Gys i Toscana af Birgitte Lorentzen

Gys i Toscana af Birgitte Lorentzen, 2017. Anmeldereksemplar fra forlaget Zuperbooks. Antal stjerner: 3/5

Hvor uhyggeligt kan der blive i de toscanske bjerge om sommeren og hvor meget kan man egentlig fortælle sin familie, når der sker ting og sager på en familieferie?

Teenageren Malou er i denne bog sammen med sine forældre og sin lillebror taget afsted til Toscana på familieferie, men det er som om at noget ikke er helt, som det skal være. En aften er hun ude og spise med sin familie, og her fornemmer hun, at hun måske bliver iagttaget af andre end restaurantens gæster. Hun vender sig hele tiden om for at se om der er noget bag hende og pludselig kan hun ikke tænke på andet end hvad der kan gemme sig i mørket:

”Lige der fyldes jeg af en ubehagelig fornemmelse. Som om noget tungt og trist pludseligt rammer mig.

Jeg kigger op og gyser.

Under et af de store træer står en pige på min alder. Hun stirrer på mig med et gennemborende blik. Der er noget vildt underligt ved hende, eller er det bare mig og min toscanske bjerg-paranoia?

Nej, der er altså noget ved hende, som om hun ikke rigtig passer ind.”

Og det bliver ikke bedre i løbet af aftenen. Den bil, som Malou og hendes familie kører i, begynder at opføre sig uforklarligt skørt, og Malou får sig noget af et chok, da hun på mystisk vis pludselig er som forstenet. Fuldstændig handlingslammet. Og aftenens hændelser bliver ved med at vende tilbage til Malous tanker og nu og da ser hun denne jævnaldrende pige kigge på hende. Men ingen andre ser hende. Hendes familie er travlt optaget af at holde ferie og hun forsøger også at nyde det, men det er sværere efter den foruroligende aften:

”Det er mig, den er gal med. Min hjerne er gået i kludder. Og jeg kan godt mærke, at jeg nok alligevel er lidt rystet oven på de seneste begivenheder, selvom jeg helst vil lade, som om det slet ikke har berørt mig. Eller bare helst vil slette det hele fra harddisken og fortsætte et ubekymret ferieliv, hvor turen går til overfyldte swimmingpools, isbarer og lokale markeder i små turisttog.”

Men hvorfor hjemsøger den unge pige egentlig Malou og hvilke gode ting kan der komme ud af sådan en familieferie til Toscana?

Lorentzen formår med denne bog at skabe en bog for unge, som er virkelig intens på de små 127 sider, men som er en smule for gennemskuelig. Jeg har tidligere med stor glæde læst hendes Cykose-trilogi om Lulu og hendes liv, men desværre blev mine forventninger ikke indfriet ved denne bog. Plottet fungerer ganske godt, men i længden fungerer det ikke for mig, at vi som læser hører hver eneste tanke, som Malou har og talesproget bliver lidt for meget i længden for mig. Jeg er ikke i tvivl om, at en teenager vil finde denne bog utrolig spændende og let at læse, hvilket den også lægger op til i beskrivelsen på bogens bagside, men for denne læser var det plottet og ikke sproget og bogens karakterer, som drev bogen.

Alt i alt en meget intens gyser til teenagere, hvis plot får enhver læser til at gyse en smule undervejs, og som jeg især kan anbefale til dem, som leder efter en historie som både er let at læse og som er spændende.

Leave a Reply