herhjemme bliver det ikke rigtig jul uden jeg har genlæst den.

(Den læses typisk når eksamener er afleveret disse år og glæder mig næsten ligeså meget som til juleaften)