Ord fra en bibliofil

Love Story af Erich Segal, 1971. Hodder Paperbacks. Antal stjerner: 4/5

Findes kærlighed ved første blik egentlig og passer det ligeledes at modsætninger tiltrækkes, når det gælder kærlighed?

Segal tager i denne bog sine læsere med til det østlige USA, hvor Harvard University og Radcliffe College ligger lige i nærheden af hinanden og vi møder Oliver Barrett IV, som går på Harvard, da han er ovre på det nærliggende Radcliffe Library, hvor Jenny Cavilleri tilfældigvis går. Han er uden tvivl ganske interesseret ved allerførste blik, men det er ikke helt så nemt at finde ud af, om hun har det ligesom han har det. Der er en ganske speciel kemi mellem dem og han inviterer hende til en hockeykamp, hvor han selv er på banen. Hun venter på ham efter kampen og han tager sin chance med et kys:

“Like instinctively, I kissed her lightly on the forehead.

“Did I say you could?” she said.

“What?”

“Did I say you could kiss me?”

“Sorry. I was carried away.”

“I wasn’t.”

We were pretty much alone out there, and it was dark and cold and late. I kissed her again. But not on the forehead and not lightly. It lasted a long nice time. When we stopped kissing, she was still holding on to my sleeves.

“I don’t like it,” she said.

“What?”

“The fact that I like it.”

De kommer fra vidt forskellige kår og dette bliver mere og mere tydeligt efterhånden i deres forhold. Olivers familie er en af de familier, hvor der er bygninger opkaldt efter dem på campus og Jenny er datter af en bager på Rhode Island. Hun ynder derfor at kalde ham for ”Preppie” (også fordi han er en sportsnørd), men da de vil gifte sig i en ung alder, er det ikke alle, som er helt enige. Oliver må selv finansiere sin sidste studietid og Jenny må arbejde som lærer. Livet som nygifte er hårdt, men deres kærlighed er stærk:

“If a single word can describe our daily life during those first three years, it is “scrounge.” Every waking moment we were concentrating on how the hell we would be able to scrape up enough money to do whatever it was we had to do. Usually it was just break even. And there’s nothing romantic about it, either.

Remember the famous stanza in Omar Khayam? You know, the book of verses underneath the bough, the loaf of bread, the jug of wine and so forth? Substitute Scott on Trusts for that book of verses and see how this poetic vision stacks up against my idyllic existence. Ah, paradise? No, bullshit. All I’d think about is how much that book was (could we get it secondhand?) and where, if anywhere, we might be able to charge that bread and wine. And then how we might ultimately scrounge up the dough to pay off our debts. Life changes. Even the simplest decision must be scrutinized by the ever vigilant budget committee of your mind.”

Men hvor stærk er kærligheden i modgang og når Oliver og Jenny nogensinde at opleve medgang inden det er for sent?

Sikke en kærlighedshistorie! Jeg var vild med Segals karakterer og de er nok de mest flabede mennesker, som jeg længe har læst om. Deres kemi er helt fantastisk og selvom man fra starten ved, at de ikke får et langt og lykkeligt liv sammen, så krydser man hele tiden fingre for at de trods alt når at opleve noget medgang. Selvom det er en kort bog på blot 127 sider, så er det så stærk en fortælling, at man ikke kan lade være med at fælde en tåre eller to, når sidste side i denne bog er vendt. Jeg ved, at der er en fortsættelse og en filmatisering af den og hvis de blot er halvt så enestående som denne bog, så er de bestemt værd at opsøge.

Alt i alt en bemærkelsesværdig lille bog om kærligheden mellem to mennesker, som møder hinanden ganske unge og hvis kemi er helt vidunderlig.

PS. Begyndelsen af denne bog er følgende og den er blandt de mest hjerteskærende jeg nogensinde har læst: “What can you say about a twenty-five-year-old girl who died?  That she was beautiful. And brilliant. That she loved Mozart and Bach. And the Beatles. And me.”