Ord fra en bibliofil

Ehrengard af Karen Blixen, 1998. Gyldendal. Antal stjerner: 5/5

Hvem er Ehrengard og kan det lykkedes at holde en baby skjult for omverdenen i 2 måneder?

Blixen skrev faktisk dette værk på engelsk til at starte med og derfor er dette egentlig en oversættelse. Overraskende nok. Den foregår i udlandet, hvor vi møder kunstneren Cazotte og en storhertuginde, hvis søn endnu er ugift. Sammen beslutter de sig for at gøre noget ved sagen og Cazotte tager med storhertugindens søn Lothar til huset Leuchtenstein, hvor han tidligere malede portrætter af husets døtre. Der går ikke længe før den ”officielle Anholdelse om hendes Haand blev foretaget” som Blixen så fint skriver og alle er lykkelige:

”Frisk og ren som en Pæonknop, blid og munter som et Barn var Bruden, og de gode hertugtro Babenhausere kunde ikke andet end strå deres Hjerter sammen med deres Regn af Blomster for hendes Karet.”

Problemer opstår ganske kort efter ægteskabet er indgået. Det viser sig at sønnen og svigerdatteren har et barn på vej, som står til at blive født kun 7 måneder efter brylluppet. Og dette går ganske bestemt ikke for en familie fra ”det gode Selskab”. Storhertuginden får igen fat i Cazotte og deres plan er at gemme barnet i 2 måneder, så familien kan opretholde deres gode rygte, og det er her, at Ehrengard kommer ind i billedet. Cazotte er fuldstændig betaget af hende, og følgende er uddrag af et brev (lige efter han har kaldt hende for hans unge amazone):

”Er det lykkedes mig at anbringe hende i Omgivelser og i en Situation som nok kunde bringe Blodet op i Kinderne paa en ung Pige, saa er det paa ingen Maade mit Ønske at hun skal rødme af Modvilje imod, eller af Frygt for, de omgivende Farer. (…) Hun skal være den Rose som lader alle sine Blade falde for ét eneste Vindpust og staar nøgen tilbage. ”

De flytter langt væk med deres nye tjenestefolk og bliver nærmest en lille familie. Vigtigst er det at holde på hemmeligheden og det går også for det meste godt. Men deres tjenestefolk har pårørende og deres fjender forsøger at finde al den sladder, som de kan. Hvor længe vil det lykkedes at holde barnet hemmeligt?

Blixen mestrer virkelig de korte fortællinger, i og med at hun med præcise vendinger og få komplekse karakterer formår nærmest at spinde en hel roman sammen i form af en fortælling på blot 120 sider. Den er opdelt i 3 mindre forløb, hvilket faktisk gør den nemmere at læse, i og med at der ikke er nogen kapitelinddelinger. Sprogligt set brillerer Blixen i denne fortælling – hun giver os de skønneste metaforer (f.eks. sammenligner Ehrengard med en rose) og det er interessant at høre om Cazottes følelser i hans brevveksling med fortællerens forfader. Her skal det lige tilføjes, at den fungerer som en klassisk rammefortælling.

Alt i alt en velskrevet historie som bør læses af enhver.