Ord fra en bibliofil

Spørgsmål jeg er blevet stillet om Holocaust af Hédi Fried, 2018. Anmeldereksemplar fra Forlaget Klim. Opr. udgivet som Frågor jeg fått om förintelsen i 2017, oversat af Ninna Brenøe. Antal stjerner: 5/5

Hvordan levede de folk, som var blevet sendt i koncentrationslejre under 2.verdenskrig og hvordan blev deres liv efter krigen?

Det er blot et par af de spørgsmål, som Hédi Fried, der er psykolog og holocaustoverlever, arbejder med i denne lille bog, som udkom på svensk sidste år, hvor Fried bor den dag i dag. I denne bog forsøger hun at svare på nogle af de mange spørgsmål, som hun har fået i løbet af årene, hvor hun har besøgt skoler og fortalt dem om hendes liv. Nogle spørgsmål er sværere end andre og dette citat er uddrag af svaret på spørgsmålet “hvordan var det at leve i lejren?”:

“Jeg vil citere en overlevende, Yehiel Dinoor, som vidnede ved retssagen mod Adolf Eichmann, hvor han sagde: “Auschwitz var en anden planet. Tidens gang var anderledes der, end den vi kender her på Jorden. Der blev ikke født børn, og ingen døde en naturlig død. Forældre havde ingen børn, børn havde ingen forældre.””

Fried og søsteren Livi endte begge i Sverige, hvor de kom med båden Rönnskär, der var en form for ambulancetransport. Hun blev født i 1924 og hun voksede op i Sighet i det nuværende Rumænien, og efterhånden som tiden gik, kunne hendes familie se ændringer ske i samfundet. En dag skulle de flytte til en nyindrettet ghetto sammen med de andre jøder i Sighet, dernæst skulle de pakke 20 kilo hver og stå klar til at blive ført væk, men ingen vidste hvorhen og hvad der ville ske. Efter tre dages rejse var familien fremme ved Auschwitz og inden hun så sig om, havde hun mistet sine forældre af syne. Det følgende er et uddrag af svaret til spørgsmålet “var du bange for at dø?”:

“Døden var ikke noget, jeg frygtede. Det føltes værre med uvisheden, den evige venten, angsten. Angsten slap aldrig sit tag. Den var der hele tiden som en tone i baggrunden og forsvandt kun, når den livstruende frygt tog over.

Det, jeg var bange for, var, hvordan døden ville komme. Ikke at være til var vores alle sammens højeste ønske, hvorimod vejen dertil var det, som skræmte os. Tyskernes udspekulerede grusomhed kunne forvolde meget smerte, før døden indfandt sig. Det var det, jeg var bange for.

Jeg husker, hvordan jeg spurgte mig selv, når jeg vågnede om morgenen: Kommer jeg til at overleve denne dag?”

Hvordan kommer man videre i livet, når man har levet et sted som Auschwitz og hvordan er det at komme til et nyt land og et nyt sprog, når man samtidig har efterladt en del af sig selv i et andet land?

Denne her bog er blandt de vigtigste, som jeg har læst i år og det er blandt andet fordi at Fried fortæller sin historie så levende ved at svare på spørgsmålene og fordi at hun formår at sætte alle følelserne i spil på blot 152 sider. Det er uden tvivl velovervejede om en svær tid, men hun fortæller også om hendes liv i Sverige og hvordan hun gennem årene har reflekteret over hendes oplevelser. Den bør stå listen til ethvert skoleforløb om 2.verdenskrig, da den giver mulighed for at lære en overlever at kende og voksne læsere kan også få utrolig meget ud af at læse den, uanset om de er interesserede i 2.verdenskrig eller ej. Alt i alt en virkelig vigtig og velbetænkt bog om det at leve i Auschwitz og hvordan det var at overleve en sådan oplevelse.