Ord fra en bibliofil

Konservatoren af Nina Vad Holtum, 2016. Anmeldereksemplar fra forfatteren.  Forlaget Clausen Publishing. Antal stjerner: 4/5

Kan man nogensinde stole på mænd igen efter ens mand var utro og hvor længe kan man slippe afsted med at man har myrdet sin mand?

Dette er 2.bog i serien om Lærke Lind, hvor den første ”Ikonen” udkom tilbage i 2014. Hvis man ikke har læst ”Ikonen”, kan man hurtigt læse sig til på denne bogs bagside, at hun har dræbt sin mand Steen på en ganske snu måde. Så snu at hun endnu ikke er blevet opdaget. Men hendes utro og nu afdøde mand havde en kæreste ved navn Camilla og hun er bestemt ikke helt med på at Steens død skulle have været naturlig. Da vi møder Lærke i denne bog, er hun blevet kæreste med Mik, som hun tidligere har læst sammen med og inden mistænker hende for mordet. En dag, da hun med sin søn Morten er på kirkegården for at lægge blomster på Steens grav, møder de Camilla. Hun begynder straks at anklage Lærke, men Morten forsvarer sin mor og Lærke:

”Jeg tager hendes buket og går hen og smider den på kompostbunken med visne buketter. Jeg tørrer mine kinder. Tårerne er en blanding af lettelse over ikke at være afsløret og stolthed over Morten.”

Efter denne oplevelse begynder Camilla så småt at stalke Lærke og sender blandt andet et brev, i hvilket hun forklarer, hvordan Steen lovede hende noget nær guld og grønne skove. Først afviser Lærke tanken om at affæren kunne have stået på i flere år, men en dag finder hun breve nede i hendes kælder og langsomt begynder det at give mening, blandt andet hvorfor Steen ikke ville have hende med på ”kedelige konferencer”. Det er heller ikke helt nemt for Lærke at vænne sig til sit nye liv med Mik, som bor inde i selve København:

”Jeg tager en kop kaffe med ind i stuen. Store Kongensgade er allerede vågen. En politibil kører langsomt forbi nedenfor, og jeg står og betragter den, indtil den drejer til højre ned ad Gothersgade.

Kiosken på den anden side har allerede åbent, og ejeren står udenfor og ryger en cigaret, mens han ser sig omkring. Solen er ikke helt nået herned endnu, men jeg nyder, at det ser ud til, at sommeren er kommet, eller at vi i hvert fald får nogle dage med sol.”

Men anklagerne lurer i baggrunden og hvor længe kan Lærke opretholde facaden, som ethvert sekund kan falde sammen til en ruin af sandheder?
Endnu en gang formåede Vad Holtum at holde mig fanget fra start til slut. Hvor det i sidste bog mere var fordi at de skulle opklare et mysterium om et ikon, så var det mere tanken, som fulgte mig fra side 1, nemlig: ”Hvornår finder folk ud af at hun er morder?”. Vekslen mellem Lærke og Camilla er et virkemiddel, som her fungerer virkelig godt og en gang imellem krydsede jeg fingre for at der kom mere om Camilla på næste side. Slutningen chokerede mig på samme måde som mordet i ”Ikonen” og allerede nu håber jeg, at der kommer flere bøger om Lærke. Livet er bestemt ikke nemt for hende og selvom jeg var rigtig glad for den historiske del af den foregående, så følte jeg, at jeg lærte Lærke langt bedre at kende i dette bind, som i øvrigt sagtens kan læses som en selvstændig bog. Jeg vil dog anbefale at starte med ”Ikonen” og så læse denne her.

Alt i alt en spændende bog, der var så svær at lægge fra sig, at denne læser flere gange tænkte: ”Bare 2 sider mere” og pludselig var den færdig. Så må man bare vente på den næste i rækken.