Elly Griffiths om mord i marsken, pseudonymer og nordic noir på tv

I midten af januar blev jeg inviteret ind på Gads Forlag inde ved Nørreport, da den britiske forfatterinde Elly Griffiths var i København for at snakke om hendes serie om arkæologen Ruth, som skulle udkomme på dansk 4 dage efter arrangementet, nemlig bogen “Pigen under jorden”. I den kommende weekend er hun med, når Krimimessen i Horsens endnu en gang indtaget fængslet derovre. Min svigerinde Lone fra Krimihjerte havde fortalt mig om arrangementet og det passede heldigvis lige med at jeg kom direkte fra arbejde den mandag aften. Da vi kom indenfor forlagets døre, fandt vi hurtigt frem til nogle gode siddepladser, hvor vi kunne vente på resten af selskabet og få snakket med både bloggere (heriblandt Sascha fra Livetidukkehuset), forlagsfolk og boghandlere, medens der var snacks og bobler.

Pludselig ankom Elly og hendes mand også og efter et par ord om aftenen af salgschefen Tina Fossing , bevægede vi os op på forlagets loft, som man nok kan fornemme på billederne. Jeg fandt en plads ved siden af Lone og før jeg vidste af det, havde jeg fået Ellys mand Andy som bordherre og hun sad så for enden af bordet ved siden af ham. Forlagets administrerende direktør Ulrik Hvilshøj kom med en lille intro til både bøger og forklarede hvordan denne bog havde en form for scandi-feel (jeg blev færdig med den forleden og er ganske enig). Indtil videre har modtagelsen af bogen været meget positiv og så blev det ellers tid til at Elly selv skulle fortælle om hendes bog og hendes liv. Hendes fødenavn er faktisk ikke Elly Griffiths, det er faktisk Domenica de Rosa, som hun også har udgivet et par bøger under. Hendes fars aner var italienske og de havde allerede fundet ud af hvad hun skulle hedde før hun blev født. 

Interessen for bøger begyndte tidligt. Hendes far plejede at lave små bøger til hende, hvor hun kunne skrive historier og da hun var omkring 11 år, skrev hun en, der handlede om en hund. Bogens første side har hun endnu og hun formåede faktisk at lave det til en “full length novel”. Da hun så gik i skole, var tv-serien “Starsky and Hutch” virkelig populær og hun skrev en form for fanfiction baseret på serien. På universitetet læste hun engelsk litteratur og efter at hun havde arbejdet både på et bibliotek og på et forlag, begyndte hun at skrive for alvor. Men på universitetet havde hun ofte hørt om hvordan de store forfattere var “dead, white men” og det fik hende til at tænke, at hun ikke kunne gøre det. Men da hun så ventede tvillinger, fik hun sin første bog udgivet (som har titlen “The Italian Quarter”) og den var delvist biografisk og handlede blandt andet om hendes italienske far.

Efter 4 bøger under hendes fødenavn besluttede hun sig pludselig for at skifte genre. Dette kom blandt andet efter at hendes mand, som ellers var bankmand, besluttede sig for at starte på universitetet igen for at blive en arkæolog og da de var på ferie i Norfolk, fortalte han hende om denne her marsk og dens historie. Hun havde tit været i Norfolk tidligere for at besøge en tante, som var en “great storyteller” og som engang fortalte hende, at Gin og tonics er slankende. Så oprindelig betød Norfolk dette for hende, men da hendes mand så fortalte hende om den her marsk, begyndte hun pludselig at kunne se hendes hovedkarakter Ruth Galloway komme gående ud af tågedisen og hendes agent sagde hurtigt “Oh, this is crime” og fortalte hende, at hun havde brug for et “crime name”. Navnet Elly Griffiths kommer fra hendes bedstemor, som hed Ellen Griffiths, der desuden var utrolig belæst og utrolig klog. Og hvis hun brugte navnet Griffiths, ville hendes bog desuden stå i øjenhøjde i en del boghandlere. 

 

Først troede hun faktisk, at det bare skulle være en enkeltstående bog. Stille og roligt blev bogen en succes med bloganmeldelser, diverse aviser, boghandlere og biblioteker. Hun beskrev dem som at der er “violence without much sex” men der er både død og sex i den. I England udkommer 10.bog i serien her i år og det var sjovt for hende at snakke om den første bog med os, da den udkom i hjemlandet allerede i 2009, hvor den havde titlen “The Crossing Places”. For ikke så længe siden var hun på en tour i USA, hvor hun kom rundt i forskellige boghandlere og efter at hun havde snakket lidt om kærlighedstrekanten i serien med Ruth, Nelson og Michelle, lagde hun mærke til at en ældre “lovely lady” havde en kommentar, som var ganske overraskende. Hun spurgte nemlig hvorfor hun ikke bare dræbte Michelle og efterfølgende mimede hun “Kill her” til Elly, da hun stod og ventede i signeringskøen. 

Dernæst blev det tid til lidt oplæsning, som i kan se herover. Det var fra bogens begyndelse og lokalet blev helt stille på et splitsekund. Dernæst blev det tid til spørgsmål og oversætteren, der sad i lokalets modsatte hjørne, spurgte ind til, hvordan hun planlagde sit plot. Elly forklarede hvordan at hun venter til at der er 30-40 sider tilbage inden at læseren skal vide det og hun nævnte også Agatha Chistie som en inspiration. “It’s all on the page” og hun nævnte hvordan man i den 3.bog i serien allerede kan finde en vigtig ledetråd i det første kapitel, men folk har det med at glemme de her ledetråde, så de finder først ud af det, når de kommet til bogens slutning. Så blev det tid til lidt snak ved bordene og også tid til mad.

Forlaget havde bestilt tapas og jeg faldt i snak med min bordherre, der havde lagt mærke til Øresundsbron, da de ankom til Kastrup og det er faktisk meget populært at se de danske krimiserier i England. Jeg måtte gå til bekendelse og forklare, at jeg endnu ikke havde set hverken “Broen” eller “Forbrydelsen”, men det eneste afsnit, som jeg har set af sidstnævnte, så jeg, da jeg besøgte min gamle au-pair familie for et par år siden, da moren i familien er helt vild med den slags serier. Vi snakkede lidt om England og hvor han var fra og hvor jeg havde været, og han var især interesseret i at høre om vi danskere virkelig forstår svensk som de gør i “Broen” og jeg måtte forklare at selvom mange danskere har det okay med svensk, så er det ikke altid at det gør sig gældende.

Efter en rum tid blev der tid til at Elly kunne signere bøger og jeg nåede også lige at få snakket med min gamle tutor fra Aarhus, som nu arbejder i Arnold Busck. Vi fik alle sådan en fin goodiebag med slik i et krus og selvfølgelig “Pigen under jorden” og herhjemme forsvandt det der slik ganske hurtigt. Men det er en skøn kop, som i kan se herunder og det var en fornøjelse at være med inde til arrangementet. Hvis du er lidt mere interesseret i hvem Elly er og hendes bøger, så kan du se hendes hjemmeside liger her  og ovre på dette link kan du læse mere om bogen på Gads Forlags hjemmeside. Hvis du er en af dem, som skal til Krimimesse her i weekenden, så kan jeg varmt anbefale at tage hen til samtalerne med Elly -det vil du uden tvivl ikke fortryde.

Leave a Reply