Ord fra en bibliofil

I anledning af nyoversættelsen af Glasklokken, som Sylvia Plath har skrevet, inviterede Gyldendal ind på forlaget en ganske almindelig torsdag eftermiddag her i april. Jeg havde ivrigt fulgt med på Instagram hos både Olga Ravn og Mette Moestrup, når de postede billeder af deres mange udgaver af The Bell Jar (som er originaltitlen på Glasklokken). Endnu har jeg ikke selv læst nogle værker af hendes, til trods for at jeg ejer både en studieudgave af The Bell Jar, 2 almindelige udgaver samt samlingen Ariel. Som gammel studerende på litteraturhistorie var det et navn, som blev nævnt ind imellem og da jeg boede i Lund, lånte jeg en film om hende på det lokale bibliotek. Nemlig filmen Sylvia med Daniel Craig og Gwyneth Paltrow fra 2003. Jeg kendte intet til hendes liv og derfor blev jeg noget chokeret, da Ted Hughes, spillet af Craig, pludselig var ude af billedet og Sylvia Plath, spillet af Paltrow, pludselig lukker alle døre til med viskestykker og begår selvmord. Jeg brugte de efterfølgende dage på at google nærmest alt om hende og desværre lå min bog i flyttekasser i mine forældres kælder. Dette var i foråret 2013….

Fast forward til eventet i sidste uge. Jeg stødte på eventet på Gyldendals Facebookside (hvis i ikke abonnerer på deres begivenheder, kan jeg bestemt anbefale at gøre50 det med det samme) og havde tilfældigvis fri fra både studie og arbejde den dag. En veninde, som er ligeså stor en bognørd som jeg, lokkede jeg med derind og jeg fandt hurtigt 2 pladser næsten foran, kort efter dørene til forlaget var blevet åbnet for dagens tilhørere. Det var temmelig heldigt, for der var ganske hurtigt mange derinde og jeg kan ligeså godt sige det allerede nu: der var måske 5 mænd og 145 kvinder (forlaget har på Instagram skrevet 150 i alt). Forfatterinderne og oversætterne Mette Moestrup og Olga Ravn lagde ud og på scenen fungerede forfatterinden Lotte Garbers som en slags ordstyrer. Olga, som var højgravid, fik sig en lavere stol med puder og når man så de 3 forfatterinder, kunne man ikke lade være med at tænke trip-trap-træsko højdemæssigt.

Moestrup var blevet kontaktet tilbage i 2013, som var 50-års jubilæet for den originale udgivelse, og hun erkendte ganske blankt at hun “tænkte på Olga øjeblikkeligt.”  Den danske oversættelse, der allerede forelå, var ikke ligefrem ny og en nutidig sprogtone var essentiel for deres oversættelse. Aldersforskellen på 17 år var ingen hindring og begge havde læst den meget forud for oversættelsesprojektet (Ravn nævnte senere i samtalen hvordan at hun havde set den som værende “helt vild sjov” ved førstegangslæsningen i en alder af 16, hvilket hendes lærer ikke var helt enig i), i hvilket de skulle komme frem til en “fælles Plath.” De fortalte om hvordan at værket egentlig kan virke ret simpelt, men pointerede også hvordan Plath formåede til tider at arbejde 5 vigtige ting ind i samme sætning, som læseren måske ikke altid tænker lige meget over.

Som tekst indbyder den også til flere forskellige læsninger og det opdagede Moestrup og Ravn også i de perioder, hvor de måske lagde bogen fra sig i en periode og for dem var der ingen læsning, som kunne være den helt rigtige. Romanen har også flere niveauer i dens oprindelige udgave og sammen med Plaths ordkløveri var det også noget, som var virkelig vigtigt for oversætterparret. Især ordkløveriet kunne volde besvær, for når Plath skrev “sick” mente hun så at hendes hovedkarakter Esther var syg, mente hun at Esther var træt af noget eller mente hun at Esther var dårlig? Moestrup og Ravn begyndte processen med at tage en uge ud af deres skema, hvor de udarbejdede et skema med 10-20 ord, som skulle være det samme hver gang. Ud af disse var 10 ord særligt gennemgående og heri var ordet “sick”.

Bogen udkom som sagt første gang tilbage i 1963 og den foregår i New York i 1953. Det var en helt speciel tid for kvinder dengang, hvor de egentlig både blev opfordret til at være frie, men på samme tid skulle de giftes og hjem bag kødgryderne at stå, som der blev pointeret i denne samtale. Datidens normer er vigtigt for denne bog og hvis du ikke fulgte en bestemt retning, så kunne du blive syg. Det er ikke et tilfælde, at denne i dag har opnået en form for kultstatus og både Moestrup og Ravn var enige om, at når man har læst den, så glemmer man den ikke. Oversætterparret sad desuden både med engelske, danske og svenske udgaver i oversættelsesprocessen og Moestrup lagde også vægt på i samtalen at det er et “enormt komplekst sprog”. Ved spørgsmålet om hvorfor man skal læse Plath i dag og hvorfor det mon er blevet en sådan kultroman, var oversætterparret helt sikre på, at dette også var på grund af Plaths egen historie (hun begik selvmord mindre end en måned efter udgivelsen) og Moestrup runder samtalen af med at pointere (og især nu med den nye oversættelse med nutidigt sprog) at “så må man bare sige at den holder.”

Dernæst fulgte en oplæsning af Mette Moestrup af kapitel 9 i den nyoversatte udgave af bogen. Jeg kunne sidde og kigge med i min egen engelske udgave af bogen og det var interessant at lægge mærke til forskellene mellem sprogene. Uden tvivl har Ravn og Moestrup ramt en nutidig tone, som mange unge piger kan nikke genkendende til og hvis ikke det var fordi, at jeg har den i forvejen i flere udgaver, havde jeg købt endnu én denne dag.

Digteren Peter Laugesen var den næste på scenen. Endnu har jeg ikke selv læst noget af Laugesen, men til et arrangement for nylig på Råhuset i København i anledning af Dan Turélls fødselsdag skulle han have været der, men blev desværre forhindret. Denne anledning var fordi han selv sidder og oversætter digte af Plath til en ny udgivelse og han lagde ud med at fortælle lidt mere om det liv, som Plath desværre endte alt for tidligt. Han lagde især vægt på hvordan hun boede i et meget koldt hus med 2 etager i London sammen med sine børn, da Hughes forlod hende. Hun havde efterladt værket “Ariel” på bordet med 11 digte udenfor mappen og dette blev udgivet senere. Da “The Bell Jar” oprindelig blev udgivet, var det med lunkne anmeldelser og det er først senere hen, at den har opnået sin kultstatus. Laugesen har selv arbejdet med hendes digte i 1-1½ år som han selv skød på tidsmæssigt og han fortalte blandt andet om hvordan han i sin proces først læser et digt, så forsøger han at glemme det og til sidst bruger han tid på at oversætte det.

Blandt de digte, som han havde valgt at læse op, kunne man finde et, der på dansk hedder “Morgensang”(dette var et såkaldt “fødselsdigt”, som blev skrevet efter fødslen af hendes første barn), “Fangevogteren” (som Laugesen læser som Hughes og fortalte om hvordan Hughes var en arketype) og ikke mindst “Tulipaner”. Titlen på bogen “Johnny Panic and the bible of dreams” har jeg altid undret mig over (det er i øvrigt en samling af noveller) og det er bestemt også et interessant værk, som jeg engang skal have fat i. Novellen bag titlen var frygtelig kompliceret, så det er nok nemmere, hvis du googler dig til det.

Dagens sidste indslag kom fra en teatertrup ved navn OBSKURET. De skal dette efterår turnere rundt i landet med monologer, som er baseret på handlingen i Glasklokken. Skuespillerinden Pernille Lyneborg, som i her kan se på billedet, indtog en rolle som Esther, og jeg glæder mig til at se hvornår det kommer her forbi. I kan læse mere om det her.

Alt i alt en virkelig interessant eftermiddag med Plath i fokus og det er bestemt ikke sidste gang, at jeg tager til arrangementer inde hos Gyldendal. 🙂