Miss Blackpool af Nick Hornby
Miss Blackpool af Nick Hornby, 2015. Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof. Opr. udgivet som Funny Girl. Antal stjerner: 5/5
Hvem er Barbara Parker og hvordan fungerer en tv-serie bedst muligt tilbage i 1960’erne?
Nick Hornby bringer os netop tilbage til 1960’erne i denne bog, hvor Barbara Parker indtager rollen som vores hovedkarakter. Vi begynder i Blackpool i det nordlige England, hvor hun er deltager i en skønhedskonkurrence og hun vinder prisen som Miss Blackpool. Men hendes drømme er større end som så og hun giver prisen videre. I stedet tager hun til London, hvor hun vil forsøge sig som skuespiller ligesom hendes store idol Lucille Ball:
“Barbara havde elsket Lucille Ball lige siden hun så Lucy Show for første gang: Alt hvad hun følte og gjorde kom derfra. Det var som om verden stod stille en halv time hver søndag, og hendes far vidste bedre end at prøve at tale til hende eller tillade sig at rasle med papir mens serien kørte, så vigtigt var det for Barbara ikke at gå glip af noget.“
I London arbejder hun først i et stormagasin, men begynder hurtigt at gå til auditions hvor hun kan komme til det. Skæbnen vil at hun ender til audition på en BBC-komedieserie og dette er under navnet Sophie Straw, som hendes agent har overtalt hende til at kalde sig. Her møder hun Tony, Bill, Dennis og Clive som bliver en del af hendes liv de næste mange år. Tony og Bill skriver serien, Dennis er produceren bag den og Clive bliver mere end blot en modspiller. Serien skal være banebrydende og handler om livet i London, hvor et umage par har fundet sammen. Vi følger både serien og folkene bag produktionen, hvilket bestemt ikke er kedeligt. Som læser er det interessant at blive bragt tilbage til denne tid i England og Hornby er fantastisk til at fortælle om det engelske samfund:
“Så det kom helt bag på dem at Udenlands var et forbløffende smukt sted. Af kolleger, skuespillere og forfattere og agenter havde de ustandselig fået at vide at havet var varmere derovre, og at himlen var mere blå, og at maden var anderledes end noget man kunne købe i London, uanset hvor mange penge man så brugte.”
Hornby har her skrevet en fantastisk bog med skønne karakterer, som vi lærer rigtigt godt at kende igennem bogen. Han har tydeligvis gjort et stort stykke arbejde, når det gælder research og som læser føler man at man er i gang med at se en tv-serie – flere af karaktererne virkede faktisk så troværdige, at jeg googlede for at se om de virkelig var fiktive. Så godt et stykke arbejde har Hornby formået og det siger lidt om hvor troværdig historien er. Især Barbara udvikler sig gennem historien og hun er meget mere end blot Miss Blackpool.
Leave a Reply