Den sorte enkes by af Nicole Boyle Rødtnes

Den sorte enkes by af Nicole Boyle Rødtnes, 2019. Anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda. 1. del i serien Rød og blå. Antal stjerner: 5/5

Hvordan er det at bo i Viduana, hvor det er kvinderne, som styrer byen og hvor længe kan man skjule, hvem man egentlig er?

Velkommen til Viduana, der er en helt særlig by. Kvinderne er dem, der har magten og så snart at byens drenge bliver ti år, så skal de væk fra deres mødre og søstre og over til mændenes kvarter, hvor de klarer det fysisk hårde arbejde, som kvinderne sætter dem til. Når byens piger fylder 18 år, skal de deltage i Akten, hvor de skal have sex med en udvalgt mand, for alle kvinder har forplantningspligt fra de er 18 år og til de stopper med at bløde. Det er faktisk et af byens ti bud at byens kvinder skal være evigt fødende og en af de piger, som netop er fyldt 18 år, er Clara. Hun kender allerede noget til Akten fra sin mor og storesøster, der begge har små børn, men som ved alt andet i Viduana, så er der regler og procedurer, der skal følges: 

“Så kommer Joan ind. 

“Til ballet træder I ind i en ny fase af jeres liv som kvinder. Det er min opgave at forberede jer på denne fase,” siger hun højtideligt, da den sidste har fundet sin plads. “I er Viduanas fremtid. I skal bære den næste generation, og for at kunne gøre dette skal I deltage i Akten. I dag vil vi forberede jer på netop dette. I har uden tvivl hørt rygter…” En let fnisen i rummet afslører, at det har alle. 

“Første trin er ballet. Her vil I møde en række muligt donorer. Nåt ballet er slut, giver I os jeres ønsker. Vi forsøger så vidt muligt at imødekomme alle ønsker, men det er simpelthen ikke altid muligt. Når tiden er moden, skal I møde i Templet. Her vil I få en dag med jeres udvalgte donor.” 

Flere sidder lidt uroligt på sæderne. 

“Den valgte donor vil vente på jer inde i kammeret. For jeres sikkerheds skyld er han bundet, så han ikke kan overfalde jer, hvis aggressionen skulle komme over ham. Så I kan være helt rolige, når I træder ind. Han ligger klar, så alt, I skal gøre, er at stige op.” 

Et andet sted i Viduana bor Silas, der kom til byen, da han var to år gammel og som er gammel nok til at blive testet, om han kan blive donor og dermed deltage i ballet og dermed i Akten, hvis en af pigerne vælger ham. Silas er ikke bange for hårdt arbejde og da Claras lillebror Samuel bliver hakket på kort efter hans ankomst til mændenes kvarter, står Silas op for ham og viser ham, at der også er venlige mænd i Viduana. Og så er der Emma, som er nødt til at flytte hjem til sin bedstemor Justina, som hun næsten ikke kender. Emma og hendes mor holdt sig altid lidt væk fra Justina, da hun er oldfrue i Kvindernes råd og en af Viduanas stiftere. Men Emma bærer også på en hemmelighed og hvis Justina finder ud af det, så kan det ændre Emmas liv for evigt: 

“Justina tror, mor nægtede at se hende, fordi hun var ansvarlig for den akt, hvor jeg blev undfanget, og mor blev smittet. At mor ikke kunne tilgive hende for det. Men sandheden er, at mor fødte en søn. Mig. Og hun vidste, at hvis Justina opdagede det, ville hun tvinge hende til at give mig væk. Så mor løj. Hun sagde til alle, at hun havde født en pige. Og jeg har levet med hemmeligheden i atten år. Alt omkring mig er løgn. Lige fra brystpuderne til mit navn. Jeg skulle have heddet Elias, men min mor var tvunget til at døbe mig Emma. De mange løgne føles som et kvælertag. Og nu skal jeg bo her hos den sorte enke, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal skjule sandheden.” 

For hvad kan der ske, hvis Emmas hemmelighed bliver afsløret og hvad kan der ske, når to mennesker træder ind i et rum for at udføre Akten? 

Denne her bog tog mig virkelig med storm og lige siden at de sidste sider blev vendt, har jeg glædet mig til næste del i trilogien. Rødtnes har valgt at give os læsere tre vidt forskellige vinkler på et samfund, som er fuldstændig anderledes end dagens Danmark og hvor alle lever efter de samme ti bud. Rødtnes giver læserne lov til at komme helt under huden på de tre hovedkarakterer og jeg kan anbefale den fra 14 og opefter, da den bestemt ikke er for sarte sjæle.

Alt i alt en vanvittig godt skrevet dystopisk YA om Clara, Silas og Emma i byen Viduana, der må kæmpe for det, de tror på og som må stole mere på hinanden end de nogensinde havde troet at de skulle gøre, for hvis hemmeligheder slipper ud, er det ikke til at vide, hvad der kan ske.

Leave a Reply