Øjeblikke fra LiteratureXchange 2021 #2
Lørdag morgen smuttede jeg direkte ned på Dokken så snart at jeg kom til Aarhus, for jeg havde set på programmet, at der skulle foregå en masse rundt omkring i byen- heriblandt en udstilling på KØN Museum om Astrid Lindgren, men også de her forfatterportrætter oppe på 1.sal på Dokk1. Fredag var der reception med flere af forfatterne på portrætterne, men der havde jeg desværre ikke mulighed for at deltage. Men her er lidt billeder fra udstillingen og resten af min lørdag, som blev ganske travl med både Jens Blendstrup/Anne Glad, DR Romanprisen, foredrag om latinamerikansk litteratur og Isabel Allende på programmet (sidstnævnte kommer der et separat indlæg om):
Udstilling med forfatterportrætter på Dokk1
Oppe ved Udsigten på Dokk1 fandt jeg lørdag formiddag denne lille udstilling med forfatterportrætter. Billedkunstneren Lise Eiler er kunstneren bag portrætterne og ved hvert portræt var der et lille citat fra forfatterne og/eller deres bøger. I kan læse lidt mere om udstillingen herovre og i kan stadig nå at se den, da den først bliver taget ned til september. Og der er den skønneste udsigt over havnen oppe fra det hjørne af biblioteket, så jeg kan varmt anbefale at gå derop uanset om udstillingen er der eller ej.
Jens Blendstrup og Anne Glad
Jeg starter lige med at komme med en litterær bekendelse: Jeg har faktisk stadig Blendstrups bøger til gode og hver gang at jeg har hørt ham fortælle om hans forfatterskab, skriver jeg mig bag øret, at jeg må se at få læst hans bøger. Lørdag formiddag gik han på scenen sammen med Anne Glad for både at snakke generelt om hans bøger, men især om novellesamlingen “Sorgens Balalajka”, som udkom i vinters. Efter at Glad havde fortalt lidt om podcasten og at vi meget gerne måtte komme med klap, jubel osv., gik samtalen i gang og Blendstrup fortalte, at han havde øvet sig på at snakke ved at snakke med sin hund, da hans kone var ude og skrive (hans kone er forfatterinden Malene Kirkegaard). Der er 20 noveller i ‘Sorgens Balalajka’ og Blendstrup læste op fra novellen ‘Den første sten’, der handler om denne her mand ved navn Johnny Godbjerg, som kaster med sten ud fra en bro. Glad spurgte ind til hvorfor at han gør det og Blendstrup fortalte om at han læste om det, da han var begyndt at læse aviser igen og han var meget interesseret i historien. “Hvad kan få en person til at smide sådan en sten?” tænkte Blenstrup over og alle historierne i bogen er inspireret af virkelige historier.
Glad forklarede for publikum, at historierne handler om mennesker, som er et svært sted i livet fra barndom til alderdom og at det er primært mænd historierne handler om. Blendstrup fortalte blandt andet om denne her cirkusklovn i Lalandia, som han selv har set og nævnte, at “nogle gange kalder jeg min skrift for portør humor”. Blendstrup har både skrevet romaner og noveller (hans debut var faktisk novellesamlingen ‘Mennesker i en mistbænk’, som udkom i 1994) og da Glad spurgte ind til, hvorfor at han har skrevet de her historier nu, erklærede han, at “jeg er i en evig midtlivskrise”. Hans børn er flyttet hjemmefra, han er over ungdommens undren, men han har stadig et halvt liv tilbage. For ham har livet nemlig altid været fuld af eksistentielle muligheder. Glad fortalte lidt mere om Blendstrups liv og forfatterskab og hvordan det helt store gennembrug kom i 2004 med bogen ‘Når Gud taler ud’ og han er fakisk gået i gang med nu at kigge på forældrenes breve. Glad hentydede lidt til at han var blandt de første, der skrev om sådan et opgør mod forældrene og der er mange i disse år, der skriver om det, f.eks. Rabens ‘Fruen’ og Steins ‘Rampen’. En såkaldt first-mover.
I bogens noveller er der mange forskellige karakterer og Blendstrup fortalte lidt om hvor inspirationen kom fra. Han bor i Korsør og forventede, at der var mange gamle og sådan lidt skæve havnearbejdere, men mange giver ham info om folk og lægger det i hans postkasse. Han finder også billeder fra arkiv.dk meget inspirerende og indimellem går han og lurer lidt og hører på andre folks samtaler i offentlig transport. Da han var ung, tog han også bussen og hørte hvad folk snakkede om og skrev ting ned. ‘Manden fra Urukplateuet’ var den næste novelle, som han læste op af og han fortalte om hvordan han er “besat af de der videnskabelige udsendelser”. I den novelle bliver en mammutmand fundet på en ekspedition og han er en rigtig mand, som mange kvinder går og leder efter. Inden Blendstrup gik i gang med at skrive novellerne, vidste han, at de skulle handle om livet og da han nåede midtvejs med at skrive, kom der noglede ret “syrede historier” for han vidste, at han var på fast grund og kunne flippe helt ud. Og så har han det godt med at skrive de her korte historier.
Glad spurgte ind til hans arbejdsværelse (det gør hun altid i podcasten) og der opremsede han følgende ting i det (som virkelig giver mig lyst til at se et ordentligt billede af det, for det lyder ret vildt): gammelt sildebenstapet, stigereol, mange hovedbeklædninger, hajhoved og en gammel telefon, som han snakker med. En slags Kaptajn Nemos bibliotek (prøv at google det), hvor man tager en bog ud, 20 andre kommer med ned fra reolen og en 500-krone seddel. Ikke så struktureret. Glad bad ham om at komme med en læseanbefaling og her indrømmede han, at han allerhelst ville haft sagt Stine Pilgaard, for hun “er skidegod”, men istedet anbefalede han Simon Fruelunds ‘Borgerligt Tusmørke’, som er “skidegodt skrevet” og skrevet meget afdæmpet, som passer godt til bogen. Glad rundede arrangementet af og nævnte, at Romanprisen ville overtage scenen senere og Blendstrups afsluttende kommentar var: “I kan bare tage med mig i 6’eren til Lystrup” (der er en af Aarhus’ forstæder i øvrigt).
DR Romanprisen
Efter en kort frokostpause, hvor jeg lige var ude og nyde den gode udsigt fra Dokken, blev det tid til dagens næste arrangement, som var overrækkelsen af årets DR Romanprisen, som jeg var ret spændt på, for jeg havde kun læst en af bøgerne, men mange af de andre står på min liste over bøger, som jeg gerne snart vil læse. Programmet med overrækkelsen blev sendt live og efter lidt info om hvordan det ville forløbe, hørte vi radioavisen og dernæst startede programmet. Ved en håndsoprækning viste det sig, at cirka halvdelen af salen er med i Romanlæseklubben og værten Diana Bach fortalte, at for at man kunne blive nomineret skal man opfylde følgende krav:
- Dansk
- Udgivet i 2020
- Ikke vinder før, men gerne nomineret
Årets nominerede var ‘Meter i sekundet’ af Pilgaard, ‘Margrete I’ af Marstrand-Jørgensen, ‘Katalog over katastrofer’ af Askov, ‘Hvor lyset er’ af Ravn, ‘Penge på lommen’ af Nordenhof og ‘Det Danmark du kender’ af Jensen. Efter at Bach havde snakket med en læseklubsdeltager (hør evt. mere i podcasten her), kom sidste års vinder på scenen. Det var Carsten Müller Nielsen, som i 2019 udgav ‘De døde fylder dagene med en smag af mønter’ og han fortalte lidt om, hvordan han tidligere var en der skrev og nu kan han måske kalde sig for forfatter. Det er læsere over hele landet, som læser de her 6 nominerede bøger og diskuterer dem. “De bøger jeg skriver, skriver jeg for min egen skyld” fortalte han og det skal være betydningsfuldt. Og så blev det ellers tid til at finde årets vinder, som pænt ventede udenfor lokalet indtil det blev offentliggjort. Årets vinder blev Anne Lise Marstrand-Jørgensen og da hun nåede op til scenen, fortalte Müller Nielsen om hans egen læsning af den roman. Der blev afspillet et lille lydindslag om nomineringen og for 10 år siden var Marstrand-Jørgensen nomineret til samme pris med ‘Hildegard’, som også er en historisk roman. Dengang var det dog Birgitte Kosovic, der vandt med ‘Det dobbelte land’.
Men nu blev det Marstrand-Jørgensens tur til at få prisen og hun fortalte, at arbejdet med den havde væriet virkelig hårdt, men “hun (Margrete red.) skulle have en bog, der var hendes bog”. Det var ikke første gang, at hun skulle researche og hun regnede lidt med at hun havde styr på det i forvejen, men det var meget hårdt. Der blev snakket lidt om Margretes liv, som levede fra 1353 til 1412 og så gik Bach hen til Marstrand-Jørgensens redaktør, Janne Breinholt Bak, som fortalte, at Marstrand-Jørgensen først sagde nej tak til at skrive bogen, da det godt kunne blive en historie om magt. Men efter at hun havde skrevet ‘Sorgens grundstof’, begyndte det frø, som Breinholt Bak havde “sået” 8 år tidligere, at spire. Historikeren Anders Bøgh blev inviteret op på scenen (det er ham med hatten) og fortalte om deres nære samarbejde. Så nært at han jokede med at “Anne Lise har omskrevet min doktorafhandling”. Han fortalte en masse om både Margrete og hendes far Valdemar Atterdag og i kan høre meget mere i podcasten, da jeg slet ikke fik nok detaljer nedskrevet.
Derefter vendte snakken tilbage til det her med læseklubberne, hvor der er 75 romanklubber, der har stemt i år. Der er en ny klub på vej i Slesvig, hvor de havde et lille klip fra det danske mindretal. Margrete 1. var knyttet til Slesvig, så derfor var det en særlig interessant roman for dem. Til stede til arrangementet var også Dokkens læseklub, hvor tovholderen Britta forklarede, at der har været en hel del online møder i år og først fysisk til sidst, da de havde læst Pilgaard. Man kan komme til at høre meget mere om bogen, når Marstrand-Jørgensen tager på tur med den og hun fortalte, at hun glæder sig til at komme ud, hvor foredragene nok bliver et par timer, hvor hun taler i dobbelt hastighed. Jeg håber, at hun kommer forbi Vejle og jeg må se at få læst bogen, for allerede som ung teenager læste jeg Hellebergs bog om Margrete og jeg kan huske, at den startede nede på slottet i Vordingborg, som i dag er i ruiner og hvor jeg ofte har været som barn, da min mors familie er fra byen. Der kommer jo også en film om hende her i september, hvor hun bliver spillet af Trine Dyrholm. I kan se en trailer herovre.
Det magiske, det fantastiske og det nye – om latinamerikansk litteratur
Efter en hurtig spadseretur over til Godsbanen blev det tid til at høre Rigmor Kappel Schmidt fortælle om latinamerikansk litteratur. Da jeg læste på litteraturhistorie oppe på Kasernen, kan jeg huske, at vi havde en del om det, da vi læste ‘100 års ensomhed’ af Marquez og jeg mener faktisk, at hun havde en gæsteforelæsning for os, så da jeg så dette arrangement i programmet, vidste jeg, at det måtte jeg tage til. Hun lagde ud med at fortælle lidt om de historiske begivenheder og hvordan der var et oprør i Mexico i 1900-tallet. Vold med 100 års mellemrum, hvor beggolkningen har håb om “noget nyt og godt”, som Schmidt forklarede det. Den første forfatter, som hun nævnte, var Octavio Paz (som i kan læse mere om herovre på hjemmesiden for Nobelprisen, som han vandt i 1990) og hans bedst kendte bog ‘Ensomhedens labyrint’, der udkom i 1950. “Filosofi over latinamerikanernes identitet” nævnte Schmidt og den handler om opdagelsen af Amerika og denne her dobbeltproces med dem, der kom derover og dem, der var der i forvejen. Men hvad er denne her latinamerikanske identitet egentlig? Det er en identitet, hvor manden skulle være macho og det er også en ting, som Allende kommenterer på i hendes romaner, hvor hun opfordrer til at man reagerer med kærlighed og ikke med vold.
I 1960’erne kom så denne her eksperimenterende realisme, hvor Mario Vargas Llosas bog ‘La ciudad y los perros’ (‘Byen og hundene’) udkom i 1962. Det blev hans gennembrud og i den er der et opgør med denne her militære diktatur. Llosa var selv inspireret af film, særligt de franske og b-film samt billig kiosklitteratur og rundt om i verden var man begyndt at snakke om romanens død. Året efter udkom ‘Rayuela’ af Julio Cortázar (‘Hinkeleg’ hedder den på dansk og her udkom den først i 2017). I 1960’erne var den både noget for de kvindelige læsere (der normalt læste romaner) og de mandlige læsere (som gik efter de intellektuelle bøger). Men før alle de andre, ja, så var der Jorge Luis Borges (der blandt andet har skrevet ‘Haven med de forgrenede gange’) og Schmidt nævnte, at “folk der læser Borges, læser ikke Allende og omvendt”. En af de forfattere, som faktisk havde lidt svært ved at bryde igennem, var Gabriel García Márquez og han ville også engang være filmmanuskriptforfatter og skrive som Federico Fellinis film. I 1967 udkom ‘Hundrede års ensomhed’ hvor meget overtro var skrevet ind i den magiske realisme. Jeg læste selv bogen for mange år siden og husker noget med flyvende tæpper og Schmidt nævnte også noget med grissehaler. Der er relativ få børn, men de opleves som om det er mange og det er blandt andet på grund af at navnene lyder ret ens (hvis du skal til at læse den, kan jeg varmt anbefale at finde en slægtstavle for familien – ellers bliver man hurtigt ret forvirret). Det med den magiske realisme kan ofte ses, når der sker noget med tyngdekraften og der er en slags “brud på vores grundlæggende indretning af jorden”, som Schmidt sagde om det.
Der er også en voldsom blæst på et tidspunkt i bogen, og en lignende situation findes i en af Fellinis film, men Marquez påstod at idéen kom fra tjenestepiger, der var ved at hænge tøj op. I bogen er der en del overdrivelser, når vejret bliver beskrevet (ekstrem lang periode med regn og også ekstrem varme senere). Allende blev anklaget for plagiat af ‘Hundrede års ensomhed’ i forhold til ‘Åndernes hus’, men hun fulgte denne her latinamerikanske fortælletradition og fik også idéer hos Marquez. I hendes bog er der en pige ved navn Clara, som kan sætte ting i bevægelse og vi har også her at gøre med flere generationer af en familie. Bedstemorens generation har evner og hendes datter er fascineret af de her evner. Hos Allende kan man spørge om, hvor magien egentlig ligger henne og der er noget ved sproget og stilen. I ‘Eva Luna’, der er en af Allendes andre romaner, er der en mand med hareskår, hvor maden sprutter ud, men Allende lader hovedpersonen forelske sig i ham og “tager det, der godt kunne gøre et menneske udstødt og hun løfter dem” og skriver dem til et vidunderlilgt menneske.
Da det blev tid til spørgsmål, spurgte en tilhører, hvor Schmidt ville placere Paulo Coelho henne, som er kommet med denne her historiske roman og som måske tager fat i den brogede magiske realisme. “Hvad filosofferer de over?” spurgte Schmidt og ifølge hende tænker Coelho mest på at tjene penge. Allende og Marquez har lavet denne her opskrift, som de andre følger: er hus – en familie i 3 generationer – forhistorisk tid. ‘Alkymisten’ af Coelho er snarere en historisk roman krydret med lidt magisk realisme og et rent industriprodukt ifølge Schmidt. Et andet spørgsmål handlede om Miguel Ángel Asturias fra Guatemala (som i øvrigt modtog Nobelprisen i 1967), der også havde været i Europa og som ikke rigtig var opvokset med det. Før magisk realisme var der en form for antropologisk realisme, hvor en roman havde respekt for den indianske kultur. Hvis i er mere interesserede i hele den her latinamerikanske litteratur, så kan jeg varmt anbefale at søge lidt på artikler af Schmidt og så er der denne artikel ovre på Forfatterweb.
Leave a Reply