Ord fra en bibliofil

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe af Agnès Martin-Lugand, 2018. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet som Les gens heureux lisent et boivent du café i 2013, oversat af Anders Juel Michelsen. Antal stjerner: 4/5

Hvad kan der ske med et menneske, der pludselig mister sin ægtefælle og sin datter i en bilulykke og kan man nogensinde blive lykkelig igen efter sådan et tab i ens liv?

Da vi første gang møder Diane, er det et år siden, at hun mistede sin mand og datter i en trafikulykke. Hendes ven Félix er kommet for at hente hende, så de sammen med hendes egne forældre og hendes svigerforældre kan besøge gravstedet, men hun nægter og bliver hjemme, hvor hun tænker på den skæbnesvangre dag. Da Félix vender tilbage, har han besluttet sig for at han skal prøve at få hende op af det hul, som hun befinder sig i, men da hun tænker over, hvordan hun skal komme videre, beslutter hun sig pludselig for at flytte til Mulranny, som er en lille by i Irland. Men før hun tager afsted, er hun nødt til at tage forbi kirkegården:

“Jeg lagde min latterlige gave på gravstenen og knælede.

“Hej, mine elskede… undskyld… jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til jer..”

Min stemme knækkede over. Jeg begravede ansigtet i mine hænder. Jeg frøs. Jeg havde det for varmt. Jeg havde det dårligt.

“Det er så hårdt. Colin, hvorfor tog du Clara med dig? Du havde ikke ret til at tage af sted, du havde ikke ret til at tage hende med. Jeg er så vred på dig, fordi du har ladt mig alene. Jeg er fortabt. Jeg burde være død sammen med jer.”

Jeg tørrede mine tårer væk med håndfladen og snøftede højlydt.

“Jeg kan ikke fatte, at I aldrig kommer tilbage. Jeg bruger hele mit liv på at vente på jer.”

Da hun ankommer til Mulranny, finder hun hurtigt det hus, som hun havde set billeder af i en annonce og det udlejes af Abby, som viser hende rundt i huset. Det er noget af en ændring for Diane, der er vant til at færdes i Paris, hvor hun har en lille bogcafé, for det er helt bestemt en lille by, som hun er havnet i. Da hun endelig finder vej ind til købmanden, møder hun Abby, som introducerer hende for Edward, der er hendes nabo. Det er langt fra venskab ved første møde, men der er et eller andet over ham, som Diane ikke helt kan sætte hendes finger på. En dag møder hun Edwards søster Judith, som er meget mere snakkesalig end hendes bror og Diane finder stille og roligt ud af at hvorfor Edward er, som han er:

“Jeg gik hen for at åbne døren for hunden, som ville have sin aftentur.

“Hvorfor har min bror egentlig betroet dig sin hund?”

“Jeg skyldte ham en tjeneste.”

Hun så mistænksomt på mig. Jeg satte mig til rette i sofaen og med benene foldet sammen under mig.

“Har Edward altid været sådan?” spurgte jeg pludselig.

“Hvad mener du med ‘sådan’?” spurgte hun og lavede anførselstegn i luften.

“Grov, asocial, indesluttet…”

“Nå, det? Ja, altid. Han har opført sig som en lort, lige siden han var lille.”

“Hvor sødt. Det gør mig ondt på jeres forældres vegne.”

“Har Abby ikke fortalt dig det? Det er dem, der har opfostret os, hun og Jack. Vores mor døde, da hun fik mig. Edward var seks år. Vores far ville ikke have os, så han efterlod os til min onkel og tante.””

Men er det nemmere at komme lidt ovenpå igen langt væk hjemmefra og ganske alene og  hvorfor er Edward så kold og kynisk overfor hende?

Martin-Lugands historie om Diane er en af de historier, som man tror er forudsigelig og så er der så mange drejninger undervejs, at historien alligevel ikke helt ender der, hvor man tror. Det er både en roman, der handler om sorg og det at komme videre i livet uden at glemme de afdøde, og samtidig er det også en roman om at turde tage chancer og udfordre sig selv. At det er Martin-Lugands debutroman kan man ikke mærke og der er heldigvis allerede endnu en bog, der handler om Diane og hendes liv.

Alt i alt en bemærkelsesværdig roman om Diane, som mister en del af sig selv, da hun mister sin mand og datter i en ulykke og som forsøger at genfinde sin plads i livet omgivet af fremmede mennesker og et helt andet sted, men måske kan netop fremmede mennesker være dem, der forstår hendes situation bedre end nogen anden.