Beatles – Fra begyndelse til berømmelse af Mauri Kunnas

Beatles – Fra begyndelse til berømmelse af Mauri Kunnas, 2013. Lamberth. Opr. udgivet som Piitles tarina erään rockbändin alkutaipaleesta i 2012. Antal stjerner: 5/5

Hvordan opstod “The Beatles” som vi kender dem i dag? Og hvad lavede de før deres karriere  for alvor tog fart?

Det er nogle af de spørgsmål Kunnas forsøger at give en forklaring på i denne graphic novel, som ifølge forfatteren selv er en “uautoriseret biografi”, og bestemt ikke kun fiktion. Min egen tilgang til denne bog var at det jo bare var 4 unge friske fyre som mødte hinanden i Liverpool og spillede musik sammen for derefter at få deres gennembrud i Hamborg. Jeg havde aldrig tænkt over hvor meget der lå bag dette band.

Bogen er godt illustreret og karaktererne ligner alle godt (særlig Pauls lidt mere tøsede look og Johns briller) og denne bog er en fryd at læse og derudover overstået på ganske kort tid. Det er særligt Johns barndom som Kunnas fokuserer på og det er især hans komplicerede familieforhold der i bogens start er det centrale emne. Det interessante er at det er en finne, som står bag bogen og den er oprindelig udgivet i 2012. Det skal dog nævnes at han i forordet forklarer at han har hørt historien hos en medarbejder på “The Flaming Lips”, og derfor kan man ikke altid regne med alle facts.

Denne graphic novel virker dog troværdig i store træk og man kan da heller ikke forvente at man ved præcis hvad der blev sagt i en samtale i de glade 1960’ere, som jo efterhånden er en del år siden. Grafisk set er det en fryd for øjet – ikke for simple eller komplicerede tegninger og selvom opstillingen af billeder somme tider kan være lidt forvirrende, så er fortællingen alt i alt overskuelig, når det kommer til stykket.

Mine yndlingsafsnit er især dem, i hvilke vi hører om deres barndom og ungdom før de mødte hinanden og det er interessant at følge deres vej frem i verden.

Leave a Reply