Ord fra en bibliofil

Kongen af Bali af Philip Tafdrup Jørgensen, 2015. Anmeldereksemplar fra Gyldendal. Antal stjerner: 4/5

Hvordan kan man skildre 3 generationer i løbet af en enkelt bog og hvad betyder egentlig mest i livet, når alt kommer til alt?

Philip Tafdrup Jørgensen har blandet dokumentar og fiktion i denne bog, som netop handler om ham selv, hans far og hans bedstefar, der sejlede for ØK tilbage i hans ungdom. Fortælleren er her barnebarnet, som i små kapitler forsøger at forstå hvem hans bedstefar var og hvordan det påvirkede resten af familien. Bedstefaren fortæller tit og ofte hans familie om hvor skønt det var at være i Østen:

””Hvordan går det, Hans-Carl?” spurgte mor.

Det var en tilfældig søndag, og vi var til kaffe hos mine bedsteforældre i ingen særlig anledning.

”Jeg skulle være blevet i Østen,” svarede bedstefar.

Bedstemor ignorerede ham. (…)

Bedstefar fortsatte. Denne gang henført. Hviskende:

”De piger… pheeeww.”

Tilbage i Danmark efter eventyret i Østen bliver han gift og får 2 børn. Den lille familie bosætter sig i Nyboder, hvor bedstefaren som sergent befinder sig i selskab med andre fra flåden. Det at han har været ude at sejle sidder i ham mange år efter og som ældre er han vild med ”Das Boot” og har en galionsfigur siddende i huset, som han senere ejer i Taastrup, hvor Philip kommer på besøg som barn. Bedstefaren går meget ind for et par ting, hvoraf en af de vigtigste er at vise børn og børnebørn at man ikke kan stole på nogen i livet. Dette sker blandt andet ved små eksperimenter:

”Lektien om ikke at stole på nogen blev overleveret til børnebørnene efter forskellige mere eller mindre heldige pædagogiske principper. Engang min søster stod på et bord, stillede bedstefar sig nedenfor med armene spredt.

”Kom så, jeg skal nok gribe dig,” smilede han.

Hun sprang, og han trådte til side, så hun knaldede ned i gulvet, slog sig og skreg.

”Det kan lære dig aldrig at stole på nogen,” skældte bedstefar ud.”

Gennem skildringen af bedstefaren viser Tafdrup Jørgensen også sider af sig selv og egentlig hele sin familie, som ellers ikke ville være kommet frem, hvis han ikke selv tog rollen som fortæller. Når man læser denne bog, er det svært at skelne fiktion fra fakta og man skulle tro at Tafdrup Jørgensen havde mere erfaring bag sig. Han debuterede for små 5 år siden, men han er søn af Pia Tafdrup og Bo Haakon Jørgensen, som er hhv. forfatterinde og litteraturforsker. Bogen her er utrolig godt skrevet og for denne læser er det bestemt ikke det sidste, der skal læses af denne forfatter. På bagsiden opsummeres handlingen ganske godt med denne sætning:

”Et portræt af en lille mands store drømme.”