Ord fra en bibliofil

I sidste weekend tog jeg til Gentofte Hovedbibliotek tidligt lørdag morgen. For tiden opsøger jeg alle de litteraturarrangementer, som jeg har tid til og denne dag var det fra 10-17. Med 2 hovedscener, børneworkshops, smagsprøver på mad og stande fra store og små forlag indbød biblioteket til flere slags bognørderi.

Selv startede jeg som tilhører på den åbne scene, som i øvrigt var kaldet Biblioteksscenen, hvor en kort introduktion lød fra borgmesteren Hans Toft, i hvilken han nævnte, at Gentofte som kommune har et af de højeste udlån i verden per borger, hvilket han selvfølgelig var meget stolt af. Han pointerede desuden det fællesskab, der kan opstå omkring en bog, og da jeg så alle de mennesker omkring mig, kunne jeg ikke være andet end rørende enig. På mit program for dagen var Ulf Pilgaard den første, og han indtog scenen sammen med sin medforfatter til bogen “Mit liv som Ulf” Ole Sønnichsen. De to snakkede især om hvordan det egentlig var meningen, at Ulf skulle have været præst (som præstesøn var det helt naturligt “at sige godnat til Gud, sagde han) og hvordan han kom i gang med sin karriere. Interessant samtale og især også, da de kendte hinanden så godt.

Ane Riel var den næste på scenen og jeg havde set frem til at høre hende snakke om bogen “Harpiks” lige siden den dag, hvor jeg læste en god anmeldelse ovre på Bogrummet. Riel var i samtale med bibliotekaren Therese West Boardman og hvad der særligt imponerede mig var hendes måde at skrive om mennesker, der har et “følelsesmæssigt forhold til ting.” Jeg har set tilpas mange programmer om “hoarders” til ikke at være chokeret, men hvordan de lever med andre og hvordan det for at barn kan virke normalt i en bog var utrolig interessant. Som Riel også pointerede så er der også en følelse bag handlingen og i de uddrag, som hun læste op, var det tydeligt at mærke en vis research bag dette og hun fortalte også hvordan at hendes research havde været “meget fascinerende læsning” for hende.

Erik Valeur trådte alene hen til sit lille bog, hvor han startede med at fortælle om hans oplevelser på Skodsborg Børnehjem, som hele Danmark netop har kunnet se i en tv-dokumentar på DR. Det var sådan, at jeg selv hørte om bogen for alvor og jeg så ham også på Roskilde Bibliotek for en lille måned siden snakke om “Det Syvende Barn”. Selvom det var bogen “Logbog fra et livsforlis”, som stod på programmet, forklarede Valeur sammenhængen mellem de to bøger og hvordan han var kommet til at skrive dem. Den første havde han brugt 10 år og han genoplivede karakteren Marie i den nye bog, nu med navnet Malin (“for at politiet ikke skulle kunne finde hende”, som han så humoristisk indskød). Tilhørerne på stolerækkerne blev flere gange bragt tilbage til Valeurs barndom, heriblandt hvorfor bedstefaren altid fik mandlen i risalamanden, hvorfor han altid vandt i kortspillet Hjerterfri og ikke mindst hvordan Valeur ifølge sig selv var “et sært barn”. Han fik også nævnt venskabet med Tine Bryld og hvordan det var med til at hjælpe ham med få bogen skrevet. “Det syvende barn” er allerede indkøbt og det er kun et spørgsmål om tid, før jeg får anskaffet mig et eksemplar af den efterfølgende udgivelse.

Hvis der er en bog, som jeg har hørt meget om, og som jeg ikke rigtig har vidst om det var noget for mig, så er det “Planen” af Morten Pape. Tilfældet ville at jeg blev introduceret til ham i forbindelse med arrangementet med Atticus Lish inde i Boghallen og da hans navn stod på programmet, tænkte jeg, at jeg nok burde vide mere om den inden jeg bestemte mig. Denne dag var Pape i samtale med litteraturformidler Christine Fur Fischer og folk stod i kø for at komme ind til arrangementet. Oprindelig er han slet ikke en almindelig skønlitterær forfatter, men i stedet skriftforfatter, som blandt andet arbejder med tv-serier. Det var særlig interessant at høre om hvordan både Knausgård og Leine havde inspireret ham, da han i deres bøger kunne se “et stof bearbejdet i en ramme”. Pape var bestemt ikke bange for at sige tingene ligeud og dette påvirkede lidt familieforholdet efter, hvor han på en humoristisk facon nævnte, at vedrørende snak om bogen var det meget som “don’t mention the war” og selvom det var hårdt for ham at skrive i starten, så valgte han at gøre det som Leine gjorde, nemlig “at vende det kolde øje til”. Bogen havde ikke for ham en sådan forløsende effekt som for andre forfatteres autofiktive bøger, men han sagde i stedet følgende: “Jeg tror bare, at jeg blev klogere på, at jeg ikke hænger sammen sådan rent psykologisk”, hvilket blev sagt på en sådan facon, at publikum lo hjerteligt med ham. Hvis jeg før var i tvivl, så er jeg det ikke længere – “Planen” skal helt klart læses en dag.

Efter jeg havde spist frokost ude i solen med mine klassekammerater, begav vi os ind for at se Adda Djørup, som stod alene på scenen for at læse op af bogen “Poesi og andre former for trods”. Valget lå på novellen “Brombærdalen” og i løbet af et øjeblik befandt man sig som læser i en helt anden verden. Smålarmen omkring én forsvandt og det var tydeligt, at det ikke var første gang, at hun læste denne historie op. Blandt tilhørerne var både mænd og kvinder i flere aldersgrupper og flere af dem, som spurgte Djørup om ting i hendes bøger, havde tydeligvis læst meget af hende og hørt hende før. For mig var dette mit første møde med Djørup og hendes forfatterskab, men med den indlevelse i hendes oplæsning, gør jeg det gerne igen.

Søren Ulrik Thomsen var den sidste på mit program og han var i samtale med med forfatter og anmelder Erik Skyum-Nielsen. Thomsen er netop nu aktuel med bogen “En hårnål klemt inde bag panelet”, men snakken spredte sig ud over Thomsens generelle forfatterskab og det var tydeligt, at de to herrer kendte hinanden ganske godt. Det var særlig 2 emner i deres samtale, som jeg bed mærke i. Det første var fotos og hvordan vi husker situationen, der er omkring dem, i det øjeblik, hvor de bliver taget. Kaotiske situationer virker senere hen idyllisk i vores erindring og vi har en tendens til at glemme andre aspekter, som måske har været vigtigere. Det andet var lokaliteter i vores erindring og hvordan det påvirker vores læsning. Især Thomsens endda. Han nævnte, hvordan han til tider kunne læse store, engelske romaner med et utroligt landskab beskrevet, men for ham tonede landskabet på Stevns ofte frem istedet. Det samme gælder bygninger og for ham har mange bøger fundet sted i både Store Heddinge og Endeslev Kirke. Han nævnte faktisk at ” det er svært at skabe fiktive lokaliteter” og jeg forbinder også selv antikvariater med det, som jeg kender så godt efterhånden på Frederiksberg og læsning af bestemte børnebøger bringer mig tilbage til den person, som jeg var, da jeg læste dem første gang.

Udover forfatterne var der også flere forlag og dette var både store og små. Gyldendal var for det meste travl, men jeg faldt da i snak med 2 medarbejdere på Politikens Forlag, hvor vi snakkede om udgivelsen og designet af bøger og hvor mange valg de rent faktisk må foretage. Jeg mødte også forfatterinden Nina Vad Holtum og hendes forlægger, hvilket var virkelig interessant, da jeg har læst begge hendes bøger og dem kan man virkelig godt snakke med hende om i lang tid. Der var dog meget andet på programmet også og jeg glæder mig til at høre mere en anden god gang.

De små forlag var som sagt også repræsenteret og da jeg netop nu er i gang med at læse “Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” af Aleksijevitj, måtte jeg da forbi forlaget Palomar, som står bag denne udgivelse. Det var interessant at snakke om hvordan hun først nu er blevet udgivet på dansk og hvordan efterspørgslen på netop denne bog har været siden hun vandt Nobelprisen sidste år. Tilfældigvis stod hun ved siden af et andet lille forlag, Forlaget Etcetera, som oversætter nye franske bøger til dansk og jeg glæder mig allerede nu til at høre den franske forfatterinde Sylvie Bocqui, når hun kommer ind til Lille Bogdag i København senere denne måned.

Alt i alt en fantastisk dag på Gentofte Bogmesse, hvor jeg kun havde et problem, nemlig tidsmangel, da der var mange andre på programmet, som jeg gerne ville have set. Vi ses næste år, Gentofte Bogmesse. Det er jeg helt sikker på!