Ord fra en bibliofil

Efter jeg havde lagt mit indlæg op den anden dag, hvor jeg deltog i en tag-leg, har jeg tænkt meget over det med kvindelige forfattere vs mandlige. Man kan egentlig også sige at jeg blev mindet om en samtale jeg har haft med en ven, som nærmest udelukkende læser bøger af mandlige forfattere. Da jeg fik spurgt ham om hvorfor han ikke ville læse kvindelige forfattere kom der et lidt vagt svar om at han bedre kunne identificere sig med hvad mænd skrev om og da jeg virkelig gik ham på klingen, fortalte han, at han kunne overveje at læse noget af Getrude Stein – men det var vist mere fordi hun levede i Paris på samme tid som nogle af hans andre litterære idoler end det var fordi han vidste hvad hun skrev om.

Denne samtale fandt sted for et par år siden og af hvad jeg ved har han endnu ikke udforsket litteraturen skrevet af kvinder. Men der burde jo ikke være så stor en forskel i hvad man læser. Handlingen bør jo egentlig være det vigtigste. Men forfatterinder har ikke altid haft det nemt gennem historien. Det reflekterer Virginia Woolf blandt andet over i hendes skrift “A Room of One’s Own”, hvor hun opstiller et lille tankeeksperiment: Hvad hvis Shakespeare nu havde haft en søster? Kunne hun være blevet ligeså kendt?

Svaret som Woolf kommer frem til er deprimerende. På den tid var det ikke sædvanligt for kvinder at være forfattere og hvis de var, stod de ofte nævnt som værende anonyme. Det er ihvertfald Woolf’s teori og jeg er tilbøjelig til at være enig med hende til trods for at jeg ikke har researchet middelalder- og renæssancelitteratur. Hun skriver blandt andet: “I would venture to guess than Anon, who wrote so many poems without signing them, was often a woman.” Jeg fandt dette citat i min Norton Anthology of Theory and Criticism og ligeledes her er det bemærkelsesværdigt at der i indholdsfortegnelsen kun er 28 kvinder i forhold til 110 mænd. Og hvis man lægger ekstra mærke til det, er der kun 4 som er nævnt før Woolf selv. Kun 2 som jeg selv har hørt om – Wollstonecraft og de Stäel. Jeg kan umuligt være den eneste som tænker: men der må have været kvinder med forfatterdrømme dengang ligesom i dag?

Woolf’s skrift hører blandt de vigtigste indenfor kvindelitteraturen i dag og enhver bør læse det. For lige at nævne bunken i dette indlæg – Woolf er selvsagt, da hun virkelig formåede at skrive sig ind i litteraturen både som forfatter og nu også en respekteret essayist, Hustvedt bringer tit nogle vigtige pointer om det at være kvindelig forfatter og kunstner i dag, Pierre Andrézel er egentlig Karen Blixen, som ville udgives anonymt ved et fransk pseudonym, Herta Müller som er nobelprismodtager, Oates der trods utallige værker om store emner aldrig har modtaget en Nobel, og ikke mindst Leonora Christina Skov, hvor medierne ofte fokuserer på at hun er en lesbisk feminist i stedet for hendes litterære skrivestil (hvilket ofte er i modsætning til de danske mandlige forfattere).

Det er interessant at kigge på listen over nobelprismodtagere i litteratur – den blev første gang givet i 1901 og ud af de 111 modtagere kan man kun finde 13 kvinder. Den første kvinde var i 1908 og dette var Selma Lagerlöf, der samtidig var den første kvinde som nogensinde blev medlem af det svenske akademi. Herta Müller modtog prisen for nogle år siden og da jeg sidste år hørte hende tale på Louisiana Literature var det tydeligt at denne velformulerede, stærke kvinde havde modtaget den med god grund. Hun havde vitterligt ordet i sin magt og jeg har heldigvis endnu et par af hendes værker til gode. Gennem tiden er flere og flere kvinder blevet nomineret til de store litteraturpriser og en dag håber jeg, at Oates modtager Nobelprisen. Hun lægger et stort stykke arbejde i sine værker og det kunne jeg tydeligt mærke i “De Forbandede”, som jeg læste i sommers ifm. hendes besøg på Louisiana Literature.

Blixen nåede i øvrigt aldrig at modtage den til trods for hendes popularitet verden over. “Gengældelsens Veje” havde jeg ikke hørt om før jeg stod hos en antikvariat for nogle uger siden, hvor jeg fortalte ham om min nylige betagenhed af Blixen og hendes værker. Han fortalte mig om hvordan hun havde udgivet under et fransk, mandligt pseudonym i håbet om ikke at blive opdaget, men dækket virkede kun i få dage og så vidste alle hvem forfatteren egentlig var. Hun var jo dronningen af pseudonymer i øvrigt – hendes bøger blev jo først kendte under navnet Isak Dinesen og hun var banebrydende i forhold til andre kvinder på hendes tid, og hun er desværre langt fra den eneste kvinde, som har sendt et manuskript afsted under et pseudonym eller initialer for at lyde “mindre kvindelig” på en eller anden måde.

Og så har vi danske Leonora Christina Skov, hvis image desværre ofte får mere opmærksomhed end hendes værker. Personligt synes jeg at det er SÅ ærgerligt, da hun skriver utroligt godt. Jeg har selv kun læst et par af hendes anmeldelser i Weekendavisen og det er fantastisk, at hun ikke er bange for at sige sin mening. Andre kritikere bider dog mærke i at det sker oftere med mandlige forfattere end kvindelige og det blev faktisk skrevet ind i nogle af de anmeldelser af hendes forrige roman “Førsteelskeren”, som jeg fandt frem i research til dette blogindlæg. Selv var jeg glad for netop denne roman da jeg endelig fik læst den sidste forår, men anmelderne var bestemt ikke af samme mening. Det var i øvrigt Weekendavisen, som for nylig bragte en artikel, hvor det danske litterære miljø blev anklaget nærmest for at lægge for stor vægt på kvindelige forfattere, der var for selvbiografiske i deres værker. Jeg har endnu ikke læst hele artiklen, men har planer om det snarest, da der virkelig har været meget diskussion om hvorvidt dette synspunkt virkelig kan være rigtigt.

Hvordan har i det med kvindelige forfattere? Tænker i over deres rolle i litteraturen gennem tiden eller er det blot mig?