Emma Cline i Boghallen

De seneste par dage har været ganske varme herovre ved København og det var en befrielse at træde ind i Boghallen, som altid er dejlig kølig. De sidste par måneder har jeg set flere forfattere blive interviewet om deres bog og denne gang var det Emma Cline, der står bag bogen “The Girls”, som udkom for omtrent 3 måneder siden, der sattte sig for enden af trappen. Forud for denne eftermiddag havde jeg læst et par anmeldelser hist og her (Trilogien anbefalede den også varmt på Instagram) og selv har jeg købt den på engelsk, da Random House (ligesom Penguin og Vintage) plejer at udgive virkelig gode bøger. Jeg opdagede eventet på Facebook, og tænkte, “why not, let’s do it”.

Allerede et kvarter inden det begyndte sad jeg på trappen med andre forventningsfulde tilhørere og stille og roligt begyndte pladsen på trappen at blive mere og mere trang. Jeg nåede at se Cline gå rundt i butikken inden samtalen begyndte og da hun kom gående ned af trappen lige omkring kl. 17, sænkede roen sig stille og roligt over butikken. Californieren satte sig godt til rette i stolen efter at intervieweren Kathrine Tschemerinsky havde skænket dem begge vand og rettet sin stol, så eftermiddagssolen ikke blændede hende under interviewet. Tschemerinsky nævnte hurtigt, at der ville være oplæsning først, dernæst interview og til sidst spørgsmål fra publikum og signeringer af både de danske og engelske udgaver.

Med hendes oplæsning startede hun på “the opening page” og de eneste lyde, som man kunne høre i baggrunden i den ellers så travle boghal, var skridt frem og tilbage og kasseapparater, som bimlede ganske stille. Tschemerinsky begyndte med at spørge ind til bogens hovedkarakter Evie og spørge ind til hvorfor hun blev “attracted to” denne gruppe piger til at starte med. Evie, som er skilsmissebarn i Californiens 1960’ere, beskrev Cline som værende ganske sårbar og alene og disse piger, som hun opsøger, “embodies what she doesn’t have”, som Cline så fint udtrykte det. Der er “compelling versions of girlhood” ifølge Cline og mere under overfladen end man lige skulle tro. Tschemerinsky lagde særligt mærke til måden, hvorpå hovedkarakteren fortæller historien, nemlig baglæns og beslutningen om denne type narrativ var bestemt ikke tilfældig fra Clines side. For hende var der noget interessant i at Evies “present has been taken hostage by the past” (et narrativ, som jeg ser frem til at dykke ned i i øvrigt).

Men hendes inspiration er ikke helt fremmed for det meste af verden. Det var i Californien, at Charles Manson og hans gruppe af tilbedere levede og de dræbte Roman Polanskis kone Sharon Tate, som desuden var højgravid. Tschemerinsky nævnte hvordan at “The Girls” er løst baseret på denne sag og selvom Evie ikke dømmes for et mord begået af gruppen (ifølge Tschemerinsky skulle det ske tidligt i g, så ikke spoiler i så høj grad), så er hun “hunted” af det resten af hendes liv. Cline forklarede at det hele afhang af choice versus chance og fortsatte med hvordan opfattelse af “evil” også kan være afhængig af en given situation.

“Why is it located in the 60ies?”, spurgte Tschemerinsky derefter og Cline forklarede, hvordan det på sin vis er nostalgisk, men at det egentlig også kunne være foregået i dag. Med vilje arbejdede hun på at nedtone det kendte image fra 60’erne og nævner derfor kun få sange og film fra den periode. I og med narrativet er som det er med sit flashback, var det nærliggende for Tschemerinsky at spørge om, hvorvidt Evie fortryder denne del af hendes ungdom og Cline svarede  at “she misses the time”, som var “lively and vivid”. Tschemerinsky nævnte derefter et interview med Philip Roth og Primo Levi, hvor de snakkede om Levis tid i koncentrationslejr og hvordan nogle ting ses i technicolor og andre ting i sort/hvid derefter (jeg har googlet mig frem til at det er fra 1986 i The London Review of Books).

I sin læsning af bogen havde Tschemerinsky bemærket, at mændene ikke spiller så stor en rolle som kvinderne og befinder sig lidt mere i baggrunden og styrer lidt derfra. Dette var endnu en af de ting, der fra Clines side var langt fra et tilfælde og dette skyldtes, at hun sjældent støder på bøger, hvor “murkier friendships” blev beskrevet. Cline talte om en form for “labour of girlhood, før mænd bliver involverede i de unge pigers liv og hvor der er elementer, som er “unsaid between women”. Hun erindrede hvordan hun selv var “monstrous” i en alder af 13, hvilket fik latteren til at gjalde for en stund i rummet.

Da blev det tid til spørgsmål fra trappen og en ung fyr fortalte om hvordan Richard Ford i forbindelse med arbejdet med romanen “Independence  Day” havde kigget nøje på hans referencer til den periode og for Cline gjorde dette sig også gældende, i hendes valg af “avocative details”. Hun læste faktisk hendes mors dagbog, som var 13 i 1969 (året for Manson-mordene) og forventede at finde utallige referencer til denne tid. Hun blev dog noget skuffet, da hun læste siden for den dag, hvor den første mand gik på månen og moren havde skrevet at hun havde fået “a terrible haircut”. Spørgsmålene fortsatte i en lind strøm og pludselig blev det tid til at slutte interviewet af. Cline fortalte også om at hun efterfølgende havde skrevet en “short story” og at hun skriver på noget nyt, da det alligevel efterhånden er 2 år siden, at hun skrev denne færdig.

Signeringskøen var lang som sædvanlig og heldigvis havde jeg siddet ret langt fremme, så jeg hurtigt kunne komme til. Da de fleste udenlandske forfattere, som jeg har snakket med, kun er i Danmark i ganske kort tid, valgte jeg at skippe det sædvanlige spørgsmål og spurgte istedet om hvad hun synes om Danmark (hun var meget begejstret) og da hun efterspurgte råd til hvad hun skulle lave i København dagen efter, foreslog jeg Tivoli. Hendes søster havde åbenbart netop været der og prøvet hvad hendes forlægger betegnede som børnerutschebanen. Jeg fortalte hende, at alle prøvede den og ønskede hende god fridag, da signeringen var færdigskrevet til “AK” (jeg har flere gange måttet stave mit navn overfor de udenlandske og det tager evigheder så AK er meget nemmere efterhånden). Alt i alt et virkelig interessant interview og jeg er virkelig glad for at have købt den amerikanske udgave efter at have hørt hende læse op fra den så smukt.

Ps. Jeg kan godt anbefale at læse dette interview med Emma Cline ovre på The Paris Review, hvis i er endnu mere nysgerrige 🙂

  1. Rikke Simonsen

    september 17, 2016 at 8:08 pm

    Hun er simpelthen så intelligent og veltalende!

Skriv et svar til Rikke Simonsen Cancel