Ord fra en bibliofil

Max, tilsyneladende af Nathalie Skowronek, 2014. Anmeldereksemplar fra Arvids. Opr. fransk udgivelse i 2013 som Max, en apparence. Antal stjerner: 5/5

Hvem er Max egentlig og hvordan beskrives han bedst? Som fraværende far, opmærksom bedstefar eller som overlevende fra en koncentrationslejr?

I denne bog forsøger Nathalie Skowronek at vise os, hvem hendes bedstefar var og hun finder sine manglende oplysninger ved samtaler med familie samt research i arkiver. Hun starter ud med at fortælle om de glædelige sommerdage i Marbella i Sydspanien, hvor hun særligt kan iagttage bedstefarens arm:

” Dengang kunne jeg det udenad. Uden at anstrenge mig, uden at prøve at huske det. Jeg havde altid blikket fæstnet til det tatoverede nummer på hans underarm, det eneste synlige tegn på hans to et halvt år i Auschwitz.”

Hun nåede aldrig at få al den information hun følte et behov for angående hans ophold i en koncentrationslejr, og gennem romanen bringer hun læseren flere forskellige steder hen for at finde svar på sine spørgsmål; heriblandt Marbella, hvor hendes bedstefar hyggede sig med venner og familie, Vestberlin, hvor hendes bedstefar boede og han gik ofte i zoologisk have med medicin i den ene lomme og små diamanter i den anden, Liège, hvor hun fortæller om arrestationerne af jøder (deriblandt hendes bedstefar, hans kone og hans familie), Auschwitz, hvor hun for alvor oplever de rammer, som var en del af hendes bedstefars liv i 2½ år for til sidst at bringe læseren tilbage til Vestberlin, hvor hun fortæller om hendes minder om hans arbejde og kompagnoner. Særlig interessant er en passage fra afsnittet om Auschwitz:

“Det er hele tiden de samme spørgsmål, der melder sig. Jeg er klar over, at den måde, jeg finder ud af at fortælle på, vil være lige så vigtig som det, jeg vil fortælle. Og at ikke alt vil blive sagt.”

Det er umådeligt svært at sammenfatte hendes fantastiske historie om hendes bedstefar, da man ikke vil afsløre for mange detaljer samtidig med at man føler, at hendes roman bedst kommer til udtryk, hvis man fortæller om alle de svar, hun finder efterhånden som romanen skrider frem. Hendes sprog er smukt og der var særlig en passage mere, som jeg lagde mærke til iblandt hendes mange litterære referencer:

” Min bedstefars lange spadsereture mindede mig om de fortvivlede vandringer, som helten i Georges Perecs En mand der sover foretager. Dér mærkede jeg den samme måde at glemme sig selv på, den samme tilstand af tab. De flakkede hjælpeløse om og bar begge – det er Perecs udtryk – på usynlige kufferter.”

Det er det bedste udtryk der findes til at beskrive hendes bedstefar. Når man tænker på sproget i denne roman, er det svært at tro, at dette kun er Skowroneks anden roman. Det er virkelig tydeligt at hun har tænkt hele formidlingen af hendes bedstefars historie godt igennem og det skinner også igennem med valget af litteratur og film, som hun har valgt at referere til. Karaktererne lærer vi at kende lidt efter lidt og lige med hendes bedstefar virker det som læser som om at puslespillet går op til sidst og vi føler, at vi kender ham. Det er en af de bedste bøger jeg nogensinde har læst om en overlevende fra Auschwitz – den anden er Maus, som er en graphic novel.

Alt i alt er dette en fantastisk bog – når man læser overlevende fra Auschwitz på bagsiden, frygter man en tung sag, men Skowronek formår virkelig at gøre den så fængslende at jeg i hvert fald personligt havde svært ved ikke at læse den hele i et langt stræk. Og jeg har allerede nu lånt hendes debut på biblioteket, dagen efter endt læsning.