Ord fra en bibliofil

Steder, veje, biler, både af Kim Fupz Aakeson, 2019. Gyldendal. Antal stjerner: 4/5

Hvordan ville danskere reagere, hvis alt pludselig var kaos i landet og hvordan er det at flygte til et andet land? 

Alt i Danmark er kaos. Først kom der regn, så endnu mere regn, så fugt på alt og vand i folks kældre. Der kommer flygtninge til fra Sverige, da svenskerne selv får problemer med russerne og finnerne, som skyder og slås og efterhånden er det danskerne, der begynder at flygte. Bankerne krakker og en pige ved navn Rosa må sammen med sin familie gå ad landeveje og tilbringe tid i gamle sportshaller, for det er ikke sikkert at være hjemme længere. Og de er ikke de eneste, som er på vej væk fra det kaosramte Danmark: 

“Vi kører måske en time, måske lidt mere, måske lidt mindre, mobilerne er væk, Fars ur er væk, Mors ur er væk, vi aner ikke hvad klokken er. Så holder vi stille. Længe. Til sidst begynder vi at tale sammen, nu taler vi om den slags ting alle taler med alle om, hvor kommer I fra, hvor slemt var det hos jer, har I mistet nogen, har I hørt noget? 

“Vi ved ikke så meget,” siger deres mor. “Vi ved at alt er kaos i Hillerød, det ved vi.”

“De ligger og slås rundt om Slotsarkaderne, og ingen af dem har overtaget.” Sådan siger deres far. “Det er det værste, når ingen har overtaget, så bliver det bare ved og ved, frem og tilbage.” 

“Alle de rygter,” siger Far. “Alle de satans rygter hele tiden.” 

“Hvad var det du hed?” spørger Vic og hiver mig i ærmet. 

“Rosa,” siger jeg. 

“Skal i også til Libyen?” 

Jeg nikker. “Min moster er der, hun siger der er arbejde.”“

Der er langt fra Danmark til Libyen og undervejs må familien bede flere om hjælp. Heriblandt smuglere, som genner dem op i en lastbil fuld af folk og hvor de må satse på at de er på rette vej. Lastbilens mørke giver tid til at tænke over fremtiden og langsomt bevæger de sig ned igennem Europa. Nogle af de steder, hvor de holder pause undervejs, er der ro, andre steder er der skud og eksplosioner. Da de bliver låst inde i en kælder, er der endelig en smule ro og det er tydeligt at både børn og voksne er påvirket af deres kaotiske flugt fra Danmark:

“Vi venter stadig. Først nød vi stilheden, ikke at være bange hele tiden. Men nu begynder vi at kede os. Der er et flosset spil kort der går på omgang. Smuglerne har strøm, vi kan høre dem spille musik ovenpå, Far mener at de har en generator kørende, der er en motorlyd udenfor. De vil ikke tømme lokumsspandene, dem får et par fædre lov at gå op med. 

Niklas og mig orker ikke mere sten, saks, papir eller nogen som helst af de andre lege. Vi finder kul og tegner på væggene sammen med Vic og et par andre børn, skriver vores navne, tegner dyr og blomster, en af drengene tegner en tank. Vics mor samler de små og lærer dem bogstaver, de tegner også på væggen, A og en tegning af en abe, B og en tegning af en banan. 

“Er der nogen der kan et ord med C?” spørger hun børnene og cykler med armene i luften. 

“Ceasefire,” mumler Far, og Mor dasker ham på armen.”

Men hvad sker der med mennesker, som må efterlade et kaosramt land og når Rosa og hendes familie nogensinde frem til Libyen? 

Nogle gange får en bog én til at tænke store tanker så snart at man har vendt få sider og en sådan bog er denne her af Fupz Aakeson. Ved at fortælle om en omvendt flygtningesituation, som ligeså godt kunne have været i disse år, gennem et barns øjne har han formået at give et andet syn på det at være flygtning og selvom denne bog anbefales til børn på 11 år og opefter, så er det også en stærk historie, som jeg gerne vil opfordre teenagere og voksne til at læse. Jeg ville ønske at bogen have været længere og vi som læsere havde nået at følge Rosas familie endnu længere, for bogen er kun på 109 sider og det er svært ikke at læse den hele i et hug.

Alt i alt en virkelig væsentlig historie om Rosa og hendes familie, der må forlade et kaosramt Danmark for at finde ned mod det mere fredelige land Libyen, hvor der forhåbentlig er en lys fremtid for dem, men først skal de klare en tur ned igennem Europa og overleve turens strabadser.