Ord fra en bibliofil

Den begravede kæmpe af Kazuo Ishiguro, 2015. Anmeldereksemplar fra Gyldendal. Opr. udgivet som The Buried Giant i 2015. Antal stjerner: 5/5

Hvor dybt kan had være begravet i en bevidsthed og kan glemte sandheder være afgørende for nuværende forhold?

Ishiguro er en forfatter, som enhver bør stifte bekendtskab med en dag. Jeg har tidligere været både betaget og knap så betaget af hans værker, men denne var fantastisk. Denne fortælling handler både om det gamle ægtepar Axl og Beatrice, der vil finde deres søn, ridderen Gawain, som er blevet gammel på sine dage, men ganske snu og ikke mindst ridderen Wistan og hans følgesvend Edwin, som skal myrde en dragen Querig, hvis tåge får folk til at glemme. Bogen begynder med Axl og Beatrice, som pludselig husker, at de engang havde en søn og de begiver sig ud for at finde ham:

””I nat troede jeg, at jeg drømte om ham,” sagde Beatrice. ”Han stod ved en brønd, vendte sig blot en smule til den ene side og kaldte på nogen. Hvad der skete før og siden, er væk nu.”

”I det mindste så du ham, prinsesse, var det end blot i en drøm. Hvordan så han ud?”

”Et stærkt, kønt ansigt, så meget kan jeg huske. Men farven på hans øjne eller formen på hans kinder, dem har jeg ingen erindring om.”

”Lige nu kan jeg ikke genkalde mig hans ansigt overhovedet,” sagde Axl. ”Det må alt sammen skyldes den tåge. Meget ville jeg med glæde overlade til den, men det er grusomt, når vi ikke kan huske noget så dyrebart som det.””

Og således begiver de sig afsted. De ankommer til en landsby, da Beatrice ikke er helt vel og de søger en form for behandling til hende. Der er dog problemer i byen, da en dreng ved navn Edwin er blevet bidt uden for byen og befolkningen i hans landsby er bange for at han er forgiftet og farlig for dem. Ridderen Wistan, som befriede ham uden for byen, siger ja til at tage ham med væk derfra og de slår følge med det ældre ægtepar, som også hurtigt drager videre mod et kloster. Undervejs hører de om en færgemand, som adskiller ægtepar ved kun at fragte den ene over til en ø og denne beslutning baseres på hvor højt ægtepar elsker hinanden og Beatrice er sikker i sin sag når det gælder kærligheden for Axl:

””Hvad skulle der være at frygte, fader? De følelser, som Axl og jeg i dag kan mærke for hinanden i vore hjerter, fortæller os, at den valgte vej ikke kan opbyde nogen farer for os, hvad end tågen måtte skjule lige nu. Det er ligesom en historie med en lykkelig slutning, hvor selv et barn ved bedre end at frygte alle omskiftelserne forinden. Axl og jeg vil gerne kunne mindes vores liv sammen, hvordan det end har formet sig, for det har været os kært.” ”

Men deres rejse er ikke altid lige nem og de husker alle mere og mere efterhånden. Kærligheden hos ægteparret er tydelig, men hvilke vigtige minder har de glemt og hvor vil de egentlig finde deres søn? Og letter tågen virkelig en dag?

Der sker utrolig mange ting i bogen, men det var historien med Axl og Beatrice, der fascinerede denne læser mest. Alt er ikke som det umiddelbart lader til og Ishiguro giver nærmest læseren små ledetråde undervejs som var det en detektivroman. Hans beskrivelser af deres omgivelser undervejs er fængende og selvom glemslen er svær, så er der værre begivenheder forude. Hans karakterer er meget alsidige og hans fortællestil er ret interessant, da vi hopper rundt mellem karaktererne og de beretter ofte om de mest dramatiske begivenheder i datid. Oversættelsen er i øvrigt fantastisk og sproget er meget lig det, som man kunne forestille sig, at de talte i middelalderen, hvor historien i øvrigt foregår.

Alt i alt en fortryllende roman, som jeg vil varmt anbefale til dem, som ynder et godt sprog og en fortælling, der ikke forlader læseren med det samme.