Ord fra en bibliofil

En jul i Småland for længe siden af Astrid Lindgren og Cecilia Heikkilä, 2021. Gyldendal. Opr. udgivet som En jul i Småland för länge sen i antologien ‘Jul da jeg var lille’ i 1992 (dansk 1993) og med nye illustrationer i 2021. Antal stjerner: 5/5 

Hvordan fejrede man jul i Småland da Astrid Lindgren var barn og hvad vil det sige at få en lyksalighedsting? 

Juletiden er noget helt særligt, når man er et barn og denne her bog handler om julen i 1913, da hvor en lille pige ved navn Astrid var seks år gammel. Hun boede ude på landet sammen med sin familie, hvor hun dengang var den mellemste søskende (Ingegerd blev først født senere) og historien starter lillejuleaften, hvor hun og storebroderen Gunnar utrolig gerne ville med ud i skoven for at hente et juletræ: 

“Vi havde tigget og plaget om at komme med, far var ikke meget for det. Men til sidst sagde han: “Så kom da, så går vi! Men jeg vil ikke høre noget piberi, når vi skal vade i sne til knæene!” Ha, ha, hvad troede han! Vi var ikke dem, der peb over en smule sne! Men at vade i sne til op over knæene, det bliver man træt i benene af, kan jeg godt fortælle! Vi gik og gik og gik. På en tilsneet, smal sti som førte langt ind i skoven. Så begyndte jeg at tænke på, om det her ikke var en ren og skær stolleprov. Sådan siger de i Småland om skrupskøre ting, man kan finde på – stolleprov!” 

Den lille Astrid sakker en smule bagud og bliver helt bange for om de andre er gået fra hende, men heldigvis har de blot fældet et flot træ og da de kommer hjem med træet, er huset på den anden ende, for der skal gøres julerent. Det ligner bestemt ikke jul hjemme hos familien Ericsson, men næste morgen er der pyntet fint op i hele huset og børnene hjælper med at pynte træet. Efter at de to store har puttet lillesøster Stina, som bestemt ikke ville sove til at starte med, er det endelig tid til at holde juleaften: 

“Juleaften er en underlig dag, synes jeg. Man går bare og venter og venter hele dagen. Gunnar og jeg listede ind og klemte på pakkerne i tøjkurven, hvor alle julegaverne lå. 

“Tror du, at du får en lyksalighedsting?” spurgte Gunnar. En lyksalighedsting det var, hvis man fik noget, der var så helt igennem vidunderligt, at man blev lykkelig af det. 

“Nej, det tror jeg ikke,” sagde jeg. “Det skulle da være fra farmor.” Gunnar troede heller ikke, at han ville få nogen lyksalighedsting. Man måtte jo bare vente og se. 

Men det blev aften til sidst, og vi sad omkring spisestuebordet alle sammen. 

Mor stemte i med: “Hil dig, juleaften, du herlige, klare.” Alle sang med, også far, selv om mor sagde, at han sang falsk.

“Men jeg elsker alligevel, når han synger,” sagde mor. 

Bagefter læste far i Biblen om Jesusbarnet i krybben, og om hvad der skete i det fjerne land. 

Om jeg fik en lyksalighedsting? Ja, ja, ja, ja, JA, det gjorde jeg.” 

Men hvad kan en lyksalighedsting være og hvad huskede Lindgren ellers om denne særlige jul?

Hvert år sørger jeg for at læse Lindgrens ‘Julefortællinger’ og fra nu af bliver denne også læst fast hvert år. Jeg er ellevild med Heikkiläs illustrationer af julen i 1913 og det er bestemt en illustrator, som jeg skal holde øje med fremover (hun har i øvrigt også illustreret et par Mumi-bøger – i kan læse mere om hende herovre). Lindgren formår igen at tage sin læser i hånden og fortælle om sine bedste barndomsminder frem, så man næsten føler at man selv har oplevet det og hele det her med lyksalighedsting mindede mig om et sted i historierne om Madicken (og Lisbeth), hvor hun mærker livet bruse i hende. Alt i alt en virkelig smuk illustreret historie om hvordan det var at holde jul dengang Pippis mor var barn og som kan sætte enhver læser til at tænke over sin egen barndoms juleferier. 

Og så vil jeg afslutte anmeldelsen med en gammel sang, som Lindgren starter fortællingen om julen med: 

“I en skov så dyb og stor
uvejr over himlen fór
gik et lille barn engang
dagen lang. 

Ja, den dag den var så lang
himlen mørk og skoven trang,
barnet i sin ensomhed
græd og led. 

Græd og tænkte: aldrig mer’
jeg min faders bolig ser,
mørke, kulde, sult og nød
bli’r min død. 

Dybt fortvivlet barnet var,
men med ét blev himlen klar,
og i solens strålebrus
lå et hus. 

Nu forsvandt al sorg og frygt,
alt var velkendt, godt og trygt
samme hjem og samme far,
som det var.”