Ord fra en bibliofil

Astrid Lindgrens klogebog af Astrid Lindgren og Margareta Strömstedt, 2014. Gyldendal. Opr. udgivet som Astrids Klokbok i 1997. Antal stjerner: 4/5

Hvad tænkte Astrid Lindgren egentlig selv om hendes forfatterskab og hvilke minder har hun om sin egen barndom?

Da denne lille bog er en samling af både uddrag fra bøger og citater gennem årene, har jeg valgt at gribe anmeldelsen lidt anderledes an. Som læser hører man både om hendes barndom, naturen i hendes bøger, hvor svært det kan være at være et barn, hendes syn på døden og ensomhed for blot at nævne et par af de emner, der bliver behandlet her i bogen. Jeg har fundet et par citater frem fra forskellige kapitler, der blandt andet viser den eftertænksomhed og livsanskuelse, som man ofte støder på i Lindgrens forfatterskab:

Fra kapitlet …klatretræer, legetræer, drømmetræer:

“Jeg har oplevet mange vidunderlige stunder fulde af en tavs men voldsom indre fryd, som ingen kender til. At vandre på en mark med nyslået hø på tørrestilladserne under en overskyet himmel, mens roserne rundt om i marken står i fuldeste flor, sætter mit sind i større bevægelse end Champs Elysées og Notre Dame de Paris.”

Fra kapitlet Det begyndte i Kristins køkken:

“Edit må have lånt bøgerne i skolen, for husmandsbørn havde ingen bøger dengang. Det havde gårdmandsbørn heller ikke, i hvert fald ikke jeg. Edit fortalte og læste, og siden fortsatte jeg selv med at fortælle og læse for mine små søskende.

“Fortæl om spøgelser, mordere og krigen!” bad min lillesøster Stina.

“Det skal ende med, at de får kager og karameller,” sagde min lillesøster Ingegerd bestemt.

Og jeg fortalte lydigt. Om spøgelser og mordere som fik  kager og karameller i slutningen.”

Fra kapitlet Aldrig mere vold:

I vindueskarmen i ridder Katos værelse sad en lille, grå fugl og pikkede på ruden. Den ville vist ud. Jeg havde ikke opdaget fuglen før, jeg ved ikke, hvor den havde holdt sig skjult. Jeg gik hen til vinduet og åbnede det, så fuglen kunne flyve ud. Og den kastede sig op i luften og kvidrede og var så glad. Den havde vist siddet i fangenskab længe.

Jeg blev stående ved vinduet og så fuglen flyve. Og jeg så, at natten var omme, og at det var blevet morgen.”

Denne gang læste jeg hele bogen på én gang, men i fremtiden vil jeg uden tvivl tage den ned fra reolen mange gange, bladre lidt og løse små bidder hist og her. Kort sagt så kan jeg varmt anbefale den både til Lindgren-nørden, til nybegynderen og til dem, som mangler lidt lommefilosofi i hverdagen.