Ord fra en bibliofil

Billedhuggerens datter af Tove Jansson, 2014. Gyldendal. Opr. udgivet i 1968 som Bildhuggarens dotter. Antal stjerner: 4/5

Hvad husker vi som mennesker, når vi tænker tilbage på vores barndom og er nogle øjeblikke mere mindeværdige end andre?

Tove Jansson har i denne semibiografiske lille bog samlet en del af hendes minder fra hendes opvækst i Helsingfors og omegn, hvor hendes barndom var stærkt præget af hendes kunstneriske forældre. Hun bringer os tilbage til en mere simpel tid, hvor børn var børn, men de blev på samme tid behandlet som små voksne. Denne bog udkom første gang tilbage i 1968, og det er interessant at se forfatteren som andet end blot Mumitroldenes mor. Hun fortæller os om venskaber, en voldsom storm, snevejr, familiemedlemmer og samfundet generelt. Det er især venskaberne med børnene omkring hende, som hun fortæller os om flere gange og allerede som barn er hun en tænksom type. Dette ses f.eks. i historien om Albert, som er lidt ældre end hende. Han er glad for at fiske, men de kommer en dag op og skændes, da han ikke dræber de løjer, som han sætter på sin fiskeline:

” Du skal slå dem ihjel først, sagde jeg. Det er forfærdeligt at sætte en krog i dem, mens de lever!

Albert trak på skulderen, og jeg vidste, at det betød en slags undskyldning og forklaring – at fisken bider bedre, hvis maddingen er levende. Han havde en falmet kedeldragt på og en sort kasket, som fik ørerne til at stritte.

Hvad ville du sige til at få en krog i ryggen? Sagde jeg. Så kunne du hænge der og skrige og forsøge at komme fri og vente på at blive ædt, nå!”

Hun bekymrer sig meget om alles velfærd og dette ses også senere i samme fortælling, da de to børn er ude og sejle. Pludselig ser de en halvdød fugl og Albert træffer en hurtig beslutning – det er bedre at slå den ihjel end at den skal lide resten af livet. Livet kan være en skrøbelig størrelse og nogle gange må man give mennesker tid til at finde ud af hvad de vil med deres liv. En tante kommer på besøg og starter med at lave en cementtrappe til familien. Processen trækker dog ud men tanten, som er ”i den svære alder”, er aldrig helt tilfreds og projektet må opgives. Sommeren efter kommer hun tilbage og hun har et nyt projekt i hovedet – hun vil lave æsker:

”Hele loftskammeret var fuldt af papir og limdåser og æsker og store bunker glansbilleder, som man ikke måtte røre. Tanten sad midt i hele herligheden og limede og limede, og til slut nåede bunken helt op til hendes knæ. Men hun lagde ikke noget i æskerne, og hun forærede dem ikke væk.”

Det er interessant at se barnets synspunkt på en kvinde, som er i tvivl om hvad hun egentlig vil med livet. Barnet kan se at der skal gives tid og man skal endelig ikke forstyrre for meget. Og vigtigst af alt – hele familien må støtte op om hvad hun end lige finder på (også selvom det forstyrrer forældrenes arbejde i deres atelier). Familien betyder alt og forholdet til hendes forældre er virkelig tæt. I en anden historie fortæller hun om at bo i et fremmed hus en tid med hendes mor, hvor sneen falder mere end hun tidligere har oplevet:

” Da vi nåede frem til det fremmede hus, begyndte sneen at falde på en ny måde. En masse trætte, gamle skyer åbnede sig over os og væltede sne ud på én gang, hulter til bulter. Det var ikke almindelige snefnug, de faldt lige ned i store sammenklistrede flager, de klamrede sig til hinanden og dalede hurtigt, og de var ikke hvide, men grå. Verden var tung som bly.”

Måden, som Jansson skriver på, er ganske særlig. Hun formår at fortælle om flere aspekter af hendes barndom, især forskellige mennesker og traditioner, men hun formår også at skildre samfundet på en måde, som man sjældent ser. Nogle kapitler er selvfølgelig mere spændende end andre og enhver kan lære noget af historierne. Især den om tanten, som forsøger at finde sin vej i livet, men må af forskellige omveje før det lykkedes. Jansson har bestemt været et tænksomt barn og iagttagelserne af livet er bemærkelsesværdige.

Alt i alt en interessant bog om barndom, familie og hvordan det er at vokse op i en kunstnerisk familie, som til tider ser lidt anderledes på livet.